Efterår er æbletid. Vi spiser æbler af alle sorter, men for hver bid vi tager, sluger vi også et par symboler og nogle metaforer. Et æble er nemlig ikke bare et æble og fuld af saft og sprødhed.
Det er også fuldt af ældgammel betydning. Der er ingenting som et æble – heller ikke i symbolsk forstand, for der er ingen anden frugt, der har spillet så stor en rolle i vores mytologi og litteratur.
Både den jødiske, græske og nordiske mytologi kan fortælle om æblet. Snart er det kilden til kundskab og evigt liv, snart fører en enkelt bid til forførelse og fortabelse, snart er æblet begyndelsen på en endeløs strid om skønhed og magt.
Martin A. Hansen har fat i frugten i novellen ”Paradisæblerne”, hvor en dreng i puberteten skal gå hjem med en kurv æbler fra sin bedstemor. Hele situationen er ladet med seksualitet og død, da han går den genvej, som han ikke må.
Han er ved at drukne i en å, men et skub hjælper ham på vej, og han er ved at falde i en mergelgrav, men også her bliver der holdt en hånd under ham. I tågen mister han orienteringen i både konkret og eksistentiel forstand, men æblerne, der først leder ham vild, får ham også på rette vej igen. Æblernes rolle er tvetydig. De kan lede til fortabelse, men også til frelse.
Ole Sarvig har fat på æblet som et billede på menneskets dobbeltidentitet.
I digtet ”Jegkærner” binder stilken til træet i den ene ende, og i den anden sidder ”den tørre blomst/ som krone”. Mennesket er således del af noget større i biologisk forstand, idet det hænger på træet, og del af et åndeligt fællesskab, idet det skrives ind i Kristi lignelse med tornekrone, død og opstandelse.
I den mere lystige ende af æblespektret finder man Frank Jægers digte. I ”Være-digtet” skriver han:
O at være et æble,/ svulme i rigdom og mag./ Suge begærligt af stilken,/ slippe en sensommerdag.
Her er æblet den umiddelbare livsglæde og fylde og accept af døden. Mere subtilt digter Jæger om det i ”Æbletid”, hvor det voksne ægtepar genfinder jomfrueligheden i forholdet ved æblets fortryllende mellemkomst:
Vort letsindige dagværk må være/ at forvandle kyske æbler til lystig vin./ Allerede beruset leende bærer vi,/jomfru og yngling, kurvene ind.
At spise af æblet fører ikke kun til uddrivelsen af paradis, men er også vejen ind igen. Æblet forvandlet til vin vil gøre os unge igen. Det er sandt, hvad de gamle nordboer fablede om, nemlig at Yduns æbler er adgangen til evig ungdom.
Men selv tåler æblerne at ældes. Som Hanne Marie Svendsen skriver i den erotisk svulmende gennemgang af ”Frugter, bær og grøntsager”, så er æblerne et kapitel for sig:
”Æblerne lader sig svirpe af frosten, men giver ikke op. Den syrligt søde duft bliver stærkere med alderen. Det er fint at smage forsigtigt på sådan et godt runkent vinteræble, der ikke pranger med sin kraft, men har destilleret den ind til stærke erindringer.”
O, at være et æble og lade sig smage på!
I min have bugner belle de boskoop-træet med frugt i år. Der er så mange æbler, at træet er ved at segne under sin egen vægt.
En skøn dag i oktober vil jeg plukke de store, røde æbler sammen med min kone, og hvis bare vi kan nå at spise en brøkdel af dem, vil vi være sikret ungdom, om ikke evigt, så i hvert fald vinteren over.