I den belgiske badeby Oostende mødtes den intellektuelle tysksprogede elite i 1936 for at gå på café, undslippe Hitler, lægge kommunistiske slagplaner, drikke. De mest prominente gæster var østrigerne Stefan Zweig og Joseph Roth, der især mødtes, for at den ene kunne forsøge at redde den anden fra økonomisk og alkoholisk ruin. Ikke blot Roth og Zweig var der, men også Arthur Koestler, Egon Erwin Kisch, Irmgard Keun og Hermann Kesten.
Det er dette charmerende sammenrend under triste betingelser, den anerkendte tyske litteraturkritiker Volker Weidermann beskriver i sin lille ”Oostende 1936”. En bog, der ganske prisværdigt blev en Spiegel-bestseller ved sin udgivelse i Tyskland i 2014.
De mødtes alle på Café Flore. Hvad skulle den ellers hedde? Et selskab ”i frit fald, som denne sommer endnu en gang forsøger at foregive en slags sorgløshed. For hver ekstra dag denne ferie varer, bliver en tilbagevenden mere usandsynlig. (…) Der hersker en pligt til optimisme. I kufferten har man et reb, men det taler man ikke om.”
Det var en mørk tid for disse mennesker, der alle ville få problemer med nazisterne. Det er først og fremmest en indfølt skildring af nogle måneder i solen for denne gruppe intellektuelle med mørke udsigter. Den er alligevel stærkt opbyggelig, betagende. Især dens fortælling om Roth og Zweig. Det er ikke skønlitteratur, snarere kildebaseret faglitteratur som drama.
En dag trådte de sammen ind på Café Flore:
”Den ene i lys habit, med vest og slips, velplejet overskæg, kraftigt hår, mørke livlige øjne, selvbevidst verdensmand med rank holdning, som en elegant spidsmus i søndagstøjet. Lige bag ham en mindre herre, let foroverbøjet, i mørk habit, stramme officersbukser, med en lille mave henover, stribet butterfly, en hårtot ned i panden, lyst overskæg, der hænger pjusket ned over munden, han går lidt usikkert. Han ligner en bedrøvet sæl.”
Zweig havde plaget og betalt Roth om og for at komme til Oostende, og Roth havde endelig sagt ja. Den sekulære og rige vestjøde fra Wien og den ortodokse fattige østjøde fra det svundne dobbeltmonarkis udkant.
Zweig havde før Første Verdenskrig glædet sig til at forsvare Østrig-Ungarn mod andre ”elegante fjender”, men havde også skrevet, at han ikke gad dø for ”Donaumonarkiets yderposter. (…) De ukendte, fjerne, lidt uhyggelige østområder,” som Weidermann indfølende kan beskrive det. Zweig nævnte blandt andet Brody som uværdig til forsvar. Det var Joseph Roths fødeby.
Roth gik rundt på badestedet med stærkt opsvulmede ben og fødder, og han kastede ofte op i timevis hver morgen. Han ville gerne gå på restaurant med de andre, især med Zweig, men ville sjældent spise. At bruge penge på mad, når man kunne drikke, forekom den fattige østjøde et ”excentrisk spild af penge, som kun en rig mand som Zweig kunne finde på”.
Således stod det virkelig ikke skrevet, at de to skulle holde af hinanden, men det gjorde de.
I Oostende havde Roth mødt den selvbevidste ekspressionist Irmgard Keun. ”Da jeg så Joseph Roth for første gang, dengang i Oostende, havde jeg følelsen af at se et menneske, som rent ud ville dø af melankoli i løbet af de næste timer. (…) Senere udviskedes dette indtryk, for Roth var dengang ikke kun melankolsk, men også den bedste og mest veloplagte hader,” skrev hun senere og videre: ”Min hud sagde øjeblikkeligt ’ja’.”
Roth havde lige forladt sin elskerinde Andrea Manga Bell, som egentlig var gift med en camerounsk prins. Keuns liv finansieredes af den blindt forelskede læge Arnold Strauss, der allerede var udvandret til USA, og hun var gift med en tysk nazisympatisør.
Ingen på badestedet forstod, hvad Keun ville med den fysisk frastødende Roth, men Keun hævdede senere, at hun aldrig før eller siden havde lært ”en mand at kende med en så stor seksuel tiltrækningskraft som Joseph Roth”.
Zweig var nok i sommeren 1914 ligeglad med Brody, men i 1936 var han ikke ligeglad med sin ven. De skabte noget sammen, skabte i nogen grad hinanden i disse sidste år af deres liv, og Oostende var deres fælles ly for stormen. Roth døde af druk i Paris i 1939, Zweig for egen hånd i Brasilien i 1942.
Måske det opbyggelige i dette drama af en impressionistisk situationsbeskrivelse i nutid er fortællingen om det åndelige fællesskab, de delte på Café Flore på trods af alle sære tilbøjeligheder, laster og idiosynkrasier.
”Oostende eksisterer ikke længere. I dag er det en anden, en ny by, som hedder det samme,” slutter Weidermann.
Det stemmer måske nok i bogstavelig forstand, men Weidermanns bog er et bevis på, at det åndeligt set ikke er sandt.