Prøv avisen
Bog

Erindringer som litterære glansbilleder

"Unge Jens Kristian Lings beskyldes for dovenskab. Men det er en overfladisk diagnose: Han er i alvorlig krise, uden glæde og energi. ”Jeg ved ikke, hvad du egner dig til”, siger faderen. Det ved han på dette tidspunkt vist heller ikke selv," skriver vores anmelder om ny bog. Foto: Forlaget Reklamika

Jens Kristian Lings udsender en konstrueret dagbog fra sin barndom og ungdom

Det er søndag morgen. Husets børn er blevet kaldt ind i soveværelset til forældrene og sidder nu rundt omkring sengen - med fødderne puttet ind under dynen. Familien synger ”Nu ringer alle klokker mod sky”. Faderen, der både er lærer og kordegn, synger for. Så beder han en bøn, hvorefter man siger Fadervor i kor. Til sidst synges ”I Østen stiger solen op”. Senere går alle i kirke, hvor moderen den dag skal være organist.

Scenen fortæller meget om hjemmet, et dybt rodfæstet hjem, kærligt og myndigt. Børn i skolen, hvor familien boede, var der altid. Læreren og hans kone havde selv otte.

En af de syngende var Jens Kristian Lings, der i bogen giver glimt af sin barndom og tidlige ungdom i og omkring Haunstrup ved Herning. Vi følger ham fra 1934 og indtil 1953, da han - med noget besvær - er blevet student og forlader hjembyen.

Teksten ledsages tæt af 106 fotos af blandt andet skildrede personer og lokaliteter, af forskellige ting og mere endnu - motiver, der alle har en rolle i fremstillingen. Det er fotos af en umiddelbar friskhed, meget levende og dertil væsentlige for det tidsbillede, som erindringerne udgør. Det fine samspil mellem ord og billeder er med til at sætte det personlige ind i et kulturhistorisk perspektiv.

Et litterært glansbillede defineres i bagsideteksten som ”en erindring, der er skrevet ind i en konstrueret dagbog”. Og ikke nok med det: ”Vi mener” - hedder det - ”at forfatteren med denne bog har skabt en helt ny litterær genre”. Det er nu så meget sagt.

Lings forholder sig temmelig frit til dagbogsformen, der først og fremmest synes at skulle tjene som begrundelse for den kortfattede og enkle stil, som han har valgt at meddele sig i. Det er ikke en stil, der vil gøre indtryk med sproglige finesser. Nøgternt søger forfatteren at fastholde sandheden, som dagbogsskriveren (eller én, der foregiver at være det) opfattede den, da den var helt tæt på - og samtidig give læseren en følelse af samtidighed med det beskrevne.

Formen virker mest forløsende, når det er en forholdsvis overskuelig og konkret virkelighed, der skal formidles. Mindre tilfredsstillende er skrivemåden, når det gælder forfatterens problemer - med sig selv - som gymnasiast. Problemer, der tydeligvis er for komplekse til at blive udfoldet inden for de snævre rammer, som den erindrende har stillet til rådighed for sig selv.

Unge Jens Kristian Lings beskyldes for dovenskab. Men det er en overfladisk diagnose: Han er i alvorlig krise, uden glæde og energi. ”Jeg ved ikke, hvad du egner dig til”, siger faderen. Det ved han på dette tidspunkt vist heller ikke selv.

Men trods alt: Det er et engagerende stof med mange facetter, Lings præsenterer læserne for. Vi hører om erfaringer med det basale, herunder tro og moral, spirende sek-sualitet samt døden. Endda - næsten - med drengens egen død: Under en ferie i Hanherred er han og en bror nær ved at drukne. Mens han synker i dybet, tænker han på det forventede umiddelbart forestående møde med Gud og på, at forældrene vil få to døde drenge hjem i hvide kister. Men så taler en stemme til ham, det er redningsmandens.

Også på anden vis er Jens Kristian Lings i fare: I en alder af otte år bliver han ramt af børnelammelse, hvad Herning Folkeblad beretter om i en affotograferet notits fra juli 1942. Og han blev indlagt på Herning Sygehus med tiltagende lammelse. På grund af smittefaren må hans familie kun kommunikere med ham gennem lille trækrude.

Lings giver dette malende glimt af situationen: ”Far havde hver gang en rund ispind med, og mens jeg endnu kunne bevæge hænderne, var han så god til at kaste isen hen på dynen, så jeg kunne få fat i den. Da hænderne så også blev lamme, lå en is og smeltede på dynen, fordi jeg ikke kunne røre mig”. Han var på sygehuset i tre måneder - og fik sin førlighed tilbage.

Med humor beskrives en søndagsskoleudflugt. Deltagerne - befordret med tre hestevogne - råber hurra under kørslen ud af Haunstrup, og byens beboere står imens uden for husene og vinker. Også sang lyder fra vognene. Og efter ankomsten til målet, Gødstrup Sø, sætter forfatterens far gang i sanglegene. Under den senere for nogle af deltagernes vedkommende usikre sejlads med lejede både ler søndagsskolelæreren så inderligt over den herskende ubehjælpsomhed, at hans forlorne tænder flyver i en bue ud ad munden og plumper ned i søen, hvor de forsvinder.

”Nu ler han ikke mere”.