”Folk kan have brug for fiktion i deres liv for ikke at dø af sandhed,” skriver forfatteren Peter Mouritzen i ”Den røde parentes. Erindringer med huskefejl”. Den erklæring tager han på en skæmtsom måde alvorligt straks fra bogens første linjer, ifølge hvilke han blev født i 1899 af en fattig syjomfru i Lønning. Helligånden påtog sig faderskabet – og var i øvrigt sparekassebestyrer i Nørre Sundby.
Trods de med omhu arrangerede huskefejl er det meste i bogen sandt, forsikrer Mouritzen. Den underfundige stil med den høje grad af sprogbevidsthed er den samme som i hans forrige erindringsbog, ”Da jeg var ung digter”, der udkom sidste år som en markering af hans 50-årsforfatterjubilæum.
”Den røde parentes” er delt op i fire hovedafsnit. Det første handler om barndommen, der prægedes af, at Mouritzen blev ramt af børnelammelse og efterfølgende måtte gå med støvle og benskinner. Men hans varmt skildrede far fandt det forsonende, at sønnen ”ikke var destineret for normalitet”. Det var nemlig ikke sjovt at være normal og få et liv, der gik efter en lineal.
En advarsel om dette er nedlagt i det rimende fællesskab mellem ”normal” og ”lineal”. Imidlertid antyder Mouritzen også de smertelige, psykiske konsekvenser af handicappet: ”Jeg ikke bare havde en dårlig fod, jeg blev en dårlig fod. Helt oppe i hovedet.”
I det andet hovedafsnit berettes om en åbenbaring, et indblik i skaberværket. Hændelsen indtraf den 25. april 1965. Peter Mouritzen og hans far havde set og indgående diskuteret et absurd stykke i tv-teatret og var derefter gået ud på altanen for at trække frisk luft før sengetid. Og da skete det:
”I et kort, kort øjeblik åbnede universets hemmelighed og hele struktur sig for mig. Det var som at sige god aften til Gud. Så var det væk igen.”
Faderen oplevede det samme. Peter Mouritzen skriver, at det var som at modtage et svar fra Gud, en metafysisk kommentar til far og søn, efter at de i en times tid havde anstrengt deres hjerner i et forsøg på at begribe det absurde stykke:
”I gør jer for mange anstrengelser, bitte børn, se her, hvordan det hænger sammen – blitz!”.
Den besindige skildring af den mystiske hændelser er et højdepunkt i bogen.
Yderligere og med groteske detaljer fortæller Mouritzen om et sommerjob som portør på Aalborg Kommunehospital, hvor han ”kørte med patienter, lig, madvogne og madrasser” og drømte om at blive skuespiller. Han havde vist evner i den retning, idet han havde haft succes som medvirkende i en opførelse på Aalborg Katedralskole af Arthur Millers ”En sælgers død”.
I den forbindelse får vi forklaringen på bogens titel. Rollen krævede optræden i knæbukser, men Mouritzen, der på dette tidspunkt stadig brugte benskinner, fik dispensation til at være iklædt lange bukser, og i rollehæftet indrammedes de regibemærkninger og replikker, der refererede til beklædningen, af røde parenteser.
Sidste afsnit foregår i 1968 og fortæller om Mouritzens tid som vikar på skolen i Vostrup i Vestjylland. På dette tidspunkt var han en nygift, poesiskrivende lærerstuderende, der af en rødmende pige modtog efterretningen om, at han var blevet far.
Det er erindringer med en let gang på jorden, muntre og særdeles underholdende.