Prøv avisen

Erotik er en Guds gave af de helt store

Erotik har en plads i kristendommen, fordi det er en del af vores menneskeliv. Vi er skabt både med sjælelige og legemelige behov, mener biskop Elisabeth Dons Christensen, der påpeger, at Højsangen er fuld af erotik. Foto: Jesper Kristensen.

Salomos Højsang fra Det Gamle Testamente er blevet tolket på mange forskellige måder. For biskop Elisabeth Dons Christensen er teksten først og fremmest en hyldest til kærligheden og erotikken

I en artikelserie om klassiske litterære værker, som mange kender, men få har læst, må Bibelen naturligvis med. Den er klassikeren over alle klassikere og vores kristne kulturs fundament. De fleste af os kender Skabelsesberetningen, fortællingen om Noas Ark og de fire evangelier fra Det Nye Testamente, men hvad med Salomos Højsang? Vi ved, det er noget om kærlighed, men hvad er det egentlig for en tekst?

Hvem taler i Højsangen?

Vi drog til Ribe for at finde svaret. Biskop over Ribe Stift Elisabeth Dons Christensen har – efter at have skrevet bøger og holdt foredrag om kærlighed og parforhold – af nogle fået prædikatet "kærlighedsbiskoppen". Hun har da også svarene på rede hånd, når det gælder Højsangen:

"Højsangen er en mærkelig tekst. Det er vidunderlige kærlighedsdigte, men de kan være lidt svære at få til at hænge sammen, fordi man skal tænke sig om, for hvem er det nu, der taler? Er det Salomo eller er det Shulamit (den sidste kan have to betydninger, dels som en kvinde fra byen Shulem, dels som "Salomos kvinde", red.), eller er de tre eller et helt kor?

Eller er det, som pietismen og Brorson brugte det, et billede på den intime nærhed, der er mellem Kristus og mennesket? Det sidste er formentlig grunden til, at teksten er med i Bibelen. Men der er også tolkere, der siger, at det er en form for bryllupsdigte og en glæde over frugtbarheden, der er en naturlig del af en bryllupsfest."

Hvordan tolker du selv teksten?

"For mig er det kærlighedsdigte. Højsangen hænger sammen med både Det Gamle og Det Nye Testamente, hvor seksualiteten og erotikken er en Guds gave af de helt store. Der er i Det Gamle Testamente ikke spor af bornerthed over for seksualiteten. Kigger man på Skabelsesberetningen, står der hele syv gange, at Gud så, at det var godt. Der er simpelthen ikke andet end en utrolig glæde ved dette store, skabte liv og højdepunktet i livet, som de gamle israelitter så i ægteskabet mellem mand og kvinde og dermed selvfølgelig også den erotiske forening. Det er den forening, der besynges så tydeligt i Højsangen. Her gøres det klart, hvor vidunderlig erotikken er, og det svarer for mig helt til den grundforståelse, der er i hele Bibelen ved det erotiske liv. Det kan godt være, man siger, at det er skabt til børneavl, men der altså også en uendelig glæde ved det," siger Elisabeth Dons Christensen.

Samtidig med glæden ser hun også i Højsangen en understregning af det farlige ved seksualiteten, og den kan vi, især i vores tid, med stor fordel tage fat i, mener hun.

"Det kan godt være, at det patriarkalske kvindesyn ligger og rumler nede under Det Gamle Testamentes tekster og forstyrrer os lidt, men selve det, at bibelteksterne foreskriver, at man ikke må vise sig nøgen, handler ikke om at være bornert, men snarere om, at den der seksualitet er så farlig. Den kan jo vælte sammenhænge og kulturer, hvis der ikke på en eller anden måde er en retningsgiver på den. Da Bibelen blev skrevet, var det manden, der satte retningen, fordi manden jo altså var overhovedet i slægten. Men hvis vi i vores tid kan se bag om hele den patriarkalske tankegang, så er der i Bibelen en grundlæggende glæde over den erotik, der kan gives menneskene. Højsangen er speciel ved sin stærke erotiske tone, men alligevel er den ikke i modstrid med resten af Bibelen, den går bare ud af en tangent, kan man sige."

