Tilhører man den ældre generation, og har man fulgt med i de mange krigsberetninger fra Anden Verdenskrig, er der ikke meget nyt i de rædsler, der oprulles i Buk-Swientys tilrettelæggelse af Hans Horns erindringsmanuskript, som han har fået overdraget af familien efter Horns død.
Men yngre generationer burde stifte bekendtskab med den, om ikke andet for at få indsigt i menneskers fundamentale grusomhed. Bogen er lang som de fem onde år fra 1940 til 1945 – og alt for lang efter min smag, men man må sige, at man får detaljeret besked.
Hans Detlef Horn blev født i Kiel i 1921 og havde egentlig tænkt sig at læse litteraturvidenskab, men under krigen fandt han ud af at undslippe fronthelvedet ved at læse til militærlæge, og det blev han så efter mange omflytninger. Efter krigen gjorde hans danske forbindelser, at han kunne blive læge i Danmark, hvor han blev til sin død i 1989.
Horn fortalte ikke mange om sine oplevelser, men skrev i det skjulte sine erindringer, og ikke mindst tegnede han dem og malede i kunstnerisk begavede akvareller. Afsnit for afsnit illustrerer disse farvelagte tegninger beskrivelserne i denne bog, hvor illustrationerne næsten er det mest gribende. Horn skrev to versioner, en på tysk og en på dansk. Efter hans død fandt familien dem, og der var tale om mere end 3000 maskinskrevne sider. Hans søn kontaktede i 2011 Buk-Swienty som manden, der kunne omsætte de upublicerede erindringer til en fængende fremstilling. Han havde jo skrevet så meget om krig i forvejen, ikke mindst ”Slagtebænk Dybbøl” fra 2008. Og det er blevet en fængende fremstilling. Men også fordi Hans Detlef Horn skriver godt og maler helt fantastisk.
Hovedstykket i bogen er krigsdagbogen fra en periode i 1941. Desværre fremlægger Buk-Swienty ikke, om der er klippet i teksten til de enkelte dage – om det, der fremtræder som Hans Horns egne notater, er bragt i redigeret form. Ellers er Buk-Swientys indsats den velskrivende historikers, der skriver Horns beretninger ind i samtidshistoriens politiske og kulturelle begivenheder – og gør det fremragende.
Men på den lange rejse gennem Horns liv har jeg tænkt på, hvor lidt historie der faktisk er i et almindeligt liv, når man får alle detaljerne med. Og hvad skønlitteraturen modsat kan ved at sammenfatte noget, der er principielt forkert, til en historie. Måske er det også derfor, at denne bog er blevet så lang – den kan ikke blive til en historie! Måske kunne den have samlet sig om fænomenet ”Overleveren”? Men Buk-Swienty er bundet af forlægget hos Horn og må gengive det solidarisk modsat rammerne for skønlitteratur.
Der er tale om en overlever, fordi det er mirakuløst, hvad denne Horn kommer levende ud af: granatsplinter i kraniet, fanget i den russiske fremrykning, næsten henrettet af partisaner. Men også overlever, fordi han melder sig frivilligt til lidt mindre farlige opgaver som for eksempel ordonnans eller selv opsøger udvejen som læge. Men hvad har han ikke set af meningsløse henrettelser, sår og menneskelig forkrøbling af sult og kulde og menneskelig fornedring i kampen for at overleve.
I et sådant liv er der selvfølgelig en barndomsfamilie, broder og søster, gymnasietid, forelskelse og familiestiftelse, og alt dette fortæller Buk- Swienty om. Man fornemmer den store research, der endda omfatter møder med de overlevende af Horns relationer, der ikke kendte meget til hans oplevelser under krigen. Buk-Swienty beskriver det almindelige livs forløb, der bliver tydeligt, når det afbrydes af krig. Han er fascineret af krigen som tilgang til det uudsigelige i menneskelig tilværelse, såvel det onde som det gode.
Men hvor har han også været heldig at få overbragt dette materiale om og af Hans Horn. Man spørger sig selv, hvordan materialet havde set ud uden Buk-Swienty – men det får man ikke helt svar på. Det er tryllekunsten i denne fængende tilrettelagte bog om Hans Horn.