Prøv avisen
Film

Erindringens magt over mennesket

5 stjerner
Antonio Banderas i sit livs rolle som aldrende filminstruktør i Pedro Almodóvars fornemme ”Smerte og ære”. – Foto: Scanbox

Der er eksistentiel dybde og rørende gammelmandsvisdom i sjælden afdæmpet Pedro ­Almodóvar-film, der hylder kunsten som genvej til livet

Længsel. Så stor en følelse, så svær ikke at gøre svulstig. Men Pedro Almodóvar, der nu nok kan male med de bredeste melodramatiske pensler, viser gang på gang i næsten ordløse scener i ”Smerte og ære” livets længsler. Med en øm heftighed – der forsegler hele den smukke films forsøg på at finde ind til kernen i et menneske – kan man mærke, hvad det vil sige at være længselsfuld, skulle følelsen have forpuppet sig under gøremål og gerninger.

Og jo, ”Smerte og ære” er en slags autofiktion, en mere eller mindre sandfærdig version af kunstneren selv, af Almodóvar selv. Eller i hvert fald en spejling af den version af sig selv, den spanske ”auteur” vil vise frem. Men den er heldigvis meget mere.

Salvador (Antonio Banderas) er aldrende filminstruktør, der går og passer sine skavanker, sine små sår. Han kan ikke længere lave film, livet går forbi ham. Depressiv skuer han døden forude, men forinden freden siger han ja til at præsentere et af sine tidlige mesterværker sammen med hovedrolleindehaveren Alberto (Asier Etxeandia), som han ikke har set i 32 år. Gensynet, og et forbipasserende heroinmisbrug, oplukker erindringens kilder, og portalen til barndommen og ungdommen står vidtåben.

Almodóvar laver film om mødre, om neurotiske kvinder, om kærlighed. Fantastiske film som ”Alt om min mor” (1999) og hans seneste mesterværk, den melodramatisk lune ”Volver” (2006). Men mest af alt laver Almodóvar film, der undersøger erindringens magt over mennesket. Hvor fortid og nutid kannibaliserer på hinanden. Hvor erindringen kan være en metastase, der overtager nuet. Eller være den helle, der muliggør livet. I ”Smerte og ære” mest det sidste og størst af alt er æren.

Brudte favntag, brudte løfter. Salvador sanser det hele, men uden søbende selvmedlidenhed. Længslen efter moderen (Penelope Cruz) og længslen i ham selv, da han tænker tilbage på, hvordan han som dreng første gang mærkede begærets svulmende magt ved synes af en nøgen ung mand. Det er ikke filmens mest potente scene. Langtfra. Men den har en smertelig poesi, der klæder Almodóvar i denne hans bedste film siden de larmende og vidunderlige kvindeportrætter.

Livet kan være i den æske, hvor moderen gemte livets klenodier. Og det kan være på det lærred, hvor Salvadors liv, Almodóvars liv, genspejler sig. Nogle vil heftigt mene, at verden har fået nok af mænd, der har set verden med udgangspunkt i sig selv. Men det har verden beviseligt ikke ikke.

At Almodóvar er en billedmager, en stor ekspressionist, kommer ikke bag på nogen. Men Mondrian-kompositionerne og de solvarme, sitrende naturbilleder når her, sammen med Antonio Banderas’ stolte aldring, magiske øjeblikke af stor, stor skønhed.

”Smerte og ære” bliver bedre for hvert minut, der går. Og Antonio Banderas får sin svanesang i portrættet af et alter ego, en afspejling af hans gode ven Pedro Almodóvar.

Mærk længslen bruse i blodet i denne pragtfulde film om kunst, kunstnere, livskunst – og især kunsten at erindre og leve i samme time.