Lyon 1895. Arbejdere strømmer ud fra Lumière-fabrikken, og filmkunsten bliver født. De gråkornede billeder af mænd med blød hat og kvinder i lange stribede nederdele, der i takt myldrer ud af fabriksporten, er for længst blevet (film)historie.
For i 1895 opfandt brødrene Louis og Auguste Lumière kinematografen, der kunne optage film af 50 sekunders varighed. Et nærmest postmoderne dogmebenspænd i den moderne verdens vorden:
Vis verden med al dens foranderlighed på 50 sekunder.
Og det gjorde brødrene og deres operatører, der rejste verden rundt for at forevige den. Thierry Frémaux, direktør for Cannes-festivalen og leder af Institut Lumière, har nænsomt udvalgt 114 sublimt restaurerede film fra brødrenes første 10 år som filmskabere.
Frèmaux er vores belevne og smittende begejstrede guide gennem filmhistoriens franske forår. De 114 film følger hinanden, inddelt i 10 tematiske kapitler som ”Barndom”, ”Det arbejdende Frankrig” og ”Komedie”.
50 sekunder er umanerligt lidt, men Louis Lumière og hans kameramænd kunne med deres karakteristiske kompositioner og klare blik for både højdepunkter og afslutninger indfange havnelivet i Marseilles, bylivet i Moskva og gadelivet i London.
Men de nøjedes ikke med at afbilde verden, de konstruerede, skabte fiktioner, lavede filmkunst.
Små iscenesatte tableauer, bedst kendt er nok ”Gartneren vandes”, hvor en lømmel får oversprøjtet en gartner med vand. Frèmaux får blændende forklaret brødrenes tekniske virkemidler og filmenes detaljerigdom, samtidig med at han opridser den sociale og kulturelle kontekst, filmene blev skabt i.
Det er fransk intellektualisme, når det er bedst. Klogt, men ikke kunstlet, righoldigt i referencerne til Proust, Degas og Eisenstein uden at blive prætentiøst. ”Lumière!” er legemliggørelse af en drøm om en filmhistorisk forelæsning, levende og personlig.
For hvor man bliver forbløffet over, hvor meget Louis Lumière kunne fortælle på 50 sekunder, er det lige så imponerende, hvor meget Thierry Frémaux med lune, indsigt, kærlighed og en helt særlig belevenhed kan formidle om de korte film.
Miraklet ved filmmediet, eskapismen og sensibiliteten lever i filmene, og fortællingen om dem peger frem mod det 20. århundredes fantastiske fortællinger i levende, bevægende billeder.
Gensynet med Lumière-brødrenes landvindinger er også en påmindelse om kameraets magt. Iscenesættelsen af det såkaldt objektive, de forevigedes bevidsthed om at ”være på” og deres evindelige gøren-sig-til.
I dag har vi lært at se ligeglade ud, men med mobiltelefonens kamera rettet mod os hele tiden er der alligevel den samme ufrivillige komiske udladning af selvbevidsthed som foran brødrenes kamera.
Film på 50 sekunder kan være stor kunst og skabe historie, skrive historie, men hvor kan de også være ligegyldige, når de udelukkende bruges til at selviscenesætte den enkelte.