Har vi den filmkritik, vi fortjener? Eller burde dagblade som nærværende droppe anmeldelser af aktuelle biograffilm for i stedet at bevæge sig ud i ukendt terræn og åbne læsernes, og for så vidt også anmeldernes, øjne for al den filmkunst, der ikke sættes op i de danske biografer? Alle de myriader af muligheder, der i stedet lever på streamingtjenester, på Youtube, på museer, i arkiver og obskure hjemmesider.
To filmentusiastiske humaniorastuderende fra Aarhus bedriver med filmtidsskriftet Balthazar kritik, der ikke lefler for nogen. I hvert fald ikke læserne, der må berede sig på en del akademiseren og sprogbrug, der nok minder om de skriftlige eksamener, der netop er afleveret på universiteterne.
Men hvis man ikke forventer flydende, vittige og belevne essays i den fornemme amerikanske tradition, men gerne vil lære noget af eksperter – og ikke skræmmes af det lidt studentikose anslag – er der virkelig viden og udsyn at hente i Balthazar.
I i en kronik i forårets Weekendavisen proklamerede redaktørerne Oscar Pedersen og Viktor Retoft, at filmkritikken selv bør ”skabe aktualitet. Den må tage sin kuratering mere seriøst og finde modet frem til at udvide det filmiske spektrum, anspore en filmisk sensibilitet og gå på opdagelse og genopdagelse i filmhistoriens sprækker og skygger”.
Med ungdommens klædelige mod og en forkærlighed for manifestets bevingede målsætninger har de kastet sig over selv at løse opgaven med Balthazar, der støttes af Statens Kunstfond.
Magasinet, der netop er udkommet i sin tredje udgave, indeholder blandt andet en teoretisk gennemgang af overspildning fra malernes lærred til filmmagernes billedbrug af en fransk universitetsunderviser Martine Beugnet. Det er en tung tekst, dem er der flere af, men det nøgternt udseende tidsskrift byder heldigvis også på anderledes levende stykker. Et eksempel er Viktor Retofts eget øjenåbnende skriv om de eksperimentelle filmskabere Ben Rivers og Ben Russell. Retoft er ferm til at beskrive scener og indtryk, så de levende billeder afspiller sig inde i hovedet. Det er ellers ikke nemt og afslører en sensibilitet, der støder mod det akademiske. Det er godt.
Balthazars mest læseværdige bidrag kommer fra beat-kronikøren Lars Movin, der over 50 sider hylder William Burroughs. Movin skriver gerne langt og placerer her værkerne i den historiske kontekst, der løfter artiklen op til mere end værkanalyse. Her lukker filmteorien sig ikke om sig selv, og artiklen vil have interesse for en bredere skare af læsere.
Jeg er enig i, at det kan synes fodslæbende, at det er distributører, der bestemmer, hvilke film der skal skrives om i de danske aviser. Men det gør jo også kuratorerne, forlagsfolkene, byplanlæggerne, politikerne og så videre i aktualitetens navn.
Derfor er det velgørende, at digitaliseringen bliver mødt af nørdede og specialiserede fagtidsskrifter på tryk. Litteraturen har længe ført an herhjemme, nu kommer filmen efter det.
Balthazar er ikke for de mange, men det virker nu også, som om folkene bag gerne vil holde det for de få.