Verdens mest berømte oratorium – det føles helt rigtigt med et superlativ i denne sammenhæng – er Georg Friedrich Händels ”Messias”, som han i sensommeren 1741 komponerede som i en rus. Det vældige værk blev færdigt i løbet af godt tre uger.
Den østrigske forfatter Stefan Zweig har i sin bog ”Stjernestunder” – 12 passionerede beretninger om 12 betydningsfulde øjeblikke i menneskehedens historie – berettet, at Händel påbegyndte værket den 22. august 1741 og skrev det afsluttende Amen-kor den 14. september.
Det var en utrolig arbejdsmæssig bedrift af en komponist, der fem år forinden havde været udsat for et apoplektisk anfald, der nær havde kostet ham livet. Men den kæmpemæssige mand kom sig og rejste tilbage til sit fødeland for at underkaste sig en kur, der bragte ham i fuld vigør igen. På den måde undgik eftertiden at gå glip af en række store værker, heriblandt Messias, som er skabt i tre dele.
Ved opførelser i danske kirker og koncertsale er det nærmest blevet en tradition at afslutte værket efter det berømte halleluja-kor, der sætter punktum for anden del, ligesom det er blevet almindeligt, at publikum rejser sig, mens kor og orkester giver alt, hvad de har i sig, understøttet af smældende trompeter og bragende pauker.
Det er synd. For tredje og sidste del af oratoriet har så megen vidunderlig musik at byde på. I en af korsatserne hører man således for første og eneste (!) gang Jesu navn blive nævnt i den engelske originaltekst, og desuden afsluttes hele oratoriet med en unik korsats.
Den består kun af et eneste ord, og det ord er ”Amen”. Det må være et af de mest betagende øjeblikke i musikhistorien. A-men, A-men, A-men, Amen, de to stavelser slynges rundt i rummet, svæver fra sted til sted i alle stemmer og genlyder i alle orkestrets instrumenter.
Den engelske musikhistoriker og komponist Charles Burney (1726-1814) rejste i sin tid rundt i Europa som ”musikturist”. I sin skildring af en ”Messias”-opførelse i Westminster Abbey den 29. maj 1784 gennemgår Burney det afsluttende Amen-kor og sætter det ind i en teologisk-musikalsk sammenhæng ved at henvise til Augustins ord om, hvorledes musik kan udtrykke en lovprisning af Gud, som vi ikke er i stand til at finde ord for.
Amen-koret er uundværligt som det sidste ord i det store kunstværk, ”Messias” er.
Den tyske dirigent og organist Karl Richter (1926-1981) har for Deutsche Grammophon Gesellschaft stået i spidsen for en mønstergyldig indspilning af værket med London-filharmonikerne, der i den grad har Händels musik under huden. Og fremragende sangere lader os tro på det, de synger om – en broget buket af citater fra både Det Gamle og Det Nye Testamente. Amen!