Prøv avisen
Museernes bedste billeder

Et antinazistisk værk, som hylder det uperfekte

Wilhelm Freddie: ”Meditation over den antinazistiske kærlighed” (1936). – Foto: Kunsten Museum of Modern Art Aalborg

Wilhelm Freddies ”Meditation over den antinazistiske kærlighed” er et oprør mod nazismen, en hyldest til den uperfekte kærlighed og den kropslige forvrængning – og et af Kunsten i Aalborgs bedste danske malerier, siger direktør Gitte Ørskou

Gå på opdagelse i det interaktive maleri

Artiklen fortsætter under grafikken

Fortalt til Sara Maarup Thomsen af Gitte Ørskou, overinspektør på ARoS i Aarhus

Som ung pige i Aalborg var mødet med Wilhelm Freddies ”Meditation over den antinazistiske kærlighed” overrumplende. Det var en åbning til det undertrykte, seksualiteten, det beskidte, døden, alt det, man som pubertetspige bliver opmærksom på, at livet også rummer.

Kunsten fyldte ikke noget særligt i mit liv som 14-årig, men pludselig blev jeg bevidst om, hvordan den surrealistiske kunst kunne gøre os klogere på os selv som mennesker. Det, der står tydeligst frem for mig i værket, er kontrasten mellem den egentlig meget omsorgsfulde kærlighedsscene og den groteske udvækst på kvindens ben, mellem den smukke, storladne himmel og den lille Hitler-figur.

Da jeg som 14-årig stod foran værket for første gang, var Hitler-figuren ikke det første, jeg bemærkede. Det var et værk, der åbnede sig langsomt for mig og bliver ved med at åbne sig for mig i dag, som dengang lokkede mig til sig med sin umiddelbare blidhed og mildhed, men samtidig slog mig og berørte mig med sin voldsomhed og stadigvæk gør det i dag. Som direktør for museet kan jeg se, at det også i dag er et af de værker, der virker stærkest på unge mennesker.

Surrealismen har trukket et langt spor gennem mit arbejde, og min personlige indgang til at interessere mig for kunst var meget baseret på samtidskunst, der fulgte et surrealistisk spor. På universitetet skrev jeg vilde opgaver om den franske forfatter Georges Batailles ”Historien om øjet”, Christian Lemmerz’ dødsfigurer og griseøjne og den amerikanske fotograf Cindy Shermans ”Sex Pictures” bygget op af plastikkropsdele. Jeg syntes, at det var spændende at dykke ned i det morbide og alternative rum, som kunsten tilbyder. Samfundets på overfladen strukturerede, velordnede facade krakelerer gang på gang, når krige bryder ud, Trump indsættes i præsidentembedet, og kvinder over hele verden fortæller om krænkelser.

I kunsten findes et safe space, hvor vi kan granske menneskets dårskab og reflektere over, at vi som mennesker også rummer drifter, vold, død, ødelæggelse, magt og begær. Kunsten er en arena, hvor alt kan få lov at udspille sig, og derfor er den ikke bare smuk, men også foruroligende og skræmmende. Det synes jeg, billedet indfanger.

Freddie malede værker i 1930’erne af en art, som aldrig før var set i Danmark. Billedet er et hovedværk i den danske surrealisme, som Freddie måske er den stærkeste eksponent for. Det er tydeligt at se inspirationen fra den internationale surrealisme, særligt Salvador Dalí og den psykofotografiske surrealisme, hvor alt er tydeligt malet og genkendeligt, men motivet samtidig er grotesk.

Den internationale bevægelse surrealismen handlede om at tage det undertrykte, begæret og volden alvorligt. Det stod i grel modsætning til nazismen, en kynisk ideologi, som i sig selv ville undertrykke alle drifter. Freddie malede billedet i 1936, fire år før Danmarks besættelse, og gav det titlen ”Meditation over den antinazistiske kærlighed”.

Nazismen ser man i baggrunden med den lille Hitler-figur, mens parret i forgrunden repræsenterer antinazismen, en modstand mod den renhed, nazismen prædikede. Nazismen hyldede det perfekte i kropslig forstand, mens Freddie i værket hylder den uperfekte kærlighed og den groteske kropslige forvrængning.

Værket er en morbid, blasfemisk, næsten kannibalistisk kærlighedsscene, men også et tidsbillede på årene umiddelbart før Danmarks besættelse. Hitlerfiguren står stadigvæk i baggrunden, og det mørke skydække har endnu ikke lukket sig om sig selv. Det er et værk, der helt grundlæggende handler om tvetydighed, men samtidig har det paradoksalt nok et meget klart budskab. Det er et antinazistisk værk, som hylder det uperfekte.