Litteraturen kan føre os ind i miljøer, som vi ikke kender, eller ikke kender så godt.
Sidste år kunne man læse Morten Papes mammutroman ”Planen” om en opvækst i Urbanplanen på Amager. Det var en barsk historie om et barsk liv i ghettoen og om at overleve og komme videre i livet trods hårde odds.
I år kan man så læse Anders Løgstrup Bjergs mammutroman ”Regnen falder” om en mand først i 20’erne fra Allerød nord for København. Det bliver til en helt anden historie om en helt anden verden.
Daniel er hovedperson og fortæller. Han studerer på Københavns Universitet og har store drømme om at komme ind på Filmskolen og blive instruktør. Det går ikke så godt med den drøm, og i stedet tager han mod en invitation til at blive medejer i et firma, der skal producere regnbueis.
Han bliver en slags iværksætter og udlever dermed en drøm, som mange unge nærer, nemlig at skabe deres eget firma. Mark Zuckerberg – ham, der skabte Facebook – var og er et af forbillederne. Selv fra en garage eller en dunkel kælder kan man lave noget stort.
Daniel agerer marketingmand i firmaet, hvor en anden står for økonomien, og en tredje laver selve isen. De får også banket en forretning op ved hjælp af lån fra forældrene, og de slår det hele op på gode råvarer, økologi og bæredygtighed. Men noget er råddent i hele affæren. Daniels historier, som han får Politikens Ibyen-tillæg med på, holder ikke. Og snart vakler fundamentet under det, der ellers er ved at ligne en succes.
Samtidig med at der kommer skred i Daniels liv gennem firmaet, kommer der det også i kærligheden. Han møder den dejlige Pernille, men vil de hinanden for alvor? Elsker de hinanden?
Bjerg lader Daniel fortælle sin historie, så vi altså står med endnu en roman om en yngre mand, der beretter om sit liv. Vi får et vist indblik i ham, mens alle andre personer i hans historie bliver til bipersoner, og de kommer aldrig til at træde skarpt og nuanceret frem. Drømmepigen må vi selv forestille os, og de to medejere af firmaet, som er to forskellige typer, får slet ikke selvstændigt liv og fylde.
Selvom Daniel, som barn af en velbjerget middelklasse, ikke har dramatisk stof i sig som Papes figur, så er der i princippet intet til hinder for, at det kunne blive en interessant roman.
Men som den fremstår nu, kan den dårligt bære sine 375 sider, for Bjerg får hverken sat strøm til de eksistentielle spørgsmål eller kritikken af en hul og rådden markedsføring, så det virkelig brænder på. Han fortæller uden større kunstneriske ambitioner – sådan lige ud ad landevejen og med en illuderet ærlighed – men det bliver altså her til for lidt.
Tilbage står dog et sandfærdigt billede af en ungdom med entreprenante idéer, gåpåmod og store drømme om at skabe sit eget og få succes – men også med hang til klynkeri og tudekiks.