Prøv avisen
Bog

Et bjerg af satire over Muhammed

Kåre Bluitgen har været fire år om at skrive ”Den Bedste Bog”.

Kåre Bluitgens kolossale satiriske roman om Muhammed er meget velskrevet og grundigt udført, men ikke dyb nok til for alvor at blive tankevækkende

Dette er på mange måder en lidt besynderlig bog. Kåre Bluitgen har skrevet en voldsomt omfangsrig religionssatirisk roman med titlen ”Den Bedste Bog”, der beskriver, hvordan muslimernes profet Muhammed udvikler sig til den altoverskyggende karakter i islam.

Når jeg kalder bogen besynderlig, skyldes det blandt andet, at den fremstår som noget af det mest ikke-kommercielle, der længe er set. Den er tung som en mursten og forsynet med en helt neutral forside uden forfatternavn og med et udtryk som Kraks Blå Bog eller et opslagsværk på et advokatkontor.

Og når man går i gang med at læse, konfronteres man med en meget lang indflyvning med en sand vrimmel af personer, som man kæmper for at holde styr på. Samt en svævende og eventyrlig skrivestil, der præger hele bogen.

Hvis man ikke konstant konsulterer personoversigten bagest i bogen, er man prisgivet, og værket er på mange måder et bjerg at bestige. Over 700 siders satire udmatter, og man overvejer undervejs, om denne udgivelse mon skal opfattes som en ideologisk manifestation lige så meget som en roman.

Det var Kåre Bluitgen, der i 2005 uforvarende var med til at inspirere Morgenavisen Jyllands-Posten til at trykke de 12 tegninger af Muhammed, idet han havde svært ved at finde et menneske, der turde illustrere en børnebog om profeten.

Han har siden været bærer af identiteten som én af de fremtrædende moderne forkæmpere for ytringsfrihed, og det er nok i høj i grad i det lys, at bogen skal ses.

Kåre Bluitgen har været fire år om at skrive ”Den Bedste Bog”, og den er også gennemarbejdet. Han har stor viden om mellemøstlig kultur, han kender de religiøse skrifter, og han udfolder på intens vis det sanselige og æstetiske miljø i byen Mekka, hvor sex, vin, mad og digterkunst præger hverdagen. Her lever i 600-tallet en handelsmand, der efterhånden indser, at han er den udvalgte profet, ”fordi han kan bære fornærmelser og de vantros latter”.

Muhammed, som han snart kaldes, modtager åbenbaringerne af den eneste sande gud og formulerer religionen, hvormed den frie livsstil på stedet møder modsigelse. Det fører til splittelse i Mekka, hvor magtkampe tager fart, mens Muhammed hævder de nye forbud mod blandt andet dans og sang og lærer sine tilhængere at bede på ret vis.

Vi følger ham på flugt fra Mekka og i strid med anderledes troende. Ikke kun i fysisk forstand, men også i samtaler med den kristne biskop Abu Haritha, med hvem han diskuterer kernepunktet om treenigheden og Jesu to naturer. Bogen giver også indblik i Muhammeds privatliv og store seksuelle appetit.

Han tager for sig i sit store harem, og hans første samleje med barnebruden Aisha er beskrevet i særdeles ubehagelige detaljer. Det seksuelle fylder i det hele taget meget i denne bog, hvor især den overvægtige og yderst erotisk aktive kvinde Hind bliver til et grotesk symbol på den arabiske hæmningsløshed, som Muhammed videregiver sine åbenbaringer ind i. Og altså også selv udlever.

Forfatterens optagethed af de fysiske udskejelser fremstår som en hævdelse af den frie og næsten dyriske tilstand uberørt af monoteistisk religiøs moral, men de mange vulgære detaljer trætter i længden, og man savner en større sans for antydningens kunst.

Kåre Bluitgen fremstiller Muhammed som en selvoptaget og egenrådig mand, der tilpasser tingene efter egne behov, og der er rigeligt at blive krænket over, hvis man er til den attitude. Det primære budskab opleves dog mere som en generel kritik af det humorforladte indbrud i menneskelivet, som de store religioner vist ifølge Bluitgen repræsenterer.

Man aner tilmed forsøget på at sidestille religionerne - for eksempel i en svag kopi af scenen på Golgata, hvor Muhammed ligger forslået i en kløft, og Abu Bakr (hans senere efterfølger) spørger ham, hvorfor han ikke påkalder sin egen frelse. Hvorpå Muhammed lover to retfærdige en plads i Paradiset.

Hele fortællingen er pakket ind i en let og drenget tone, der er velskrevet, absurd og pudsig. Bluitgen er en rutineret fortæller med stor viden, men mens bogen udgør en sproglig præstation, er den også monoton, kun begrænset morsom og til tider næsten demonstrativ i sin satiriske distance til livets alvor og religiøsitetens dybere betydning.

Bluitgen skriver et sted: ”Satiren gør ikke nar som karikaturen, og den ler ikke ad andres tragedie som komikken. Satiren holder sig tæt på sandheden som skyggen til sin herre, og det er det, der gør den så ondskabsfuld og uafrystelig.”

For at være denne uafrystelige stemme i religionssatirisk forstand kræves en større forståelse for troens betydning, og Kåre Bluitgens bog vil næppe indskrive sig som et decideret oplysende bidrag til samtalen om det religiøse. Snarere som en tonstung eksotisk manifestation af, at man her i landet frit kan lave satire over Muhammeds person og livsforløb.

Det har bestemt også stor værdi, men som interessant religionskritik stikker bogen ikke dybt nok.

kultur@k.dk