I fjor blev filmen ”Fabian oder der Gang vor die Hunde” ("Fabian: At gå i hundene") valgt som det tyske 2022-bud på en Oscar for bedste udenlandske film. Dens forlæg var den tyske forfatter Erich Kästners (1899-1974) succesroman af nogenlunde samme navn fra 1931. Af den grund kan man (igen) finde Kästners roman på de forreste hylder i de overlegne tyske boghandler. Og sørme, hvis de danske var lige så blærede, ville man pludselig også kunne finde den dér.
Romanen ”I hundene”, der i går torsdag udkom på dansk, er dobbelt tidstypisk. Sigende for sin tid, idet den er en forudsigeligt kaotisk sjuftefortælling om en intellektuel i mellemkrigstidens virvar af et Berlin. Og sigende for vores egen tid i dens uendelige fascination af netop det Berlin.
TV-serien ”Babylon Berlin” synes uimodståelig for de fleste, og på bogmarkedet er emnet i disse år uudtømmeligt: Christopher Isherwoods Berlin-romaner (Turbine), Franz Hessels ”En dag mellem to verdenskrige” (Klara W), Hans Falladas ”Lille mand, hvad nu?” (Silkefyret), for at nævne tre titler.
Erich Kästner blev født 1899 i Dresden og repræsenterer det, der – til tider nedladende – kaldes ”den indre emigration”: Nazi-modstandere, der blev boende i Tyskland før og under Anden Verdenskrig. Kästners forfatterskab gjaldt som degenereret asfaltlitteratur, og Kästner bivånede makabert nok afbrændingen af sine egne bøger. Han skrev også børnebøger, journalistik og drama, levede frem til 1974 og var i efterkrigstiden et stort navn i den tyske offentlighed.
Forlaget Jensen & Dalgaard bygger dog ikke kun kommercielle tårne med denne udgivelse. Romanens babylonisk forvirrede Berlin taler et andet sprog end de nævnte udgivelser.
”I hundene” er en avantgardistisk og ret pludselig undergangsfortælling. Den unge litterat, Jakob Fabian, vælter formålsløst omkring i sin samtids verdensstad. Det begynder på et etablissement, der kaldes et ”Institut for åndelig tilnærmelse”. Tilsyneladende en blanding af en swingerklub og et bordel. Fabian bliver også vidne til en skudduel mellem en socialist og en nazist, der er blevet uvenner på en knejpe. Man må sågar tåle, at ens chef fremviser sår, der ikke vil hele, efter en blindtarmsoperation. Alt i alt er dette Berlin et sted, hvor ”kærlighed er et tidsfordriv, som man dyrker med sit underliv,” og hvor fædre ikke har noget forhold til tragiske hændelser.
Sidstnævnte er der ellers rigeligt brug for. Romanens minimale plot kredser om vennerne Labude og Fabian. Fabian har succesfuldt skrevet sin doktorafhandling med titlen ”Stammede Heinrich von Kleist?”, selvom han egentlig havde drømt om at bevise, at middelalderdigteren Hans Sachs (1494-1576) var platfodet.
Vennen Labude har indleveret en afhandling med en nyfortolkning af filosoffen G.E. Lessings (1729-1781) værker. Da en videnskabelig medarbejder ved universitetets lærestol bilder Labude ind, at den er blevet afvist, skyder han sig selv. Desværre betragtede professoren faktisk afhandlingen som et af de mest modne værker i nyere tid. Labudes far kunne da nok have haft behov for at videregive et andet forhold til livets mere tragiske hændelser.
Det samme gælder Fabians familie. Under tiden længes han væk fra det tilfældige Berlin, men jævnfør emnet for hans doktorafhandling er han ikke just livsduelig. Det viser sig især mod romanens slutning, da Fabian i sin fødeby ser en dreng falde i floden fra en bro. Fabian vil gerne hjælpe og springer i. Men kan ikke svømme.
Kästners Berlin er anderledes i tonen end de andre nævnte skildringer af dette grusomt tiltrækkende sted. Alting er på vej i afgrunden og alle i hundene, men det er ikke meningsløs nihilisme eller skæbnesvanger historiefilosofisk patos. Man er tilfældigt munter, tingene kunne i princippet være anderledes. Ligesom redningsforsøget af den lille dreng, lidt ligesom Weimarrepublikken: Man har faktisk prøvet, men det er gået i hundene.
Udgivelsen er gymnasielæreren Jacob Jonias anden kompetente oversættelse i 2022 efter Falladas lille mand. Kästners bog blev censureret i 1931 og først i 2013 udgivet i sin fulde længde og skandaløse indhold: Forlæggeren censurerede af frygt både Berlin-hån og grov erotik i første omgang og kaldte den ”Fabian.”
Den nærværende udgave inkluderer sågar Kästners festlige efterskrifter til diverse udgaver, hvor han forsvarer sig som ”moralist” ud fra fortællingen om de to uduelige venner.
Romanen blev i al væsentlighed godt modtaget, også af kollegerne, selvom én mente, at der blot var tale om ”en metafysisk operette.” Det er jo korrekt – og hvad skulle der nu også være galt i det?
Erich Kästner: I hundene. Oversat af Jacob Jonia. 324 sider. 299,95 kroner. Jensen & Dalgaard