Borgerkrigen i Syrien! Hvor ofte har vi ikke hørt om den i de seneste år? Den foregår på 10. år. Det begyndte med nogle skolebørns fredelige protest i form af graffiti, hvor de skrev protester mod regimet. Det korrupte diktatur i Syrien under Bashar al-Assad slog hårdt ned på de unge, og et oprør begyndte.
For fem år siden i disse dage i 2015 så vi syriske flygtninge vandre på danske motorveje på vej væk fra Syrien mod Sverige. En del blev i Danmark. Hvad flygtede de fra?
Filmen ”Til Sama” fortæller om den forfærdelige borgerkrig i Syriens største by, Aleppo. Den Frie Syriske Hær og andre oprørsgrupper sad på store dele af byen, indtil Assad-regimet fik støtte fra russerne og rykkede frem mod oprørerne. Aleppo blev belejret i seks måneder med det resultat, at store dele af byen blev lagt i ruiner. Vi taler om en by med over to millioner indbyggere.
Det lykkedes Assad-regimet at knuse oprøret. Hvordan sover Putin om natten, når han ved, hvad hans luftvåben gør ved kvinder og børn?
Den historie fortæller journalisten Waad al-Kateab, født 1991, med sit håndholdte kamera. Det er ikke bare en journalistisk reportage. Det er en dybt personlig film tilegnet hendes datter Sama, der bliver født midt i krigens helvede. Det er en dybt bevægende fortælling.
Waad al-Kateab kommer til Aleppo som helt ung for at studere på universitetet. I 2012 involveres hun i studenternes protester mod Assad-regimet. De holder protest-møder og råber i gaderne, at ”muslimer og kristne står sammen”. Regimet farer frem med hård hånd. Når et styre mister sin folkelige opbakning, benytter det sig undertiden af voldsomme metoder.
Allerede i de begyndende oprørsdage filmer Waad al-Kateab begivenhederne med sit eget lille kamera. Hun fortsætter hele vejen, indtil nederlaget erkendes, og hun og hendes lille familie må flygte. Aleppo er brudt sammen.
Undervejs møder hun sin mand, lægen Hamza, der sammen med andre kæmper en heroisk kamp på det selvetablerede hospital, hvor der udspiller sig ubegribelige scener, der virkelig berører én. Russiske kampfly ødelagde otte ud af ni hospitaler i byen. Kun dette, som Waad al-Kateab bor på, er i funktion til sidst. Datteren Sama fødes på hospitalet, og filmen er tilegnet hende, for at hun skal vide, hvorfra hendes verden går.
Vi, der sidder foran lærredet og ser uhyrlighederne, skal også vide noget om de begivenheder, vi har hørt så meget om i det sidste årti. I en nyhedsreportage gøres det kort og overfladisk. Her kommer vi ned i dybden.
Filmen er heldigvis ikke entydigt mørk. Der er en del scener, hvor man ser familier holde håbet oppe i hinanden, hvor de også tør tro på en morgen i frihed. Det er svært at bevare håbet, og det ser stadig sort ud i Syrien. Man forstår godt Waad al-Kateab, da hun på vej over grænsen væk fra Aleppo siger, at det føles, som om alle ofre har været forgæves.
Man forstår hende også godt, når hun midt under et bombardement af hospitalet, hvor venner bliver dræbt, siger til sin datter: ”Bare du da aldrig var født, hvis det er alt, hvad du skal opleve.” Der er en stemning a la Jobs Bog, hvor den hårdtplagede Job mener, at det var bedre, at han aldrig var blevet født!
Men sådan slutter filmen ikke. Der er håb og livsbilleder. Det allersidste billede i filmen er et familiefoto af et juletræ med en stjerne i toppen. Et barn er født. Det sker også for filminstruktøren. Verden kan være grim, men der er et større håb.