Essay som en slags erindringer

Søren Ulrik Thomsen udgav i den forløbne uge essaysamlingen "Repremiere i mit indre mørke"

Søren Ulrik Thomsen. –
Søren Ulrik Thomsen. –. Foto: Leif Tuxen.

Hvorfor har du skrevet bogen?

Det har i årevis været et stort ønske for mig at samle de bedste af mine essas fra aviser og tidsskrifter i en bog, og så har jeg samtidig benyttet lejligheden til at skrive et par nye, som jeg længe har haft på tegnebrættet. Både indholdsmæssigt og stilistisk er der arbejdet meget med hver enkelt essay, så det har ærgret mig, at avistekster kun er tilgængelige den ene dag, bladet er på gaden. Folk spørger, hvor man kan finde artiklen om tobaksrygning, eller den om Københavns udvikling fra storby til provinsflække, eller den om Røde Mor. Og så har jeg måttet ud i byen og fotokopiere fra tidsskrifter eller gamle avissider og derefter på posthuset for at afsende.

Ikke alt er med, for jeg har været meget skrap med genrekravet: I min version er essayet en tekst, der både er personlig og principiel, det skal have en vis almen rækkevidde og følge sin tanke til dørs. Og så har jeg opdaget, at når mine essays samles i en bog, ja, så bliver de også til en slags erindringer.

Hvad betyder anmeldelser for dig?

På længere sigt kan et kritisk modspil vise sig meget værdifuldt. Men mens de fleste mennesker får løbende tilbagemeldinger på deres arbejde, er det for forfatteren knald eller fald at udsende en ny bog. Så her og nu ønsker jeg mig helt banalt bare positive anmeldelser og bliver forbandet over dårlige.

Selvom man som forfatter måske inderst inde kan være enig i forbehold og indvendinger og blive virkelig ramt af en kritik, kan jeg personligt først tage kritikken til mig efter en karantæneperiode på måske et halvt år. Udgivelsesdagen er ikke lige det rette tidspunkt at tage ved lære på, der står simpelthen for meget på spil. Omvendt sker det jo også, at en kritik slet ikke er på niveau med bogen. Det irriterer mig selvfølgelig, og så er der bare at håbe på mere intelligente læsere, som får lyst til at danne sig deres egen mening.

Hvad læser du selv i øjeblikket?

Jeg har netop læst Hans Egede Schacks "Phantasterne" fra 1857. Det har været inspirerende, fordi bogens udstilling af nogle fordrømte unge mænd i romantikkens efterdønning meget let lader sig oversætte til nutidige fantaster. Nu fryder jeg mig over Klaus Rifbjergs nye digtsamling "Time Out" den gamle mester i storform. Og på mit natbord ligger moppedrengen "The Encyclopedia of American Religions", hvor der er redegjort for hårtrukne teologiske tvister i hver en lille sekt og præriekirke. Jeg er ikke så lidt af en nørd med den slags.

washuus@kristeligt-dagblad.dk