Et bleggrønt sandhedsserum ændrer alt i grum-smuk svensk klassiker

Karin Boyes ”Kallocain” er dystopi og utopi i ét, både koldt mareridt og poetisk drøm, og kan nu læses i en ny, velklingende oversættelse

”Så placerede jeg manden i en behagelig stol der var blevet sat herind netop til brug i mine eksperimenter, bøjede hans arm opad og stak ham med den lille sprøjte fyldt med bleggrøn væske.”

Sådan står der i et af de indledende kapitler i Karin Boyes ”Kallocain”, som udkom første gang i 1940. Altså 10 år efter Aldous Huxleys ”Fagre nye verden” og 10 år før George Orwells ”1984”.

Boye var en af Nordens vægtigste digtere, men altså også en stor prosaist, og ”Kallocain” vakte ved udgivelsen ikke kun opsigt hjemme i Sverige, men også internationalt, og man forstår hvorfor: Romanen handler om et totalitært system, og det må have været hårrejsende og lidt for virkeligt at læse den i en tid, hvor StalinSovjet og Hitler-Tyskland stod stærkt og truende.

Nu er ”Kallocain” så gen-oversat til velklingende dansk, og de totalitære regimer er nok nogle andre i dag, men metoderne grundlæggende de samme. Teknologien og videnskaben misbruges således stadig til at kontrollere og overvåge, og hvis det kinesiske, hviderussiske eller nordkoreanske styre kunne producere romanens ”bleggrønne væske” – et kunstigt fremstillet sandhedsserum – så ville de utvivlsomt gøre det.

I ”Kallocain” er det Leo Kall, en af de stræbsomme kemikere i Kemiby nummer 4, der har held med at fremstille stoffet, der skal gøre det lettere for Verdensstatens ledere at kontrollere sine borgere. Indtil da har de måttet nøjes med spioner og stikkeri, men nu kan de med en injektion få enhver til at fortælle de inderste hemmeligheder.

Alt det, som mændene og kvinderne, der lever i glædesløse kernefamilier, tænker og føler i en hverdag, hvor både stort og småt handler om at ruste sig til kamp mod den anden totalitære supermagt, Universalstaten.

Det lyder måske som en lidt bastant analogi til den magtpolitiske situation i 1940, men når ”Kallocain” er meget mere end det og fascinerer i 2021, skyldes det en særlig dobbelthed. For romanen er ikke kun en dystopi, men også en smuk utopi: På den ene side er kallocainet en måde at gennemlyse og kontrollere ethvert menneske, at fratage dem den sidste indre frihed, men på den anden side har stoffet et grænseoverskridende og fællesskabsdannende potentiale.

Stoffet åbner nemlig ikke kun for de injiceredes skam og statsfjendtlige tanker, men også for drømmenes og længslernes sluser og kan på den måde bringe mennesker tættere på hinanden; ud af ensomheden og ind i en samhørighed, som ikke har med nationalisme at gøre, men er dybere og mere menneskelig.

Som da den jaloux Kall binder sin kone og sprøjter kallocain ind i hende for at høre, om hun har en affære med hans chef.

I stedet får han adgang til hendes dybe længsel efter kærlighed og nærhed, hvilket skaber en ny forståelse mellem dem. Hun fortæller også, hvilket berører ham, hvordan hun føler sig reduceret til Statens rugemaskine, om en følelse af at være instrumentaliseret af mænd.

På den måde åbner Boye for en feministisk tematik i romanen, der er skrevet i et klart og nøgternt sprog, men som har en egen knitrende poesi og med tiden har fået dét, Ida Marie Hede i sit udmærkede efterord kalder en ”retro-fornemmelse”. For ”Kallocain” foregår ikke i en fremtid med alle mulige vilde opfindelser, her er papir og penne og kameraer, og Boye beskriver det hele tæt, ja, med en omsorg for tingene og karaktererne, der alle får dybde og farve.

Det gælder også Kalls første forsøgsperson, Forsøgsperson nummer 135, der som et fotografi i et mørklægningskammer fremkaldes af kallocainet og røber sit sande væsen og sin mest dystre hemmelighed:

”Jeg har tænkt meget på det. Jeg vil gerne dø. Hvis man ikke får noget ud af livet længere, så kan man lige så godt dø. Når man siger: Jeg kan ikke klare det, så mener man: Jeg kan ikke klare at leve.”

Ordene virker kun mere tragiske i lyset af Boyes selvmord. Blot et år efter ”Kallocain” udkom, tog hun sit eget liv. Tilbage er hendes vidunderlige bøger og den grusomt smukke roman om en verden, hvor sandheden nok kan bruges til at straffe borgerne, men som også, når den får lov at blomstre og brede sig, ikke bare har revolutionært, men også humanistisk potentiale.

Det må Kall også sande mod slutningen. At der findes en større verden inde i ethvert menneske, og at alle disse verdener minder om hinanden, fulde som de er af savn og længsel efter samhørighed og kærlighed. Bringes alt dette ud i verden, får det lov at strømme frit, kan det blive lettere og sandere og smukkere at leve.

”Kallocain” er sagt med færre ord et lys, der vokser ud af mørket. Det grønne stof, der ødelægger og skaber frygt, men også nedbryder ensomhed og tomhed. Sådan som det jo ofte er med sandheden. Og med stor kunst. Det sidste er Boyes roman. Som også bør blive læst i laser af nye generationer.