Erindring fra kærlighedens flammehav tænder anmelderne

Et teknisk perfekt og pertentligt prosastykke er blot et af de mange rosende prædikater, der bliver sat på Kristina Stoltz’ nye roman, ”Paradis først”. Men en enkelt anmelder har dog svært ved at komme ind på livet af den

Kristina Stoltz vender blikket mod USA i romanen ”Paradis først”, der både er en kærlighedsfortælling og et amerikaportræt. – Foto: Leif Tuxen.
Kristina Stoltz vender blikket mod USA i romanen ”Paradis først”, der både er en kærlighedsfortælling og et amerikaportræt. – Foto: Leif Tuxen.

I 1993 er den unge Kristina i USA for at tage billeder til en festival for dansere fra hele verden. Her møder og forelsker hun sig i den afroamerikanske Marlon, og mange år senere, da hun har fået børn og er blevet skilt i Danmark, rejser hun tilbage for at deltage i hans bryllup, som imidlertid bliver udsat. Men turen skal vise sig at blive begyndelsen på et erindringsarbejde, der kommer til at omfatte såvel kærligheden som dens forlis samt indtrykket af et fremmed land med vold og uro, for Marlons historie knytter sig til romanens politiske subtekst, til dens tematisering af den amerikanske racisme.

Og den historie fortæller Kristina Stoltz ifølge Alexander Vesterlund i Politiken ganske suverænt og til fem hjerter ud af seks:

”’Paradis først’ er en type både nøgtern, sanselig og klog kærlighedsfortælling, som man ikke ser hver dag på dansk,” skriver han blandt andet, og den efterlader ham med følelsen af, at alting sker på én gang, når man læser romanen, at erindring altid finder sted i ét nu, og således flyder scenerne og tiderne i bogen sammen og skaber en særlig ro:

”Sådan må det være at erindre kærligheden, når den er forbi. Af samme grund må bogen skifte – nogle gange inden for den samme sætning – mellem første, anden og tredje person; i minderne er man både sig selv og en anden.”

Også i Morgenavisen Jyllands-Posten hæfter anmelder Katrine Sommer Boysen sig ved forfatterens mod til at eksperimentere, ved hendes tekniske dygtighed og ved hendes spændvidde, som har været åbenlys, lige siden hun debuterede for to årtier siden:

”Men at hun er så overlegen en forfatter stod først for alvor klart med romanportrættet ’Cahun’ om den franske surrealistiske kunstner Camille Cahun. Og det indtryk slås fast med den eminent gode kærlighedsfortælling ’Paradis først’.”

Hun bemærker sig, at romanen ligeledes byder på et nyt og anderledes livtag med autofiktionen, da fortælleren excellerer som både første- og tredjepersonsfortæller, og navnesammenfaldet gør, at grænsen mellem forfatter og fortæller, mellem selvbiografisk erindring og fiktion bliver flydende størrelser:

”Form og indhold smelter fuldstændig sammen i ’Paradis først’. Romanen forløber ud i én lang køre uden kapitelinddelinger, tidsangivelser eller noget andet, der kan forankre teksten. Det er bevidsthedsstrømmende a la James Joyce, men det føles aldrig som et stilistisk eksperiment, når Stoltz eksempelvis i løbet af en enkelt sætning glider fra fortid til nutid eller fra jegtil hun-fortæller. Stoltz fremskriver et billede af USA, der rummer den kompleksitet, der gør landet så skræmmende og fascinerende.”

Katrine Sommer Boysen kvitterer med fem stjerner ud af seks mulige til en roman, som Nicklas Freisleben Lund i Information imidlertid har sværere ved at finde ud af, hvad han skal mene om. Han betegner den som frygtløs, men ikke nem at blive helt dus med, og han finder den del, der handler om hukommelsens veje og vildveje samt om erindring af kærligheden og mødet med dem, man engang elskede, stærkest, mens han har det mere besværligt med den del, der adresserer racismen og dens konsekvenser:

”’Paradis først’ er en begavet, velkomponeret og æstetisk sikker roman. Interessant? Klart. Man kunne også tale klogt-kritisk om, hvorvidt refleksionerne om erindring, kærlighed og racisme for alvor forenes. Men det, som egentlig står tilbage som mit tvivlende læserudsagn, er oplevelsen af en roman, som jeg har svært ved komme ind på livet af.”

Men hos Klaus Rothstein i Weekendavisen er det nærmest omvendt. Han er modsat Katrine Sommer Boysen ikke synderligt interesseret i spørgsmålet om det autofiktive – om hvorvidt romanen står i et aflæseligt forhold til virkeligheden – men derimod i om den markerer noget essentielt og bevæger sin læser. Og det gør den:

”’Paradis først’ er ikke alene en dyb skildring af to meget unge menneskers kærlighedsflammer, det er også en roman, som elegant – og med akut aktualitet – udpeger nogle af vor tids mest påtrængende problemer, racisme og klima, som essentielle og eksistentielle vilkår for menneskelivet.”

Klaus Rothstein kalder romanen for ”et spidsfindigt, teknisk perfekt og pertentligt prosastykke”, der er ”forførende og forvirrende som livet selv” i sin skildring af tilværelsens uslagne vej, som den beskriver tilsvarende uslagent – og altså med usvigelig sikker hånd:

”Kristina Stoltz stiller store krav til sig selv og sin læser med sin litterært formambitiøse, ansigtsafslørende eksistensroman, der dykker dybt i kærlighedens flammehav. Mere kan man ikke forlange.”

Tilværelsens uslagne vej er også noget af det, som Michael Bach Henr iksen bemærker sig i sin femstjernede anmeldelse i Kristeligt Dagblad, hvor han betegner ”Paradis først” som en roman, der giver os ”et anderledes Amerika-portræt og en inciterende rejse i den menneskelige bevidsthed, der ikke følger samme snorlige retning som de amerikanske landeveje”. Og han sammenligner Kristina Stoltz med forfatterkollegaen Ida Jessen, der heller aldrig er bleg for at bryde nyt land og altid har mod på at gå nye litterære veje – her i sin helt egen, danske aftapning af den amerikanske road-romangenre, som hun på imponerende vis gør til sin, og han konkluderer:

”For dette mod til at være alsidig og eksperimenterende, altid at være på vej, skal man læse Kristina Stoltz.”

”Bogen i tiden” skriver om mediekritikkens modtagelse af en væsentlig aktuel bog eller om en debat, som en bog har rejst.