Erdogan besøger mausoleum for at appellere til muslimske vælgere

Erdogan besøgte Adnan Menderes-mausoleet i en gestus over for konservative, muslimske vælgere.

Den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, besøgte lørdag i Istanbul Adnan Menderes mausoleum, hvilket var en gestus over for konservative, muslimske vælgergrupper.
Den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, besøgte lørdag i Istanbul Adnan Menderes mausoleum, hvilket var en gestus over for konservative, muslimske vælgergrupper. Foto: Murad Sezer/Reuters.

Den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, hyldede lørdag mindet om sin henrettede islamiske forgænger Adnan Menderes forud for søndagens afgørende valgrunde.

Erdogan besøgte i Istanbul Adnan Menderes mausoleum, hvilket var en gestus over for konservative, muslimske vælgergrupper.

Menderes blev ved en retssag dømt til døden og hængt et år efter et militærkup i Tyrkiet i 1960. Kuppet skulle svække forbindelsen mellem kirke og stat

Erdogan selv overlevede et kupforsøg mod sin islamisk-prægede regering i 2016.

- Æraen med kup og juntaer er forbi, erklærede den 69-årige tyrkiske leder efter at have nedlagt en krans i mausoleet.

- Jeg opfordrer jer igen til at gå til stemmeurnerne. I morgen er en særlig dag for os alle.

Erdogan sagde i januar til sine tilhængere, at han ville fortsætte Menderes' kamp for flere religiøse rettigheder og nationalistiske budskaber i det muslimske Tyrkiet, som har 85 millioner indbyggere.

Erdogan aflagde et lignende symbolsk besøg i Istanbuls ikoniske Hagia Sophia moské forud for præsidentvalgets første runde.

Erdogan konverterede i 2020 den historiske bygning til en moské igen. Hagia Sophia var tidligere en katedral, der begyndte som kirke i det sjette århundrede i det daværende Konstantinopel.

Tyrkerne i Det Osmanniske Rige lavede katedralen om til en moské i 1453. Hagia Sophia blev senere et museum og opført på Unescos liste over verdensarv.

Men Erdogan fik for tre år siden ændret dette til trods for voldsom kritik fra blandt andet Grækenland. Erdogan har i sine to årtier som først premierminister og siden magtfuld præsident givet islam en stadig større rolle i Tyrkiet.

Konverteringen af Hagia Sophia cementerede navnlig Erdogans heltestatus blandt de mange fattige vælgere fra Tyrkiets landprovinser, som har været med til at holde Erdogan ved magten siden 2003.

/ritzau/AFP