Norske Maria Kjos Fonn, født i 1990, debuterede som ganske ung med en novellesamling, som fik fine anmeldelser. Romanen ”Kinderwhore” er hendes anden udgivelse.
Det er en på alle måder grum historie om en ung pige, Charlotte, der vokser op med en mor, som nok fysisk er til stede, men mentalt henligger i en komatøs døs opnået på en blanding af piller og alkohol.
Alligevel lykkes det mor at få en kæreste installeret, han er tilsyneladende sød og venlig, men i virkeligheden har han spottet sit udsatte offer, den 12-årige Charlotte, lige fra begyndelsen.
Hun på sin side har lært af mor, hvordan man overvinder smerte, det gør man ved at bedøve sig, og i den tilstand udsættes hun for daglige overgreb:
”Jeg kan huske, da jeg begyndte at glemme. Han kom ind til mig, rullede mig om på maven. Og så blev jeg flået i stykker. Jeg troede, at smerten alene ville slå mig ihjel. Men så forsvandt den bare. Jeg så på den dumme lige, som overhovedet ikke gjorde modstand. Som ikke sagde nej, men bare lå der som et lig.”
Mor vælger ikke at se noget, så længe kæresten er interesseret i pigen, forbliver han jo i hjemmet. Det er grum læsning, og det fortsætter.
Charlotte bliver den hårde pige, hun er hård ved andre og hårdest ved sig selv, hun kommer ud i misbrug, prostitution, anbringelser, behandling. Ingen når dog ind til hende, sin skam kan hun ikke dele med nogen.
Sex kan hun derimod have med hvem som helst, for det er ikke ”hende”, men den fraspaltede ”maskine”, der udfører den akt.
Som hun selv siger: ”Man siger, at brændt barn skyr ilden, men min erfaring er, at brændte børn bliver pyromaner.”
Jeg tror på alt det, Maria Kjos Fonn skriver, jeg tror, det er sådan, det kan opleves, jeg tror på, at Charlotte findes i mange varianter, jeg tror, det føles lige præcis så ensomt og hårdt, som hun beskriver.
Men jeg tror ikke på Fonns fortællerstemme. Hun bruger karakteren Charlotte som et talerør, men hun er ikke Charlotte, hun er forfatteren, der har lavet en stor research i følger af seksuelle overgreb, og al den viden skal den arme Charlotte nu også give videre til læseren, når ikke den tilføjes som citater fra systemets journaler.
Jeg havde en oplevelse af at læse et miskmask mellem en (fiktiv) personlig beretning og en faglig artikel. Hvor er redaktøren? tænkte jeg, for Fonn har mange fine betragtninger og indsigt, men romanen virker til at have været en alt for stor mundfuld.
”Kinderwhore” fortæller om et vigtigt stof, og udsatte unge mennesker vil kunne spejle sig i det (det fremgår underligt nok ikke, at den henvender sig til unge), men som roman betragtet er den for ufuldstændig.