Et barn ser død og forgængelighed overalt i fremragende norsk roman

Norske Malin C.M. Rønning debuterer med en sælsom og sanselig roman, som fortjener at blive læst langsomt og opmærksomt

Et barn ser død og forgængelighed overalt i fremragende norsk roman

Digte læses gerne langsomt, noveller i et lidt højere tempo og romaner med højest fart.

Men i nogle tilfælde giver det god mening at læse en roman, som var den et langt digt. Tag bare Malin C.M. Rønnings ”Skabelon”, som jeg først læste i almindelig roman-kadence. Den virkede træg, for kompakt og stillestående. Men så begyndte jeg forfra og læste bare et par sider ad gangen. Langsomt, med fuld opmærksomhed. Og nu blev det en helt anden og langt rigere oplevelse at læse om familien, som bor dybt inde i en skov, og hvor fortælleren Urd er del af en søskendeflok på otte. Faderen er skovhugger og er ofte væk, og når han endelig er hjemme, sover han i en gammel bus, der står ved huset. Moderen ryger og tager sig af det til enhver tid yngste barn. De andre er overladt til sig selv og altså også Urd, som vi følger fra hun er fem år, til hun bliver 13 år.

Handlingen bevæger sig altså fremad, men byder også på så mange spring tilbage i tiden, at den kommer til at virke lige så filtret og tæt som underskoven, hvor Urd færdes. Og ligesom familien ikke er nogen almindelig familie, er hun ikke noget almindeligt barn. Hun strejfer rundt i skoven, hvor floraen og faunaen altid er forbundet med forgængelighed og død. Alt skal dø, intet varer ved, og midt i Urds såvel sanselige som dystre jegfortælling dukker mytiske og gotiske elementer op: En skygge viser sig indimellem i skoven, og en rævesaks, der står tæt på huset, bliver hele tiden åbnet. En dag går et lam i den. En anden dag ligger en ræv ”parteret på tunet”.

”Skabelon” er Rønnings debutroman, og at den i Norge var nomineret til Tarjei Vesaas’ prestigiøse debutantpris giver god mening. Ikke kun, fordi den bærer på løftet om et stort, stærkt forfatterskab, men også fordi dens intense, præcise og samtidig suggestive beskrivelser af naturen minder om dem, man kan opleve i Vesaas’ forfatterskab.

Men Rønning er mest af alt sin egen og udfordrer den traditionelle romans regler. Urds viden om skoven, der omgiver huset, er nemlig alt for stor i forhold til hendes alder. Som når der står:

”Ørnebregner over mit hoved, et tag af bregner, Almindelig mangeløv, et urtidslandskab.”

En sådan viden om ørnebregner, mangeløv og de utallige andre planter og træer, som bliver nævnt ved navn, er en voksens og ikke et ensomt og vanrøgtet barns. Det samme gælder refleksionerne. Som denne:

”Jeg tænker: Dagene har navne og uret er rundt, for tiden vender altid tilbage til sig selv.”

Der er et misforhold mellem Urds alder, viden og refleksionsniveau. Men det fungerer og gør det ikke mindst, fordi Urd anser sig selv for noget særligt, ja, som noget overmenneskeligt. Som et barn med særlige evner. Og i nordisk mytologi er Urd da også navnet på en af de tre norner, der spinder og klipper livstråde.

Misforholdet mellem alder og indsigt bliver en del af sælsomheden, af det både vidunderlige og foruroligende i skoven, og ”Skabelon” kan enten læses som en skildring af en udsat familie, af dét, som det etablerede samfund koldt kalder ”white trash”, eller som et barns liv mellem fantasi og realitet.

Romanen er nu nok begge dele, og hvor en hastig læsning får den til at virke frustrerende, for kompakt, ja, så åbner en langsom læsning op for en særlig poesi, skønhed og smerte, og Rønning synes nøje at have tilvirket hver eneste sætning, hvert eneste ord, og resultatet er en slags lyrisk prosa, som Karen Fastrup rammer rent i sin oversættelse.

”Skabelon” er ikke for alle. Specielt ikke for dem, der holder af at læse for handlingen og i højt tempo. Rønnings roman er derimod for dvælerne. Ordmenneskene. De mennesker, som holder af at se psykologi og virkelighed træde frem og smelte sammen i sproget, og som giver sig tid. For dem er der en særlig og sjælden oplevelse i vente.