Et teaterår har netop haft sin ende – og hvilket år! Der var iturevne teaterplakater, Richard III som Trump-kvinde, et catalansk karneval af en uropsætning af ”Kongens Fald”, burkabeklædte nøgendansere, ophedet debatdrama, netkrigere og kronisk uskyld. Og så var det året, hvor kønsdebatten for alvor indtog de danske scener. Hvor identitetspolitikken fik vind i sejlene, og hvor vi, ansporet af Christian Lollikes kontroversielle undersøgelse af racismens væsen i ”White Nigger/Black Madonna”, diskuterede, hvad kunsten kan og må. Og ikke mindst: Hvem der må spille hvad.
Må en kønsstereotyp ”starlet” som Scarlett Johansson spille transkønnet i Hollywood? Må Madame Nielsen spille sort på scenen? Udflydende identiteter og køn i konstant forhandling var hovedtemaet, som udmøntede det sig i en kavalkade af kønsskifte i de klassiske stykker suppleret af nyskrevet dramatik med et umiskendeligt feministisk og kønspolitisk afsæt.
Tammi Øst indtog titelrollen som det monstrøse magtmenneske Richard III på Husets Teater iklædt maskulinitetens epitet par excellence; det sorte jakkesæt. På nationalscenen sørgede en genopsætning af Bergmans knugende kærlighedsdrama ”Scener fra et ægteskab” for kønspolitisk aktualitet, når replikkerne ombyttedes, så kvinden var manden og manden kvinden. Senere på året fik herrerne burkaer på for at mærke undertrykkelsen på egen krop i en vovet version af Oehlenschlägers ”Aladdin”, mens man på Betty Nansen skejede ud i den helt store kønsballade med opsætningen af Virginia Woolfs ”Orlando”.
Også Husets Teater red med helt fremme på femi-bølgen med kropshistorien ”Tændt” og det hårdtslående nyfeministiske manifest ”Revolt. She Said. Revolt again”. Stærke, handlekraftige kvindeskikkelser bemægtigede sig scenerne i rigt mål; i forårets feministiske fortolkning af ”Jeanne d’Arc” på Teater Republique, i ”Babettes gæstebud” om den duelige petroløse ligeledes på Republique og i ”Den kroniske uskyld”s forføriske hunulv Fru Junkersen.
Kønsfokusset, de idelige identitetsspørgsmål og selvoverbeviste feministiske subversioner blev dog undertiden så altdominerende, at dramaernes finere lag gik tabt og druknede i dogmatik. For når man hugger en hæl og klipper en tå på de gamle tragedier for at få dem til at passe i en nyere tidsånds firskårne skabeloner, mister man nemlig ikke bare det historiske indblik, men også nogle væsentlige nuancer undervejs. Det enøjede blik på og fremhævelse af det kønspolitiske aspekt i snart sagt enhver forestilling i det forgange år blev desuden så udtalt ens, at man savnede variation og nytænkning.
Variation og nytænkning var der til gengæld i årets vigtigste stykke: ”White Nigger/Black Madonna”, hvor Madame Nielsen i vanlig provokerende stil udfordrede og endevendte alt, hvad der findes af kategorier; kønslige, kropslige og racemæssige, i rollen som den hvide madonna på den sorte scene i Kødbyen. Forestillingen var interessant, fordi mindst halvdelen af dramaet udspillede sig i dagbladenes debatspalter i dagene før og efter premieren, og fordi der var tale om et stykke politisk kunst, der ikke forfaldt til den sædvanlige politiske dogmatik og gabende forudsigelighed. Som tværtimod intelligent og uendeligt sårbart bød modstridende positioner indenfor i undersøgelsen af ytrings- og udtryksfrihed, hykleri og racisme, magt og afmagt, identitet og identitetsløshed.
Hvis scenekunsten vil vedblive at være interessant og relevant i en tid, hvor konkurrencen fra tv og film bliver stadig større, skal den turde udfordre sine egne idiosynkrasier, manier og indgroede holdningstraditioner. Den skal gå i kødet på sig selv, dykke ned i de blinde vinkler og gedulgte afkroge. Den skal turde vække anstød, røre og række ud over eget ekkokammer. For scenen er intet ”safe space”.
Jeg ser frem til en kommende sæson, hvor teatret forhåbentlig vil gøre endnu mere af det, det er sat i verden for: udfordre, undre, pirre, vække, røre og betage.