Prøv avisen
Koncert

Eroica-symfonien kronede en flot koncert

5 stjerner

Førsteklasses solister og stærkt orkesterspil frydede i Tivolis Koncertsal

Det kan undertiden forekomme noget søgt, når programlæggere forsøger at samle flere forskellige musikværker under én hat – som da Tivolis ”Sommerklassisk” lancerede Vaughan Williams’ romance ”The Lark Ascending”, Edward Elgars cellokoncert og Beethovens symfoni nr. 3, ”Eroica”, under overskriften ”I krigens kølvand”.

Men fællesnævneren kunne forsvares, der var i hvert fald tænkt over tingene, og værkerne belyste på en vis måde hinanden. Dertil kom, at det var lykkedes at engagere en særdeles kompetent dirigent og to førsteklasses solister, så det blev en flot søndagskoncert i den gamle have i Københavns hjerte.

Unge Anna Egholms sarte violinspil fungerede fint som associationsskaber til Vaughan Williams’ evergreen om den stigende lærke over det grønne England. Det er forståeligt, at det nu i næsten 100 år har været et yderst yndet orkesterstykke i alverdens koncertsale, et engelsk modstykke til Carl Nielsens ”Tågen letter” – og det er lige så forståeligt, at Anna Egholm efter sin præstation fik overrakt Folmer Jensens Musiklegat for unge, lovende musikere, for hende har man bestemt lyst til at høre i et større værk, eksempelvis Mendelssohns lyriske violinkoncert.

Vi fortsatte i det engelske, men rent temperamentsmæssigt i en anden boldgade. I Elgars cellokoncert i e-mol, opus 85, fik publikum en på opleveren i skikkelse af den garderhøje ungarske cellist, 33-årige István Várdai, der spillede koncerten med suveræn teknik og voldsom intensitet, favnende sit instrument, som havde det været en stryger af en mindre kaliber.

Han kvitterede for publikums overstrømmende bifald med en sats fra en cellosonate af sin landsmand Zoltán Kodály – forbløffende og forførende i sin leg med instrumentets uanede muligheder.

Det hører med til historien, at István Várdai spillede på den berømte ”Ex du Pré-Harrell Stradivarius” fra 1673 – netop dén cello, som den berømte britiske cellist Jacqueline du Pré spillede på, da hun i 1960’erne gav Elgars cellokoncert nyt liv.

Efter pausen blev det tid til en af musikhistoriens mest berømmede symfonier: Den 53-årige tyske dirigent Sebastian Lang-Lessing, der til daglig er chef for San Antonio Symfoniorkester, førte uden brug af partitur Tivoli Copenhagen Phil igennem Beethovens tredje symfoni i Es-dur, opus 55 – et værk, der i begyndelsen af 1800-tallet skabte furore og kom til at omdefinere symfonien som genren.

De fire satser blev taget med et udpræget dynamisk drive af en dirigent, der tydeligvis ikke har det med at se sig tilbage over skulderen, når han først har lukket op for orkesterets sluser.

Og Tivoli Copenhagen Phil responderede anført af koncertmester Jon Gjesme med stærkt spil, hvor man ikke mindst kunne fryde sig over blæsernes talrige smukke indsatser – således klarede hornisterne deres markante passager i tredjesatsens scherzo med gjaldende bravur. Detaljer, der lyste op i helheden.