Der er smukt ved Esrum Kloster. Selv en luftfugtig bygevejrsdag, hvor den grå himmel intet gør for at underbygge indtrykket, er dette i hvert fald klart.
Det gamle cistercienserkloster støder op til et middelkønt landsbymiljø på den ene side og på den anden side en mark, hvor fårene græsser og gemmer små overraskelser i græsset, som man kun alt for let får på skoen, hvis ikke man ser sig for. Der er også køkkenhave, møllegård og så en abildgård, der bestemt ikke tager sig ringere ud på sådan en halvtrist gråvejrsdag.
Herude larmer fårene, græsset dufter, og æblerne ville sikkert også smage – hvis man havde dristet sig til at tage en bid. Og så er der jo klosteret. Eller i hvert fald den rødmurede længe, der er tilbage. Det er det, jeg er kommet for at se.
Esrum Kloster er, som det hedder i branchens jargon: ”en innovativ oplevelsesattraktion”. Ikke et museum. Det ord viger man skarpt uden om. Det er vel for musealt. Der mangler da også et af museernes traditionelle kendetegn: udstillede genstande. Heri ligger det innovative.
Esrum Kloster blev grundlagt i 1151 som et cistercienserkloster. Denne orden var blevet grundlagt i slutningen af forrige århundrede og havde spredt sig ud over Europa.
Klosteret dannede rammen om en tilværelse, hvor dagen og året var nøje skematiseret. Adfærden var ned i mindste detalje reguleret. Gentagelser. Denne disciplinering af livet udgjorde fundamentet i munkenes liv. Og disciplinen havde en åndelig dimension. Gennem bøn og arbejde kunne munkene nærme sig Gud.
Stiger man som gæst op ad trappen, er det første, man ser, en stor sfærisk genstand. En art lysglobe, der helt dominerer rummet. Angiveligt er det et tidshjul. Hvis man bliver stående rigtigt længe drages man ind i munkelivets stemning. Hele idéen med denne del af udstillingen er netop gennem lys og lyd at skabe en indre stemning hos gæsten.
Jo, det er stemningsfuldt. Men om den stemning fører en tilbage til klosterlivets virkelighed er en anden sag. Installationerne forbliver jo demonstrativt fremmedelementer i det rum, de befinder sig i.
De viser ikke tilbage, men postulerer en stemning – en spiritualitet – som man kan tilegne sig ved at lytte til tidebønner fra skjulte højttalere. Man tør tvivle på, om der findes en sådan genvej til cisterciensermunkenes åndelige erfaringer.
Esrum Klosters magt voksede gennem middelalderen. I kraft af arv og gaver udvidede det sine jordbesiddelser i det meste af Nordsjælland. Der var penge i klostervæsenet, og dets forbindelser til den internationale cistercienserorden gjorde Esrum til et kulturelt centrum. Og selvom Esrum Kloster i løbet af 1300-tallet relativt mistede betydning til det store cistercienserkloster i Sorø, var det en vigtig og magtfuld institution i Nordsjælland.
Så kom Reformationen.
Den var en katastrofe for Esrum Kloster. Selvom det ikke blev lukket, og de tilbageværende munke fik lov at blive, havde det endegyldigt mistet sin position. Endelig i 1559 blev de sidste munke forflyttet til Sorø. Kongen overtog Esrum og dets jorde. Snart blev bygningerne revet ned. Det, vi i dag kalder Esrum Kloster, er i virkeligheden den ene beskedne bygning, der fik lov at blive. Som kongens jagtslot. Næppe mange tidebønner der. Det var endegyldigt forbi.
Esrum Klosters magt og afmagt er temaet for de to udstillinger på anden sal. Udstillingen ”Magt i himmelens navn” fortæller klosterets historie og giver et indblik i de forskellige dimensioner af magt, der knyttede sig til klosteret: religiøs, politisk og økonomisk magt. Historien fortælles ret effektivt og æstetisk overbevisende ved nogle skilderier, der kombinerer middelalderens æstetiske udtryk med tegneseriens udtryksform.
Det store tilløbsstykke er en ”virtual reality”-tur rundt i det gamle kloster. Det er en god måde at bringe fortiden til live på. Særligt nu, hvor så lidt står tilbage.
Igen savner man dog genstande. Hvor sjov viritual reality end er, og hvor fine billederne end er, handler udstillingen om at gå rundt og læse fra væggen. Her er det innovative kammet over i noget, der måske slet ikke er så innovativt.
Radikalt innovativt er det til gengæld, at man i stedet for en regulær udstilling om Reformationen har lavet et slags spil, hvor man skal styre en adelsfamilie igennem en række dilemmaer i reformationstidens Danmark.
Idéen er vel, at man gennem dilemmaerne skal lære en masse om Reformationen. Idéen er sjov, men fylder simpelthen for meget. Man kan frygte, at de fleste vil vige uden om at bruge 30 minutters tid på et spil, hvis regler man først lige skal lære. Og selv hvis man – som denne anmelder – spiller til ende, er der en vis sandsynlighed for, at man faktisk ikke lærer vældig meget om Reformationen på den baggrund. Det er et oplagt formidlingsproblem.
Esrum Kloster er et besøg værd til prisen. Men man kan ikke undgå det indtryk, at det hele bliver en smule artificielt. For meget idé og for lidt materie. På den måde står udstillingerne i skærende kontrast til den konkrete materialitet i omgivelserne, den våde jord, de friske æbler og det gamle røde murværk. Ja, selv ikke munke levede vel af ånd alene?