Et besættende drama om to mænds gensidige tiltrækning

”Den gode spion” er et effektivt og stedvis besættende koldkrigsdrama, hvor Øst og Vest personificeres i to mænds gensidige afhængighed

Merab Ninidze (tv.) og Benedict Cumberbatch (th.) i rollerne som britisk kurer og russisk spion i koldkrigsdramaet ”Den gode spion”.

Greville Wynne er en charmerende, lettere fordrukken forretningsmand, der lever af at gøre forretninger med sultne lande i Østblokken under den kolde krig. Året er 1960, og på udefronten venter Cubakrisen og en verden på randen af atomkrig. På hjemmefronten er Greville Wynnes ægteskab på randen af opløsning, efter at han har haft en affære. Han er en mand, der er nem at friste. Men han har en spidskompetence: Han kan bære en brandert.

Det benytter de britiske og amerikanske efterretningstjenester sig af for at sikre sig information fra deres vigtigste meddeler i Moskva, Oleg Penkovsky, der er livsfarligt tæt på magttoppen i Kreml. Greville Wynne bliver kurér mellem Øst og Vest. I begyndelsen er han tøvende, han er vantro, han er bange, han er en mand uden egenskaber. Men så meget lettere at forme. Dominic Cookes koldkrigsdrama, ”Den gode spion”, spiller effektivt på bristerne i Greville Wynnes karakter og hans uforudsigelige udvikling fra svedig charmør til idealist. En mand med en sag.

Som drama er det spændende at følge forvandlingen i Greville Wynnes karakter i ”Den gode spion”. Hans gradvise transformation fra en mand, der uden besvær tømmer såvel whiskysom vodkaglas, til et nøgent menneske, der fuldkommen hudløst tømmer lidelsens bæger. Efterretningstjenesterne i Vesten tror, han er nem at forme. KGB i Øst, der var Sovjetunionens hemmelige politi, tror, han er nem at knække. Alle tager de fejl.

Snarere end at være en traditionel spionthriller er ”Den gode spion” et besættende drama om to mænds gensidige tiltrækning på tværs af grænser, ideologi og gusten beregning. Greville Wynne og Oleg Penkovsky vikles gradvist og suggestivt ind i hinandens liv, den ene er kurér, og den anden er spion, men begge er de et sted i sindets dybde følelsesmennesker, der med den kolde krigs kriser som klangbund vælger at handle selv. Eller passer det nu helt?

Visuelt og psykologisk har filmen fremragende kammerspilslignende scener, hvor de to mænd mødes i et tvetydigt kram, der ligner den kunsthistoriske ikonografis kys i Getsemane Have mellem Jesus og Judas.Det er ikke tilfældigt, at scenerne mellem de to med stor krydsklippet patos paralleliseres med den tragiske udgave af slutscenen i Tjajkovskijs ballet ”Svanesøen”, hvor de elskede mister hinanden, og deres verdener adskilles.

I rollerne som henholdsvis Greville Wynne og Oleg Penkovsky er Benedict Cumberbatch og Merab Ninidze aldeles fremragende. Især Benedict Cumberbatch er blændende god som forretningsmanden, der fristes og forføres og bliver brik i et spil, han ikke kan overskue, men tager på sig som et ansvar. Hvilket ansigt den skuespiller har!

De historiske rammer omkring filmens plot med Cubakrisen, paddehatteskyer og skygger er lige vel kulørte og klichéfyldte, her er John le Carré klasser bedre. Men filmen er, som det hedder, ”baseret på virkelige begivenheder”, og den autentiske Greville Wynne toner frem i et historisk klip lige før filmens rulletekster. Hans selvbiografi fra 1967, ”The Man from Moscow. The Story of Wynne and Penkovsky”, danner angiveligt forlæg, selvom der er sat spørgsmålstegn ved bogens troværdighed.

Men den centrale fortællelinje i ”Den gode spion” er overbevisende og inciterende og på det psykologiske plan fungerer filmen følelsesmæssigt. Og det er jo det, en film skal.