Prøv avisen
Bog

Erasmus af Rotterdams livtag med Luther

4 stjerner

Interessant udgivelse af en af Luthers vigtigste modstandere

Man kender måske historien om den energiske unge mand, der overtog en forfalden gård, hvor markerne var fyldt med ukrudt. Men den unge mand gik ufortøvet i gang med at bringe gården på fode igen og havde stort held med det. Da præsten kom forbi, bemærkede han:

”Det er vel nok en prægtig gård, du har. Husk nu at sige Gud tak for alt, hvad du har fået.” ”Jo”, det ville landmanden såmænd nok huske. ”Men,” tilføjede han, ”du skulle nu have set gården, dengang Vorherre var alene om at passe den!”.

Denne historie ville Erasmus af Rotterdam (1469-1536) have nikket bifaldende til. Landmanden havde ganske rigtigt bragt gården på fode igen. Men præstens ord var heller ikke ved siden af, for det var jo Gud, som havde givet landmanden en mark at dyrke og kræfter til at genetablere gården. Erasmus skriver i sin lille bog om den frie vilje fra 1524, at den menneskelige anstrengelse kun udretter noget, hvis den guddommelige velvilje er til stede: ”Det betyder med sikkerhed så meget som, at det ikke er et falsk udsagn, at mennesket udfører noget, men at det må tilskrive Gud som ophav summen af alt, hvad det gør, med det resultat, at mennesket kan forene sin bestræbelse med Guds nåde.”

Erasmus erkender ganske vist, at den moralske frihed er gådefuld, og at den kan være svær at forene med guddommelig almagt. Men hvis man kategorisk hævder, at viljen er bundet, gør man så ikke mennesket til en marionet i Guds store teater? Og Erasmus ræsonnerede, som forfatteren Hjalmar Söderberg gjorde det mange århundreder senere: ”Det er muligt, at den frie vilje ikke eksisterer, men man er nødt til at bruge den alligevel.”

Erasmus angriber i bogen Martin Luther, men spørgsmålet er, om ikke Erasmus misforstår reformatoren. Af Luthers svar til Erasmus i ”Om den trælbundne vilje” fremgår det, at Luther bruger ordet vilje, når et menneske vil noget ganske bestemt. Dermed opstår der en modsætning mellem menneskets vilje og en omverden, hvis planer går i anden retning. Og det er netop i dette modsætningsforhold, at man kan vurdere viljen som stærk, svag, ubøjelig eller eftergivende. Men når man er stillet over for to valgmuligheder og endnu ikke har taget stilling, så vil man endnu intet. Vilje handler det først om fra det øjeblik, man har valgt og engageret sig i valget ifølge Luther.

Det var et forhold, som udgiverne godt kunne have gjort lidt mere ud af i ellers både fyldige for- og efterord, idet Luther ellers fremstår unødigt aflægs og formørket i sammenligning med humanisten Erasmus af Rotterdam.

Den første del af ”Om den frie vilje” blev oversat af Villy Sørensen. Efter Villy Sørensens død har Chr. Gorm Tortzen oversat resten og rammer fornemt forgængerens sprogbrug.