Christina Rosendahls dokumentar fra krisecentret Danner i København handler om kærlighed. Om den uhyre mørke bagside af menneskelivets stærkeste følelse. Om kontrol, psykisk og fysisk vold. Og om de kvinder, der forbliver i et tyrannisk forhold, fordi det føles som stor kærlighed. Det er uoverstigeligt ubærligt, at voldsramte forveksler had med elskov. Og det er det tabu, filmen på fineste vis bryder med.
Christina Rosendahl holder sig alt for god til at svælge i uhyrlighederne. ”Vold i kærlighedens navn” er nemlig en meget nøgtern film. Nærmest usentimental, men ikke desto mindre bevægende og oprørende.
”Vold i kærlighedens navn” følger tre kvinder, der er lykkedes med at forlade deres voldelige partner og har fundet ro, trøst og støtte i Dannerhuset.
I et forblæst lyskryds for enden af H.C. Andersens Boulevard i hjertet af København knejser Dannerhuset op som en dobbelt påmindelse. På den ene side er det karakteristiske røde murstenshus et emblem på 1970’ernes kvindebevægelse. Men samtidig er den hermetisk lukkede bygning en splint i øjet på et samfund, der slår blikket ned for partnervold og for mord på kvinder begået af deres partnere, deres elskere.
Rosendahl er den nænsomme beskuer, der med magre penselstrøg maler billedet af Danner som institution og undervejs sætter ord på de tavse kvinders skæbner. Ikke med udbasunering af voldens omfang. Nej, her bliver følelser formidlet med statistik, powerpoints og personalemøder. Flere gange læser en socialrådgiver skæbnefortællinger, noter fra dagens indgående opkald, op fra en computerskærm. Det er fakta, og det er råt.
Filmen begynder med stemningsfulde billeder fra en happening organiseret af Dannerhuset. Tændte lanterner sættes ud på søerne i København. Hver lanterne symboliserer en kvinde, en mor, dræbt af sin partner. Datoerne messes op. Kvinderne er anonyme, men i løbet af filmens korte 75 minutter lykkedes det Christina Rosendahl at give de lysende lanterner krop og sjæl.
Kameraet panorerer hen over børnetegninger, hvor de små hænders ubehjælpsomme kruseduller bliver fyldt med mening. Kvinderne har overdimensionerede tårer. Fædrene knejser op over resten af familien med strittende hår eller røg ud af næserne. Børnene forstår det hele. Også meget mere end flere af mødrene tør tro.
Christina Rosendahl er selv vokset op i en familie præget af vold. Hun er interesseret i at udforske efterdønningerne af vold. Hvem er kvinderne, når de ikke længere er voldsramte, men skal lære at begå sig uden for Danners trygge mure? Nøgternheden kan umiddelbart stå i vejen for identifikationen, men følelserne bliver alligevel både blidt og bestialsk skubbet i forgrunden.
Det er de stadigt stående kvinder, der er heltene i Christina Rosendahls dokumentar. Men portrættet af de indfølende, men usentimentale socialrådgivere, er mindst lige så stærkt.