I januar 1770 flytter hoflægen Johann Friedrich Struensee ind på kongens slot for at kunne bistå kongefamilien døgnet rundt. Men her blev grænsen mellem konsulta- tion og elskov overskredet, skriver historieprofessoren Ulrik Langen i sit bidrag til serien ”100 danmarkshistorier”.
Struensee indledte nemlig et forhold med Caroline Mathilde – kong Christian den Syvendes kone: ”Det var en majestætsfornærmelse af dimensioner. Men det var også indgangsdøren til den magt-overtagelse, som lå lige om hjørnet.” Mange danskere vil være fortrolig med dette trekantsdrama takket været Nikolaj Arcels film ”En kongelig affære” fra 2012. Forfatteren fortier, at han selv var historisk konsulent på produktionen. Jeg gætter på, at Ulrik Langen endte med at være alt andet end begejstret for ”En kongelig affære”, som fremstiller Struensee som oplysningens martyr, der led en krank skæbne på grund af tungnemme og tilbagestående danskere.
For der bliver ikke meget tilbage af de ædle gevandter, Struensee hyllede sig i på filmlærredet, i historikeren Langens dom over Struensee: ”Som statsmand og politiker var han en katastrofe.”
Med udgangspunkt i oplysningstidens tanker mente Struensee, at alt lod sig ordne gennem forordninger. Derfor sendte han en sand haglbyge af love og reformer ned over danskernes hoveder.
”Struensees politik var desuden kendetegnet ved en brutalitet og fuldstændig mangel på fornemmelse for de psykologiske og kulturelle indvirkninger af indgrebene (…) Struensees styre var blevet en karikatur på de moderne tænkeres hede drømme om oplyst enevælde,” lyder Langens uddybende konklusion.
Den 17. juli 1771 havde prøjseren Struensee besnakket den sindsforstyrrede konge så meget, så han herefterdags kunne regere som diktator i Danmark.
Ove Guldberg hed en stilfærdig professor, der forestod privatundervisning for arveprins Frederik. Han var opbragt over Struensees diktatur, og Guldberg planlagde det kup, der fik sat Struensee fra bestillingen den 17. januar 1772, og som betød, at despotiets vilkårlighed forsvandt, og at dansk sprog blev genindført på kaserner og i kabinetsordrer.
Det er en fortrinlig bog, Langen har skrevet. Ikke mindst kapitlet om Struen- sees eftermæle er spændende. Heri gør forfatteren sine egne betragtninger over grunden til heroiseringen af livlægen.
Der findes herhjemme en nærmest selvpinende tradi- tion for at se danskerne som dumme og småtskårne over for den udefrakommende og klartseende Struensee, skriver Langen.
Men Struensee er ingen helt. ”Han er faktisk det modsatte,” skriver forfatteren. Og romanernes og filmenes heroiserende påstande om Struensee ser i det hele taget noget anderledes ud, efter de har været i hænderne på den tungt rustede professor, hvis kompetente kritik af Struensee er yderst læseværdig.