Det forlød engang i engelske aviser, at tyskerne udførte eksperimenter med menneskekroppe for at udvinde kemiske stoffer. Det benægtede de på det alvorligste, men forfatteren Ernst Jünger (1895-1998) havde en anden idé. Tyskerne skulle blot have svaret: ”Javel, for os barbarer er det en æressag at flyve om ørerne på jer i form af nitroglycerin efter vores død.”
Som litteraturhistorikeren Karl Heinz Bohrer i vidunderlig gammelverden-arrogant stil demonstrer i sit bidrag til antologien ”Soldat, arbejder, anark”, er Jünger ikke for hverken sarte eller ulitterære sjæle. Hans forslag, der, som alt andet han skrev, skal betragtes med kunstens fortegn, er emblematisk for hans indlysende glæde ved krig.
Jünger deltog i begge verdenskrige, beskrev krigstilstanden som en særlig potent form for eksistens, nægtede køligt at forsvare sin højreradikalisme – og endte med at blive 102 år gammel.
Samtidig mener Bohrer, at forslaget ovenfor også er emblematisk for Jüngers skæbne. Det havde været skandaløst, hvis tyske politikere havde hævdet det. Men fordi man i Tyskland har fået for meget øvelse i at ”omforme forfattere til fredsprismodtagere”, forarges man også på forfatteren Jünger. Tysk åndsliv har derfor ifølge Bohrer ligget under for et ufint undertrykkelsesnummer, hvor Jüngers exceptionelle kunstneriske kvalitet er blevet enten overset eller ignoreret, fordi man havde brug for et offer, ”en psykologisk renselsesproces pr. stedfortræder”.
På denne måde bliver Jüngers forfatterskab også et billede på de mange litterære bønhaser, der har lettere ved at moralisere end ved at beskæftige sig med litteratur. Bohrers bidrag står som et dunkelt og prisværdigt præludium til denne enorme Jünger-antologi, der langt hen ad vejen holder, hvad redaktørerne gennem Bohrer lover: en uforfærdet beskæftigelse med Jüngers kunst. Læsninger i Jüngers forfatterskab som en retfærdiggørelse af litteraturen. Der er rigelig plads til kritik, men ikke til dumflade afvisninger. Dette faktum, suppleret med et (meget!) usædvanligt sprogligt niveau for en universitetsantologi, gør udgivelsen til en velsignelse.
Adam Paulsen viser i en nærlæsning af de tidlige krigsskrifter fra 1920’erne, at netop spørgsmålet om krigens meningsløshed muterer gennem krigsromanerne, hvorved de implicit bliver til en undersøgelse af krigens mulige eller umulige mening og ikke blot en apologi for den. Og det skal der både fortolkning og filologisk baggrundsviden til at afdække – det litterære bønhaseri rækker ikke.
Filosofiprofessoren Søren Harnow Klausen viser ligeledes gennem nærlæsninger, hvordan Jüngers forkætrede skrift ”Kampen som indre oplevelse” (1922) har omfattende strukturelle ligheder med Martin Heideggers tænkning i ”Væren og tid” (1927). Og det er – trods alt! – ikke et værk, der er blevet udsat for samme værensglemsel. Samtidig er Harnow Klausen tydeligvis en belæst mand, der også kan levere muntre anekdoter i alle retninger. Eksempelvis blev den feterede østrigske forfatter Robert Musil i Sydtyrol beskudt af et fly og oplevede det som ”en meget behagelig følelse”. Glæden ved krig var ikke forbeholdt Ernst Jünger.
Men der skete også en udvikling i Jüngers liv og værk. Mens han begejstret kæmpede i Første Verdenskrig, levede han som tysk officer under Anden Verdenskrig i Paris et køligt salonliv med den franske kunstnerelite.
Professoren Christian Benne skriver selv mesterligt-æsteticistisk videre om Jüngers essayistik i ”Tilnærmelser” (1970), der hovedsageligt fortæller om Jüngers eksperimenter med narko. Velvalgt sarkastisk påpeger Benne, at det nok ikke var den bedste idé at udgive den slags litteratur på et skolebogsforlag. Men Jünger var jo ligeglad. I hans dyrkelse af alt fra æter til LSD opstod der med Bennes ord ”en pirrende følelse af at indtage forbuden frugt”, fordi Jünger pludselig kunne forbindes med beatforfattere og anarkister. Det var selvfølgelig en misforståelse, men en frugtbar én af slagsen, som Benne påpeger.
”Soldat, arbejder, anark” fremviser ved disse nedslag en dobbeltspænding i tilfældet Ernst Jünger. Både hans kunst og hans liv veksler mellem ultrakonservatisme og avantgardistisk æsteticisme.
Således talte Ernst Jünger virkelig, og deri består hans kunstneriske værdi. Alligevel er han blevet offer for ”sterilt-ophidset sludder” og et ”grasserende realismesyndrom” for nu at citere mesteren Bohrer.
Anders Ehlers Dam og Adam Paulsen lader med denne enorme indsats Ernst Jünger stige ned fra sit danske Zarathustra-bjerg – litterær kompleksovervindelse er, hvad dét er.