Et dansk liv i DDR

Ung kvinde fra Aarhus fik sit velstands-ego sat på prøve, da kærligheden fik hende til at skifte land

Gennem otte år oplevede en ung kvinde fra Aarhus hverdagen i DDR. Om dette har den pågældende, Tove Fleischer – som hun hedder i dag – skrevet bogen ”Kærlighed i kommunismens tid. Et dansk liv i DDR”.

Titlen kan give forventning om en følelsesfuld beretning. Men det er ikke en sådan, Fleischer har skrevet. Hun holder sig til det nøgternt rapporterende. Men i de bedste passager er det samtidig en livfuld bog.

I forordet skriver hun, at ”nogen ven af den tyske udgave af 1900-tallets kommunisme blev jeg aldrig. Men de otte år, jeg boede der, var ikke otte dårlige år, det var otte anderledes år, hvor jeg fik sat mit vesteuropæiske velstands-ego på prøve, lærte, hvad mangler og begrænsninger gør ved folk, og fandt ud af, at livet sagtens kan leves på andre præmisser end dem, jeg var vokset op med”.

Forhistorien er den, at den unge århusianer, Tove Thomsen, under et sommerkursus i 1975 i Jugoslavien traf en ung østtysk studerende, Holm. Det udviklede sig til mere end et venskab – hun blev gravid. Og hvad så? Var en fælles fremtid overhovedet mulig – og i givet fald hvor? Lyst så det ikke ud. Tove Thomsen havde svært ved at forestille sig, at hun skulle bosætte sig i DDR. Alene landets elendige boligforhold gjorde denne mulighed lidet tiltrækkende.

Alligevel endte det med, at hun søgte om indrejsetilladelse. I bogen udbreder hun sig om denne fase – og med god grund, for den fortæller meget om den kafkaske virkelighed, som hun var på vej ind i. Hendes sag trak ud, og hun er ikke i tvivl om, at dette skete med fuldt overlæg. Måske hun så kunne ”overtales” til at fortryde. Hun var klar over, at hun for DDR var hun et fremmedelement, uskolet og uberegnelig, kort sagt uønsket. Ansøgningens vej gennem systemet blev holdt hemmelig for hende – hvilket viste sig at være en praksis, hun måtte vænne sig til.

”Enhver myndighedsbehandling i DDR var omgærdet af ugennemskuelighed, også når det drejede sig om harmløse småting. Det forøgede borgernes følelse af hjælpeløshed over for magt- organerne, hvilket sikkert har været en del af hensigten.”

Nok er ”Kærlighed i kommunismens tid” en personlig beretning om tilværelsen i en stat, der ikke findes mere. Tove Fleischer har følt sig forpligtet til også at fortælle generelt om DDR.

Men mest nærværende er de passager, hvor hun lader læseren opleve landet gennem de erfaringer, hun selv har gjort med det. Og disse passager, der er udgivelsens berettigelse, udgør heldigvis hovedparten af bogen. Som forfatter er hun meget til stede – i gengivelsen af det oplevede bliver hun aldrig anonym.

Hun finder en fin balance mellem det private og det, der er af interesse for andre. Vi får sigende detaljer fra familiens dagligdag, men dens medlemmer lader hun være i fred. Det er en bog emmende af atmosfære. Den er ikke et opgør med DDR, men et subjektivt portræt af landet – og som sådant givende. Bortset fra anmeldereksemplarets 12 blanke sider!

Familien boede i Leipzig og havde naboer, der på flere måder var privilegerede ”og kendte alle smutvejene i samfundet”. Partimedlemmer var ingen af dem, men de havde ”arrangeret sig med de faktiske forhold”. Hvad dette så end indebar. Tove Fleischers mand havde en stilling på universitetet. Hans far var – hvad der næppe var uden betydning for familiens status – en internationalt anerkendt sprogforsker. Forfatteren havde blandt andet nogle oversættelsesopgaver og blev desuden på et tidspunkt korrespondent for Aarhus Stiftstidende, uden navns nævnelse.

I slutningen af 1980’erne bosatte familien sig i Aarhus, hvor Holm siden 2000 har været lektor på Handelshøjskolen, mens Tove Fleischer har haft forskellige lærer- og lederjobs på sprogskoler i Aarhus og Horsens. Men det er en anden historie.