Erindringer, der er angrebet af moralisme

Er man i stand til at se bort fra forlagets korrekturmæssige hakkelse, kan man møde et pragteksempel på tysk journalistiks typiske moralisme – og sproglige dannelse

Erindringer, der er angrebet af moralisme
Foto: Camera Films.

Brunhilde Pomsel (1911-2017), der senere skulle blive sekretær for nazisternes propagandaminister Joseph Goebbels, havde en jødisk veninde i sin barndom i Berlin. I mellemkrigstiden fandt hun også ansættelse hos to forskellige jøder. Det stemmer udmærket overens med hendes påstand om, at man ikke gik særlig meget op i, om folk havde jødisk baggrund: ”Før 1933 var der i hvert fald ingen, der tænkte over jøderne, det var noget, nazisterne senere fandt på (…) vi havde ikke noget imod jøder.”

Sådan siger Brunhilde Pomsel et sted i de godt 30 timers råoptagelse, som tre filmskabere brugte til dokumentarfilmen ”Et tysk liv – Goebbels’ sekretær”, der i denne uge får premiere i danske biografer.

Som supplement har den anerkendte tyske forfatter og journalist Thore D. Hansen skrevet en bog af samme navn, der også netop er udkommet på dansk. Brunhilde Pomsels historie synes virkelig at give hende ret – man gik ikke ret meget op i folks jødiske baggrund. Da Pomsel efter nazisternes magtovertagelse bliver tilbudt en stilling ved radioen, får hun at vide, at det nok ”vil være godt at melde sig ind” i ”partiet”. Da hun vil gå hen for at melde sig ind, kommer hendes jødiske veninde på besøg, for de har en kaffeaftale. Så Eva går med og sætter sig på en mur og venter, mens Pomsel står i kø for at blive medlem af nazistpartiet.

I den priste dokumentar sidder Brunhilde Pomsel foran kameraet i to timer. Hendes over 100 år gamle stemme og ansigt, hendes erindringer – og hårde klip fra ligdynger i tyske gader og udryddelseslejre.

Denne stærke, minimalistiske nøgternhed er på værste tyske vis forsvundet ud af Thore D. Hansens genskrivning. Ud af de 30 timers råfilm med Pomsel har han skrevet en slags selvbiografi i førsteperson på vegne af Brunhilde Pomsel. Det er tydeligvis gået hurtigt med en fordanskning ved Uffe Gardel, så bogen kunne nå at udkomme sammen med filmens premiere i Danmark, men er man i stand til at se bort fra forlagets korrekturmæssige hakkelse, kan man møde et pragteksempel på tysk journalistiks typiske moralisme – og sproglige dannelse.

Thore D. Hansen har ganske sagligt ordnet erindringerne til en kronologisk rækkefølge, men har også skrevet et 50 sider (!) langt essay som efterord og givet bogen den aggressive og sigende undertitel, ”en lære for eftertiden”, som filmen ikke har.

Pomsel forklarer grundlæggende, at hun ikke mener, at hun er skyldig i nazisternes forbrydelser, selvom hun altså både var med i ”partiet” og endte som sekretær for Joseph Goebbels. Dels med henvisning til, at man intet vidste om jødeudryddelserne, dels med den forklaring, at hun ikke gik op i politik. ”Jeg er jo fej,” hedder det godt nok på et tidspunkt, men i bogen, hvor man jo ikke kan se hendes mimik og stemmeføring, får man dybest set det indtryk, at hun ikke betragter sig som ansvarlig eller skyldig i nogen meningsfuld forstand.

Den (meget) gamle dames selvmodsigelser er betydelige: Hun siger, at hun ikke kendte nogen jøder – men var dog ansat af to forskellige jødiske chefer og havde bemeldte veninde; hun omtaler Joseph Goebbels som en tiltalende og charmerende mand, men kalder ham pludseligt, ganske velvalgt, ”en rasende dværg”. Det er interessant, men uden hendes gestik fra optagelserne bliver det også mindre nærværende, fordi hun er så inkonsistent.

Det er velkendt, at tyske journalister, i modsætning til eksempelvis engelske og danske, nærer en stærk trang til at moralisere, og her er Thore D. Hansen ingen undtagelse. Det lange efterord er velskrevet, indskrænket og svært moraliserende.

Med al den patos, en pæn mand kan mønstre, trækkes der evige paralleller mellem 1930’erne og dagens verden: Trump, Brexit, AfD, modstand mod indvandring og flygtninge, globalisering, neoliberalisme, finansmarkeder, Tony Blair, Erdogan og Gerhard Schröder er alt (alt!) sammen symptomer på en politisk uinteresseret befolkning, på samme måde som Brunhilde Pomsel og hendes venner var apolitiske i deres mellemkrigstids egoistiske ungdom.

Det er naturligvis helt i orden at være af den overbevisning, at der foreligger klare paralleller, og at Brunhilde Pomsels historie kan bruges til at få vores øjne op for det faktum, at vi er på vej til atter at afskaffe demokratiet i de lette løsningers navn.

Moralismen viser sig i, at Hansen mener sig på kendsgerningernes sikre grund, mens højrepopulister Vesten over ifølge Hansen stort set alle er afhængige af ”fake news”. Det mærkelige træk ved denne tyske journalistik i dens moralisme er, at den aldrig overvejer, om den selv er afhængig af fortolkninger, ikke af nøgne kendsgerninger. Eksempelvis når partiet AfD uden blusel sammenlignes med NSDAP, som om det gav sig selv. Eller når man foretager disse paralleller uden så meget som at nævne, at truslen mod jøder i dag hovedsageligt kommer fra islam.

Den moralistiske journalist synes at lide af det pletsyn, at det kun er hans fortolkninger, der også er fakta. Selvom de netop er hans fortolkninger midt i hendes liv. Sådan går det fra et upolitisk menneskes erindringer til et politisk menneskes fortolkninger. Se hendes erindringer på det store lærred i stedet. De er dog blot hendes.