Alle udstillingens værker er blevet til i perioden fra den 11. marts 2020, hvor Danmark lukkede ned, frem til genåbningen for nylig. Her malede Erik A. Frandsen (født 1957) med en intensitet og hurtighed, som han aldrig tidligere har oplevet. Som om døden åndede ham i nakken. Umiddelbart efter nedlukningen flyttede han fra atelieret i Københavns nordvestkvarter til gården på Falster, hvor han også har indrettet atelier. Her lukkede han sig inde og kunne uforstyrret hengive sig til maleriet.
Vi er mange, der fulgte samme ”flugtrute”, for det føltes langt bedre at være på landet end i byen, dels fordi man i de tyndt befolkede områder stort set kunne holde stand imod sygdommen, dels fordi naturen blot er sig selv og ikke bærer spor af pandemien. I de store byer påmindede de lukkede og slukkede institutioner og forretninger uafladeligt én om pandemien.
For Frandsen viste eksilet sig hurtigt at bringe meget godt med sig: For første gang siden sin ungdom arbejdede han helt uden deadlines, og der var ingen forstyrrelser i ”hulen” på Falster. Som en af mine venner sagde, var pandemien en legitim undskyldning for at være lige så asocial, som man i virkeligheden er.
Forførende farver
Udstillingstitlen ”Giottos metode” refererer til den italienske billedkunstner og arkitekt Giotto di Bondone (født cirka 1267 og død i 1337), der fornyede billedkunsten i den tidlige renæssance. Som noget helt nyt inddrog han samtiden i sin kunst og gjorde op med det stive byzantinske formsprog. Desuden skabte han nogle meget tætte kompositioner, hvor forgrund, mellemgrund og baggrund smelter sammen, så der opstår et intimt og tæt billedrum. På samme måde med Frandsens coronasuite, hvor motiverne er disse tætte, lukkede rum, der er fyldt med rekvisitter.
I Frandsens tidlige serie med ”Blokadebilleder” fra 1980’erne handlede det om at blokere billedets dybde med fremkalderkar, trådnet med mere for blandt andet at understrege maleriet som et fysisk objekt og dermed gøre op med dets virkelighedsrepræsentation. I de nye malerier, der koloristisk er stærkt forførende og ofte holdt i en saftspændt palet med rødt, gult, lyserødt og grønt, er det reoler spækket med stiliserede bøger eller malede orientalske tæpper, der blokerer for billedernes dybdeillusion. Billedrummet er med andre ord fladt.
Disse komprimerede malede rum får et modsvar fra tre kasseformede ”Rubicon”-skulpturer, der er placeret på et kunstigt persisk tæppe. De er fremstillet ved, at 43 malerier malet med pigmenter på aluminium med motiver af Erik A. Frandsens familie er blevet kvast og komprimeret til store terninger. De kan aldrig blive til malerier igen.
Terningerne er kastet, og der er ingen vej tilbage, ligesom Cæsar aldrig kunne trække hæren tilbage, da han først havde ladet den overskride Rubicon-floden. Her har smadremanden været i sving, og det gør lidt ondt, for det er jo den rene ikonoklasme – billedstorm – som dog ganske vist er udført af kunstneren selv. De flade billeder er nu transformeret til firkantede skulpturer, der kan fungere som varder eller pejlemærker, som han siger i en video i udstillingen.
Der er endnu et tredimensionalt værk, nemlig en kæmpestor, barok, keramisk rytterstatue med associationer til Don Quixote. Den er skabt ved hjælp af en såkaldt ekstruderingsteknik, som man sædvanligvis bruger til industriel fremstilling af plader og rør. Rytteren bærer en skræmmende maske, og hans uhyggelige rustning er dekoreret med dollartegn på siden. Statuen står stadig i det træstativ, som den blev transporteret i. Man bemærker, at rytteren har fået en gipsstatue af den korsfæstede Jesus med på sit mareridtsagtige ridt. En beskytter og forsoner, som man i høj grad har brug for i en hård tid.
Kunsthistorien som baggrund
Det er meget magtfulde malerier med en utrolig rig stoflighed. Frandsen elsker at zoome ind på orientalske mønstre, græske vaser, blomster og planter, og det giver liv, som trænger igennem til publikum fra alle væggene. Yderligere evner han disse vanskelige overgange mellem farverne, som han får til at dirre og leve på fladen. Det er på den ene side dybt dekorative billeder, som på den anden side også rummer noget sært unheimlich, noget uhyggeligt og spooky. Helt konkret kommer det til udtryk i værket ”Tot/Dead” af et dødt menneske, der ligger lit de parade, men også de overfyldte, lukkede rum forplanter sig til betragteren og giver en let åndenød.
Det er ikke nemme billeder, selvom de umiddelbart er så æstetisk appellerende og ja, smukke. Se bare de store malerier: ”The Cave”, hvor en græsk vase fyldt med blomstrende, lyserøde gladiolusser står tæt linet op foran et maleri med motiv af et persisk tæppe, der igen står foran en bogreol, der er fyldt til randen med bøger; ikke at forglemme titelmaleriet ”Giottos metode”, hvor to græske vaser står foran tre malerier med motiv af persiske tæpper (ren Matisse), der læner sig op ad den fyldte bogreol. Rummene er proppede!
Men der er en symbolsk flugtvej ud af disse overfyldte rum, nemlig kunsten og litteraturen, der optræder i de fyldte bogreoler. Altså får kulturen tildelt rollen som en portal, der åbner mod andre verdener. Eller en mental flugtvej, om man vil, der kan sende en på rejse til de fjerneste destinationer fra den bløde lænestol, i en tid hvor alle var lænket til matriklen.
Frandsen har alle dage været optaget af kunsthistorien, og under pandemien har han ladet sig inspirere af dens store billedbank. Her og der dukker der citater op af Géricault, Pierre Bonnard, Weie, hvis kalvetunge optræder flere steder, Per Kirkeby, Matisse, van Gogh, Nabis-kunstnerne, Vuillard og andre kunstnere, som Frandsen har malet ind i sine motiver og ladet sig inspirere af.
Frandsen maler på intuitionen og ikke på intellektet. Når først billedet er ved at falde på plads, tager det over og styrer slaget. Undervejs må han ofre noget. Risikere noget. Det er amygdala – den del af hjernen, som håndterer forsvarsreaktioner og frygt – der styrer slaget. Frandsen foretager nogle farlige, æstetiske valg undervejs, og maleriet kan kæntre. Som publikum mærker man suset i hulen. Anbefalet!