Højsangen er fuld af erotik

Elisabeth Dons Christensen har ofte brugt uddrag fra Højsangen i sine taler til brudepar, men i den forbindelse udelader hun som regel de stærkeste erotiske billeder, fordi hun mener, at der ved et bryllup er så meget højstemthed på spil, at den skal ikke forstyrres ved, at tilhørernes tanker går helt på afveje. Men samtidig mener hun, at kristendommen og folkekirken bør sætte mere fokus på, at mennesket er både sjæl og legeme.

"Inde i kirkens rum er der plads til os som mennesker med både sjæl og legeme, og det er begge dele, som jeg – eksempelvis ved et bryllup – skal give ord og stemme til. Jeg skal sætte ord på det store, brede samliv, de skal have – at de skal blive ét kød, som betyder, at de skal blive en helhed af sjæl og legeme, og at det er det hele af den anden, der skal elskes og tages vare på. Der kan jeg bruge Højsangen til at sige, hvor vidunderligt det er, at vi kan være optagede af hinanden også rent erotisk."

"Omkring år 200 bliver trosbekendelsen til, hvor vi bekender kødets, det hele menneskes opstandelse. Indtil da har man simpelthen ikke den der adskillelse mellem sjæl og legeme, som kommer snigende ind i kristendommen bagefter. Når vi forbinder arvesynden med seksualiteten, er det antikkens negative syn på verden, der slår igennem, ikke Bibelens. Men den får betydning for den måde, vi har opfattet kroppen på. Opgøret begynder først med Luther, der hylder ægteskabet som det gode sted for erotikken, for som han siger: "Man kan ikke lægge ild og strå ved siden af hinanden og forbyde det at brænde".

"For mig er pointen her at holde fast i hele det grundlæggende: Vi er skabt i Guds billede som mand og kvinde, og vi bliver velsignet som sådan. Og når vi er skabt sådan, er seksualiteten også en Guds gave, som vi derfor, som alle Guds gaver, må værne om.

I Højsangen fokuseres der virkelig på legemet frem for sjælen, der bliver talt om bryster og mave, og alting er meget sanseligt. Hvad er meningen med at gøre det så kropsligt konkret?

"Først og fremmest fordi det simpelthen er så dejligt. Bibelen er blevet til af uransagelige veje, det er mange slags tekster, der er sat sammen, men fælles for dem er, at de forkynder glæden og taknemmeligehden ved hele det gudgivne liv. Og her i Højsangen er det altså en forkyndelse af glæden ved det erotiske liv som en del af skaberværket. Jeg kan aldrig blive træt af at fremhæve, at vi faktisk fra Bibelen har fået det grundlæggende syn, at det er godt at være til. Hvis vi sammenligner os med andre kulturer, kan det, at verden er til, forstås som en fejltagelse eller som en lidelse, men tænk sig, at du og jeg lever i en kultur, hvor det er godt at være til, og hvor det er godt at være mand og kvinde i det erotiske samliv."

Ifølge biskoppen er budskabet i Højsangen også, at erotikken ikke kan adskilles fra kærligheden. I Højsangens digte kan de ikke blive trætte af at komme hinanden i møde og hylde hinanden, men samtidig står der tre gange: "Væk ikke kærligheden, væk den ikke til live, før den selv vil!".

"Det er en advarsel om, hvor farlig kærligheden og erotikken er. Det er jo både livet om at gøre, men det er også et felt, hvor du kommer ind på det tætteste og det farligste i livet. Og det synes jeg jo er meget klogt at advare imod."

Betyder "Væk ikke kærligheden, før den selv vil", at man skal vente på den rette, før man giver sig hen?

"Jeg ved det ikke. I teksten kan man ikke se, hvem det er, der siger det, men det kommer som en besværgelse, og jeg ser det som en løftet pegefinger om, at det her er uendelig farligt. Man kan blive syg af kærlighed, men det er altså også dejligt."

"Man taler om kærlighedens pris. Den kan koste afhængighed, at man ikke selv kan bestemme, at man ikke kan kræve, men kun kan modtage og give frit, at man må bøje sig. Og så kan det koste det, at man en dag kan stå med sin elskede i en kiste."

"Når jeg kigger på den her tekst, kan jeg ikke se andet, end at det er en hyldest til kærligheden og erotikken, Hvor uendelig godt og rigt og glædeligt det er, men at man altså også skal passe på den."

I Højsangens digte roser de to elskende hinanden til skyerne, og det siger ifølge Elisabeth Dons Christensen noget om, at i kærligheden og erotikken er der ingen fejl.

