”Annie Dillards bøger er som kometer, som himmelske begivenheder, der minder os om, at den virkelighed, vi bebor, i sig selv er himmelsk.”
Sådan skriver den amerikanske forfatter Marilynne Robinson om sin kollega Annie Dillard, som blev født i 1945 i Pittsburgh, Pennsylvania. Hun debuterede i 1974 med en digtsamling og har siden skrevet over 10 ekstremt roste erindrings- og essaysamlinger og enkelte romaner. Cremen af hendes særegne prosa om Gud, naturen og den menneskelige eksistens er samlet i bogen ”The Abundance. Narrative Essays Old and New”, der udkom for to år siden.
I denne lille serie om amerikanske essayister med ånd, der ikke er oversat til dansk, har det indtil nu handlet om unge essayister med helt nye bøger: Heather Havrilesky og Joshua Cohen. Annie Dillard skiller sig lidt ud: Hun er ikke ung, og hun har ikke udgivet nyt materiale i snart 20 år. Til gengæld er hun så anerkendt, fejret og læst af åndeligt interesserede amerikanere – inklusive den tidligere præsident Barack Obama – at hun virkelig fortjener at blive introduceret på dansk og oversat.
Hendes værk er en påmindelse om, at individualisme er så uendeligt meget mere end ”sin egen lykkes smed”-ideologi og et lavt skattetryk. Og at kristendom i USA er langt vildere, varieret og mere frodig, end det danske mediebillede med dets usunde forelskelse i den evangelikale gren af protestantismen, som rutinemæssigt portrætteres som fæle, højreorienterede Trump-støtter og fordømmende svovlprædikanter, lader ane.
Annie Dillard voksede op i en familie fra den øvre middelklasse og kom som barn på eget initiativ i en presbyteriansk kirke i barndomsbyen og deltog i kirkens sommerlejre. Som ung brød hun udramatisk med kirken efter en voksende erkendelse af, at institutionaliseret kristendom også kan være hyklerisk, og har siden været, hvad der bedst kan beskrives som en fri ånd. På sin vej ud af kirken fik hun af præsten et udvalg af C.S. Lewis’ bøger med, som hun angiveligt satte stor pris på.
Dillards tro og udsyn kan sammenlignes med Henry D. Thoreaus (1817-1862), den navnkundige transcendentalist, som flyttede ud i skoven og skrev om livet omkring Walden Pond i klassikeren ”Walden. Livet i skovene”. To af hendes Thoreau-inspirerede bøger har fået moderne klassikerstatus: ”Pilgrim at Tinker Creek” og ”The Writing Life”. I samme klassikerkategori kan man også placere Dillards erindringer, ”An American Childhood”, der har et motto fra Salmernes Bog og et kort over barndomsbyen, Pittsburgh, på de første sider, og som er ærkeamerikansk med sin fejring og minutiøse læsning af stedets betydning for sjælen.
”Pilgrim at Tinker Creek” er fra 1974 og handler ligesom Thoreaus klassiker om en ung amerikaner, der flytter ud i skoven. Dillard vil betragte naturen og årstidernes skiften, vække læseren fra hans eller hendes søvngængeragtige rutineliv (Thoreau skrev, at ”det moderne menneske lever et liv i stille desperation” og derfor må konfrontere sig selv med naturen). Bogen er et forsøg på at se Amerika og naturen med Adams friske øjne, som var hun det første menneske i verden.
I et fortræffeligt essay om Dillard fra magasinet The Atlantic Monthly skrev kritikeren William Deresiewicz i forbindelse med udgivelsen af de udvalgte essays, at Dillard skiller sig ud på to måder. Hun er rigtignok beslægtet med Marilynne Robinson, men er til forskel fra sin formidable kollega fra Iowa ikke interesseret i politik og samfund. Dillards essays er i modsætning til Robinsons renset for polemik og kulturkritik; hendes gudsopfattelse er helt uafhængig af samtiden. Hun adskiller sig også fra Thoreau: Han er rigtignok en inspiration, men den gamle transcendentalist fra Massachusetts var egentlig mest interesseret i byen Concord og dens indbyggere. Hans projekt var at finde ud af, hvordan naturen kunne hjælpe byboerne til at leve et mere enkelt liv. Dillards sigtepunkt er et andet. Hun leder efter Gud og vil finde ud af, hvordan han kan påvirke sjælen:
”Thoreau, hvis bud var ’simplificér og gør enkelt’, vil rekonstruere samfundet fra bunden. Dillard, hvis bud er ’se’, vil genføde din sjæl,” skriver han.
Hvordan er så Dillards Gud? Hun leder efter ham ved at se på naturen – dyrene, vejret, træerne, stjernerne. Hvorfor er der noget, og ikke intet? Og hvad er meningen med, at vi er her, spørger hun på klassisk teologisk vis.
Hun er egentlig ikke interesseret i naturen og som nævnt heller ikke i samfundet. Hun betragter naturen for at se og finde Gud. Det kan lyde mystisk, det kan lyde svært. Men det burde ikke være mystisk at sætte sig i Adams sted og se verden som ny, i dens skabelse og løbende genskabelse. Snarere enfoldigt i den bedste betydning af ordet – sanselig og ikke-intellektuel – som var man et barn igen. Dillard citerer meget karakteristisk Augustin for: ”Hvis du forstår det, er det ikke Gud”.
Hos Dillard inviteres man til at afmontere menneskelig fornuft og begrænsende ra- tionalisme og se. Og så bliver man måske selv set – her et citat fra ”Pilgrim”-bogen:
”Then one day, walking along Tinker Creek, thinking of nothing at all, I saw it—the tree with the lights in it. It was the same backyard cedar where the mourning doves roost, only charged and transfigured, each cell buzzing with flame (…) It was less like seeing than like being for the first time seen, knocked breathless by a powerful glance (…) I had been my whole life a bell, and never knew it until at that moment I was lifted and struck.”
Jeget bliver her set og løftet op af en voldsom magt, der manifesterer sig i et almindeligt nåletræ, beboet af duer. Sådan er Dillards Gud: tavs, seende, almægtig og altforandrende.
Der er meget mere at sige om denne mageløse (for Dillard har ikke rigtig sin mage i anden aktuel litteratur, hun er helt sin egen) forfatter. Er man interesseret i de her nævnte forfattere, er Dillard oplagt at udforske nærmere. Hun ser mennesket som styret af meget mere end biologiske og materielle behov og er i bedste forstand tidløs. Det gør derfor ikke noget, at hun har valgt at blive tavs, for hendes bøger taler også ind i vores tid og er frit tilgængelige. Forhåbentlig også en dag på dansk.