Er vi ved at blive trætte af auto-fiktionen?

Tidsskriftet Spring har godt fat i den nyeste danske litteratur og en aktuel debat i sit temanummer om familieforhold

Hvad angår familien, er det sjældent den lykkelige barndom, der er emnet for litteraturen. Med eksempler som Yahya Hassan, Kim Leine og Asta Olivia Nordenhof viser artikler af blandt andet Mikkel Bruun Zangenberg, Torben Jelsbak og Hans Ulrik Rosengaard, hvordan en hårdt prøvet barndom er et formidabelt stof at skrive på.
Hvad angår familien, er det sjældent den lykkelige barndom, der er emnet for litteraturen. Med eksempler som Yahya Hassan, Kim Leine og Asta Olivia Nordenhof viser artikler af blandt andet Mikkel Bruun Zangenberg, Torben Jelsbak og Hans Ulrik Rosengaard, hvordan en hårdt prøvet barndom er et formidabelt stof at skrive på. Foto: Sara Gangsted.

Vi har vænnet os til med teologen K.E. Løgstrup at sige, at vi aldrig har med et andet menneske at gøre, uden at vi holder et stykke af dets liv i vor hånd. Et mere simpelt moralsk diktum vil lyde, at man må gøre, som man har lyst til, så længe det ikke går ud over andre. Begge maksimer hviler på erkendelsen af, at intet menneske er en ø, og at vi lever forviklede liv.

Men hvordan stiller sagen sig, når vi sidder alene og skriver, for eksempel om os selv, om vores liv og dermed også om de mennesker, der er indgået i vores liv? Har vi så også et stykke af deres liv i vor hånd?

Spørgsmålet er særdeles aktuelt i vor tid, hvor mængden af selvfremstillinger og erindringer, ofte ”i utide”, er eksploderet i omfang. I skønlitterær sammenhæng møder vi de såkaldte ”auto-fiktioner”, hvor læserne må svæve i en vis usikkerhed med hensyn til, hvad der er virkelighed og fiktion.

Hvad angår familien, er det sjældent den lykkelige barndom, der er emnet for litteraturen. Med eksempler som Yahya Hassan, Kim Leine og Asta Olivia Nordenhof viser artikler af blandt andet Mikkel Bruun Zangenberg, Torben Jelsbak og Hans Ulrik Rosengaard, hvordan en hårdt prøvet barndom er et formidabelt stof at skrive på.

Ligesom mange forfattere gennem tiden har arbejdet på at skubbe deres forgængere og forbilleder til side for selv at kunne komme til rent kunstnerisk, får flere af nutidens forfattere også på dramatisk vis krænget sig ud af deres konkrete forgængere, deres biologiske familie. Historisk har det ikke været så almindeligt, at familien gav sit besyv med, men det kan meget vel være ved at ændre sig.

Karl Ove Knausgaard havde som bekendt konflikter med sine slægtninge i Norge, og i 2014 gav forfatteren Kim Leines far, der misbrugte sin søn seksuelt, da denne var en stor dreng, ”sin version” af historien i Politikens kronik.

Problemstillingen spidsformuleres principielt i Hans Ulrik Rosengaards udmærkede bidrag: Vi har alle en naturlig trang til at blive vor egen selvbeskrivelses suveræn (og i parentes bemærket understøttes det i dag af en stærk norm om, at man ikke må frakende andre deres ”oplevelse” af en given situation). Vi ved bedst selv, hvem vi er. Det er mig og ingen anden, der kan fortælle historien om mit liv.

Vi støder imidlertid her ind i det etiske problem med de forviklede liv. Når jeg beskriver mig selv, beskriver jeg nødvendigvis også mine nærmeste og mange af de mennesker, jeg kender og har kendt. Principielt antaster jeg dermed deres ret til at være suveræne selvbeskrivere. De bliver bipersoner i en historie, hvor jeg er hovedperson, og som enhver litteraturfortolker vil vide, er bipersoner ofte mere énsidige end hovedpersonen og udset til at spille forskellige roller på den scene, han behersker. Omvendt antaster ethvert blik, enhver kommentar, enhver reaktion fra andre på min person potentielt min egen suveræne selvbeskrivelse: ”Jeg kan slet ikke genkende mig selv i det, du siger der.”

Det kan synes, som om vi litterært og mediemæssigt er inde i en epoke, hvor alle vil være ”Sig Selv” i stort format, og ingen vil være blot ”Nogle Andre”.

Det må nødvendigvis give noget mellemmenneskelig friktion og nogle nye typer af konflikter, vi endnu kun har set begyndelsen på. Forfattere og andre selv-beskrivere vil blive anklaget for overdrivelser, fortegninger og dramatiseringer. ”Bipersoner” vil melde sig med alternative versioner eller protestere imod at blive castet i usympatiske roller som dem, der har gjort fortræd.

Såvel anmeldere som journalister må skærpe deres kritiske sans over for klichéfyldte genveje til selv-oppustning: Måske er provinsen ikke altid en skrotbunke, måske er kernefamilien ikke altid en menneskelig nedsmeltning, måske er ikke alle banale livsproblemer aristokratiske kainsmærker og så videre.

Nemt bliver det ikke med disse debatter, for det er følsomt stof, som man siger. Men tænk, hvis det nu også betød, at vi på et tidspunkt gik død i auto-fiktion og fik smag for rigtig fiktion igen. Den har alligevel mange år på bagen, måske kan den noget, som er ganske velgørende, nemlig bringe ”Os Selv” fri af ekko-kammeret og de klæbrige konflikter med ”De Andre”.

kultur@k.dk