Det var et af verdens allerbedste orkestre, der onsdag aften lagde vejen forbi Musikkens Hus i Aalborg. Og det fuldtallige London Symphony Orchestra havde ikke spillet mange toner, før deres luksuriøse instrumentbehandling vandt hele salens fulde opmærksomhed.
Englænderne lagde ud med Richard Strauss’ godmodige tonedigt ”Till Eugenspiegels lustige Streiche”. Det blev en festlig start, hvor noder bøjedes drilsk, før musikken med ét kunne skifte til landlig pastorale.
Klassen fornægtede sig ikke. Man bemærkede især, at London Symphony Orchestra med den franske dirigent François-Xavier Roth ved roret gjorde alle de simultane melodiske linjer hørbare. Både solistiske og kollektive løb faldt krystalklart, og Roth førte orkestret gennem musikken helt uden tøven. Ja, han dansede vel nærmest på podiet.
”Till Eugenspiegel” er programmusik fuld af teater, men da først messingblæserne satte sig igennem med exceptionel volumen og klarhed, forsvandt enhver distance til musikken. Det lød til tider som krigsførelse mod resten af orkestret, og man sad helt ude på kanten af sædet.
Koncerten bar præg af, at orkestret ikke kun var på charmeoffensiv med sit besøg. Man havde også, som det naturligste i verden, medbragt to helt nyskrevne værker. Ambitiøst. Men heller ikke helt uden problemer.
Den svenske stjernetrompetist Håkan Hardenberger var solist i Helen Grimes trompetkoncert ”night-sky-blue”. Værket lød som et ekspressionistisk drømmesyn, indledt med gong og harpe. Et sælsomt værk, hvor Hardenberger gentog et signal med store spring og en karakteristisk trille.
Var det et nødråb? En stemme, der var fanget i en fremmed drøm? På sit laveste akkompagneredes trompet blot af træblok og bækken, på sit højeste af monumentale, dybe bølger af messing og kontrabas.
Værket formåede at blive mere og mere fremmed, som det skred frem. En egentlig retning havde det ikke, blot en intensivering af de atonale, svævende klange – en ørkenvind, som Hardenberger cirklede rundt i.
Længere væk fra Strauss kunne man ikke komme.
Var skotske Helen Grimes værk en smule monotont, kunne man ikke sige det samme om Joel Järventaustas ”Sunfall” efter pausen.
Det var til gengæld et værre rod. Den unge finne ville alt for meget på alt for kort tid. Værket var en overflod af dramatiske anslag og pludselige skift til inderlige passager helt uden tid. Fra orkestrale vanvidssvirp med piccolofløjte i front og hårde slag på kontrabasserne til delikate strygertemaer og klagende tværfløjte.
Alt måtte simpelthen afprøves, selv en epilog med talte hviskestemmer og knips på violinerne. Resultatet var en brutal kamp mellem ekstremer, et forkrampet drama.
I de nye værker lød London Symphony Orchestra mere ordinært. Undtagen når de virkelig spillede igennem, selvfølgelig. Derfor var det godt, at de til slut vendte tilbage til Strauss, også selvom det gav et noget usammenhængende program.
Her var den tålmodighed, man savnede hos Järventausta. Strauss’ symfoniske digt ”Tod und Verklärung” begynder helt roligt, og det var næsten som at høre orkestret vågne af en søvn. Ren idyl med harpespil og et spirende tema, der vandrede rundt fra solist til solist.
Men midt i livet er vi som bekendt i døden, og et hårdt angreb spolerede idyllen. London Symphony Orchestra var igen ovenpå med et register, der gik fra næsten uhørligt til apokalyptiske drøn. François-Xavier Roth demonstrerede et fænomenalt øre for både slankhed og brede klange.
Koncerten i Musikkens Hus endte, trods turbulens undervejs, i lykkerus. Strauss’ afsluttende melankoli i ”Tod und Verklärung” lød som en himmelsk sørgesang, der modulerede endeløst op mod sit majestætiske klimaks med paukehvirvler, strygerstorm og et simpelt, trinvist motiv i messingblæserne. Well done.
London Symphony Orchestra: Richard Strauss, Helen Grime og Joel Järventausta. Håkan Hardenberger, trompet. François-Xavier Roth, dirigent. Musikkens Hus, Aalborg, den 6. april.