Corporate Social Responsibility. Ved De, hvad det betyder? Det er naturligvis engelsk, fordi engelsk er business language, men oversat til dansk betyder det ”virksomhedernes ansvar over for samfundet”.
Og hvad er så det for noget? Det er at opføre sig ordentligt, og det er der faktisk også mange virksomheder, der gør, såmænd nok de fleste. Der er også nogle, der ikke gør, og det er ikke altid de mindste – for eksempel banker, der medvirker til hvidvaskning af penge eller til skattesnyderi eller andet af samme slags. For ikke at tale om tyske bilfabrikker.
Men vær sikker på, at også disse virksomheder har en ”CSR-politik”, som det for nemheds skyld hedder, og som der fortælles om i årsrapporter.
Så hvad er problemet? Det er ikke, at der er nogle brodne kar, for det er der naturligvis altid. Dem kan man i heldigste fald få identificeret og få klinket eller smidt væk – rigtignok forudsat, at de ikke er too big to fail, som det også hedder på engelsk: For store til, at man kan tillade sig at lade dem gå rabundus. Men som en klog amerikaner sagde midt under finanskrisen: Hvis en virksomhed er for stor til, at man kan lade den gå nedenom og hjem, så er den under alle omstændigheder for stor!
Man bør ikke både kunne sigte efter den størst mulige profit til sig selv og smøre et underskud af på samfundet. Det var, hvad der skete i finanskrisen i 2008 og årene derefter, og hvad der med stor sandsynlighed vil ske også næste gang.
Virksomhederne ved sådan set godt, at det ikke er i orden. Derfor signalerer de med deres CSR, at de tænker på samfundet og tager et samfundsansvar. Så vidt, så godt. Hvis de lever op til lovgivning og hæderlighed, er det da fint. Men det burde være en selvfølge og ikke noget, man bryster sig af!
Derfor skal man ikke være blind for, at hele CSR-bølgen også har en anden indbygget tendens og vel også en skjult dagsorden: Virksomhederne vil selv definere, hvad der er deres samfundsmæssige ansvar.
Det bør de bare ikke kunne. Det er noget, samfundet skal bestemme. Virksomhederne skal tjene deres penge så godt og så rigeligt, som de kan. Men det er ikke dem, der skal sætte rammerne. Logisk set har virksomheder hjemmefra slet ikke noget samfundsmæssigt ansvar. De skal have pålagt et ansvar af det samfund, de virker i, og så må de ellers handle, som de er dygtige til (og betale deres skat).
Hvis definitionen af, hvad et samfundsmæssigt ansvar er, glider over på virksomhedernes hænder, glider det væk fra samfundet, det vil sige fra alle os andre. Så bliver det egeninteresserne, som får lov at dominere, og så falder samfundet fra hinanden. Igen: Mange, vel endda de fleste, opfører sig ordentligt. Og blandt dem, der ikke gør det, eller ikke har gjort det, er der skam også andre end private virksomheder.
Det vakte nogen opsigt, at der i opslaget om en ny direktør til Fiskeristyrelsen blev stillet et specificeret krav om, at vedkommende skal stå for ”udvikling af en ny kultur, hvor der særligt på tilsyns- og kontrolområdet er fokus på administration inden for lovgivningens rammer”(!).
Det var jo noget af en tilståelse. Man kunne ønske det samme krav stillet til andre styrelser, for ikke at tale om ministerier og ministre. Det må naturligvis også stilles til virksomhederne. Men de skal ikke selv kunne skrive den lov, der skal administreres efter. Og det er vigtigt at påse, at deres megen tale om samfundsansvar ikke fører til lige præcis det.
Klummen ”Eftertanken” skrives af professor, forfatter og Tysklands-ekspert Per Øhrgaard og bringes i avisen hveranden fredag.