"Det er helt grundlæggende ved et bryllup, at både brud og brudgom nøjagtig er, som de skal være. De er hver for sig ikke uden fejl, men alligevel er de fuldkomne som brud og brudgom. De skal ikke laves om, men det er det, der kan være moderne menneskers store problem, at vi gerne vil lave hinanden om. Der ligger i kristendommen en dyb erkendelse af, at vi ikke er gode, i hvert tilfælde ikke ind til benet, men vi er netop gode nok til Guds kærlighed, omsorg og tilgivelse. Derfor er vi også gode nok til hinandens kærlighed, omsorg og tilgivelse. Vi er ikke enten gode eller onde, men vi er udspændt mellem godt og ondt, og det er noget helt andet. Vort liv er et drama, hvor lys/mørke, liv/død, godt/ondt jo hele tiden brydes. Og så kan vi moderne mennesker, der lever i en beskyttet verden, selvfølgelig godt gå og lege, at vi er gode, og at det er de andre, der er onde. Men det er også os selv, der handler ondt, når vi kommer ud til kanten."

"Når så mange går fallit i kærlighedslivet og bliver skilt, skyldes det blandt andet, at vi har fået selve kærlighedsopfattelsen galt i halsen. Vi tror, at vi i kærlighedens navn skal kunne tåle alt og udholde alt, ligesom i Guds kærlighed, men vi er jo kun mennesker. Vi har måske mødt den form for kærlighed hos hinanden i glimt, men fuldt og helt ser vi den kun i Guds kærlighed. Og jeg tror, det er godt i et parforhold at vide, at hverken han eller jeg er himlens engle. Men den menneskelige kærlighed kan fuldbyrdes i og med, at den som baggrund har Guds kærlighed. Det er den, vi kan vende os til, også når den menneskelige kærlighed ikke lige arter sig, som vi gerne vil."

Højsangen har haft stor gennemslagskraft i vores vesteuropæiske litteratur og har eksempelvis inspireret digtere som Sophus Claussen og Emil Aarestrup, men også meget moderne litteratur og kunst hviler på den bibelske tekst om seksualitet og kærlighed. Hør bare hovedpersonen Sven i den svenske film "Den enfoldige morder" sidde i en beskidt stald og læse "Oh, du Sarons rose" fra Højsangen ved tanke på den lamme Anna. Først og fremmest skal Højsangen dog læses, fordi det er smukke digte til livet, sådan som det har formet sig til alle tider mellem mennesker, der er optaget af hinanden, mener biskoppen.

"Kulturhistorisk set er der perioder, hvor Højsangen er blevet brugt mere, og perioder, hvor den er blevet brugt mindre, men den har jo altid været med, den er ikke blevet udraderet, og det synes jeg er ganske fantastisk. Især da i de århundreder, hvor man har taget afstand fra den jordiske kærlighed og gjort den himmelske til den fineste," siger hun.

Hvilken plads mener du, erotikken skal have i kristendommen?

"Erotik har en plads i kristendommen, fordi det er en del af vores menneskeliv. Vi er skabt både med sjælelige og legemlige behov, og de ting skal ikke adskilles."

Er erotik i kristen forstand så begrænset til det, der foregår i ægteskabet, eller kan man udvide det begreb til, at det også gælder eksempelvis det 17-årige kærestepar?

"Her må jeg igen bruge gamle Luther. Han lægger vægt på trolovelsen, og at det er uden for kirken, ja-løftet er givet. Og så kan parret komme ind i kirken og få Guds velsignelse. Set i det lys tæller det hverken fra eller til, om det er i ægteskabet, eller om det er i et samlivsforhold, hvor man også respekterer og agter hinanden. Jeg tror dybest set ikke, Gud går i små sko, hvad det angår. Jeg ser i Jesu forkyndelse en kærlighedens røde tråd. Det betyder, at det er vilje, godhed, nærhed og ansvar for hinandens liv, det handler om i det gensidige kærlighedsforhold, uanset om man får velsignelse i kirken eller ej. Der findes lige så meget ondskab og misbrug i ægteskabet som uden for, men ægteskabet er en god ramme om et varigt kærlighedforhold. Derfor skal kirken også være med og give Guds velsignelse, når mennesker kommer og beder om den."

washuus@k.dk