Sørine Gotfredsen skriver erfaringsnære bud til det rodløse moderne menneske

Sørine Gotfredsen har skrevet en flot og personlig bog om kristendommens plads i en rådvild verden

Sørine Gotfredsen skriver i bogen, at indtil hun var 10 år, kunne hun leve et sorgløst liv uden tanke på døden. Derefter måtte hun forholde sig til livets endelighed og det ansvar, der følger med, og det er denne virkelighed, hendes bog er skrevet ud fra. – Foto: Leif Tuxen.
Sørine Gotfredsen skriver i bogen, at indtil hun var 10 år, kunne hun leve et sorgløst liv uden tanke på døden. Derefter måtte hun forholde sig til livets endelighed og det ansvar, der følger med, og det er denne virkelighed, hendes bog er skrevet ud fra. – Foto: Leif Tuxen.

I artiklen om skabelsen i ”Den lille katekismus” lægger Luther vægt på, at Gud har skabt mig. Luther taler ikke abstrakt om livet eller om universets tilblivelse, men om mig og min plads i det.

På samme måde læser Sørine Gotfredsen Bibelen i denne flotte og eftertænksomme bog, der både handler om de store begreber og de personlige erfaringer. Det er en gennemgang af Bibelen, hvor det personlige og de bibelske beretninger fletter sig ind i hinanden: barndommens egn, granplantagen og Sørine på ponyen flettes ind i Bibelens fortællinger om Paradisets have. Det måles på erfaringer.

Bibelen og Bibelens fremadskridende historie læses i erfaringens lys. Til tider kan man synes, at de bibelske beretninger læses ind i virkeligheden, men hele tiden vendes det om: Det er erfaringerne, der belyses af fortællingerne, og opgaven er dels at beskrive dette, dels at få andre til at åbne op for det.

Luther siger også et sted, at barnet er beskyttet af forældrenes tro, indtil det er omkring otte år. Derefter må det tro selv. Sørine Gotfredsen siger, at indtil hun var 10 år, kunne hun leve et sorgløst liv uden tanke på døden. Derefter måtte hun forholde sig til livets endelighed og det ansvar, der følger med. Det er livets alvor og realitet, som udgivelsen er skrevet ud fra.

Bogen former sig som en række mere eller mindre tilspidsede samtaler med veninden Rose, som man må håbe er solidt anonymiseret, for det er ikke altid rare ting, hun gør og oplever. Blandt andet indleder hun et langt forhold som elskerinde til en utro ægtemand, og Sørine Gotfredsen prøver gang på gang at fortælle hende om selvbeherskelse som en måde at få hende til i det mindste at reflektere over forholdet.

Over for Rose, som er præget af Suzanne Brøggers tilgang til livet, hvor vi skal være mere generelle og knap så specifikke over for mennesker, må en egentlig etik prelle af. Rose har et individuelt moralsk bogholderi uden indblanding udefra, og hun nyder forholdet og friheden i forholdet. Men en dag møder hun den intetanende hustru på gaden. Hendes tilfældige blik får Rose til at krympe sig. Hun har ikke skyld, men mindreværd. Det er ikke relationen til hende, der er det umiddelbare problem, men relationen til sig selv.

Det er en dyb og også gribende analyse, Gotfredsen foretager af forholdet, og det ville være rigtig godt, hvis der også var medtaget en analyse af den utro ægtemand, der i den grad er den, der sætter kvinderne i spil, og som tilsyneladende er helt uanfægtet af det.

Men i det hele taget er Suzanne Brøgger den, der skal tages afstand fra. Hun tilhører et helt andet plan end for eksempel Tor Nørretranders og Svend Brinkmann, der blot karakteriseres som selvbetragtende og i det lange løb temmelig udmattende. For der er i denne moderne forkyndelse, som de står for, ikke tale om nogen anden frelse end den, mennesket selv må skabe. Brinkmanns manglende forståelse for det religiøse gør, at han kommer til selv at tale religiøst på en måde, som teologien for længst har forladt.

Gotfredsen mener, at de er hovmodige i deres omgang med de store begreber, fordi de ikke i tilstrækkeligt stort omfang har taget livtag med dem. Vi nærmer os måske en tid, hvor det ikke vil være muligt at videreføre kristendommen som andet end fjern og interessant mytologi, og hvor identitetspolitikken samtidig skaber en hadefuld kultur, der truer den sammenhæng, vi er en del af. Hun er fuldstændig overbevist om, at vi i en sådan fremtid vil blive mere forvirrede, mere egoistiske og mere ensomme.

Måske havde det været perspektiverende, hvis Gotfredsen havde inddraget K.E. Løgstrups kritik af Brøggers ”Kærlighedens veje og vildveje”. Løgstrups kritik er trykt i bogen ”Kærlighed og solidaritet”. Her er Løgstrups pointe, at erotisk eksklusivitet ikke medfører social eksklusivitet. Det ville det kun gøre, hvis alle vore forhold er seksuelle. Og det er de ikke. Men måske er det egentlig en del af det moderne problem: At vi seksualiserer relationerne?

Suzanne Brøggers modsætning er hos Gotfredsen Charlotte Brontë, forfatteren til ”Jane Eyre”, som med en kombination af stolthed og beskedenhed kan gennemføre frihedskampen uden at træde på andre og uden at hæve sine egne forestillinger til en norm, der skal gælde for alle.

Gode iagttagelser er der overalt i bogen mange af. Kønnet og kønsproblematikken får en analyse, som vækker til eftertanke, og også den betragtning, at der findes en sammenhæng mellem brutal ironi, yngre mænd, storbykultur og manglende sans for det guddommelige, der fortæller, hvor tæt knyttet ateismen og den sarkastiske tilgang til livet er. Ateismen trives i den stærkt ubehagelige standup-kultur. Troen, hvad farve den nu end har, skaber sprog, og det har Gotfredsen blik for.

Troen er samtidig klart læst gennem Kierkegaard og knap så meget gennem Luther, der næsten ikke optræder i bogen. Derfor får troen en pietistisk farvning, hvor vi egentlig selv skal gribe den tro, der skabes for os af Gud. Det betyder også, at når Helligånden kommer på banen, bliver det lidt for meget et mekanisk teologsprog, der præger fremstillingen.

Rose har problemer bogen igennem med både sit forhold og med sin mor, og hun dukker hele tiden op mellem dybe tanker og teologiske refleksioner. Svaret til hende må være at forsøge at elske, som vi selv er elsket. Gotfredsen kan blive fyldt med medlidenhed, fordi vi er strandet i netop denne verden, hvor menneskene målrettet bruger hinanden i søgen efter evig frelse i et temmelig udpint forhold til kærligheden. Men hun ønsker alligevel, som hun siger, at ære sin tid, for den er den eneste, vi har, og prøve at minde om, at vi ikke må miste forholdet til kristendommen, for det er den, der giver den enkelte styrke og gør os bedre i stand til at passe på hinanden. Kærligheden har altid været bestemt til at stå i forhold til det, der ikke er kærlighed, for uden dette konfliktfyldte spændingsforhold ville der slet ikke findes en historie om os. Og det er også kernen i Guds historie med os og verden.

”Som Sørine læser Bibelen” er en flot og personlig bog. Til tider kan den været lidt for iagttagende, og selv i forhold til Rose knap så deltagende. Men netop i forholdet til hende vinder den ved at blive så konkret og samtidig lidt forstemmende i beskrivelsen af det moderne menneskes kvaler eller mangel på samme.

Det er en læsning af Bibelen og liv sammen, og det gøres godt, og det er refleksioner til tiden. Faktisk en lille troslære – eller katekismus om man vil.

Læs interview med Sørine Gotfredsen om bogen i avisen i morgen.