Allerede titlen på Shekufe Tadayoni Heibergs digtkatalog ”Frugt og grønne sager”, der er udgivet på forfatterens eget mikroforlag, Uro, vækker en vis skepsis: Den onkelagtige og klichétunge omskrivning af grønsager til ”grønne sager” er nemlig så langt fra poesiafdelingen, at det er vanskeligt at forestille sig, hvordan man nogensinde skal finde derhen med Heiberg som vejviser. Men nu skal man jo hverken dømme en bog på dens omslag (der i øvrigt er ret flot) eller dens titel. Måske er der mere saft og kraft i de enkelte digte?
Desværre ikke: Digtene falder ikke langt fra titlen. Blandt de 25 illustrerede digte, der – ikke overraskende – omhandler forskellige frugter og grønsager, er der således heller ikke for alvor noget at komme efter. Hvis hensigten er at levere overraskende og skæve perspektiver, der kan få de almindeligste ting til at lyse op og dermed åbne vores øjne for den forunderlige rigdom og vitalitet, der gemmer sig i alt det, som gror og vokser for næsen og foden af os, så kommer disse digte ikke i mål.
Læs eksempelvis det afsluttende digt om ærter: ”Fra grønrund/ til grønrund/ de er en og en/ og en og en/ og en spinkel lyd/ ah klik og klik/ og ah/ med søde knopgrønne/ dut i rør”.
Digtet arbejder ganske vist både med sproglige nydannelser (grønrund) og billeder (knopgrønne/ dut i rør), men disse er så kedelige og intetsigende, at de ikke efterlader nogen varige ændringer i læserens sanseapparat (at en ært, der er grøn og rund, kaldes grønrund er ikke ligefrem en øjenåbner). Det samme gælder digtet om artistkokken, der allerede falder ved første linjes forcerede vittighed: ”En artist er en kok/ som blødkoger/ til bladløsner/ strør citron/ ser genert/ ind i øjnenes sort/ smør hvidsalt på/ siger ak og tak”.
Det betyder ikke, at digtkataloget er helt uden kvalitet. Enkelte digte indeholder faktisk finurlige og skæve billeder, som guleroden, der karakteriseres som ”en mor med ophår”. Dog overskygges de gode passager alt for ofte af et haltende og uskarpt sprog. Når granatæblets kerner beskrives som ”bunker af stablet blod/ i små tynde poser”, skaber Heiberg for eksempel en fin, underspillet kontrastdynamik til denne ellers så smukke frugt. Men når resten af digtet i den grad savner sproglig prægnans i dets underlige hakkende stil, fremstår billedet i sidste ende ligegyldigt: ”Små organismer/ som saftbader/ kommer her for at/ styrke og lindre/ det er eukalyptus/ om og om/ er det eukalyptus/ om igen og om/ det er bunker af stablet blod/ i små tynde poser”.
God poesi formår med ganske få virkemidler at gøre hverdagen tydeligere for os, den skærper vores sanser og bremser rutinens og dagligdagens forenklede blik på verden. Det formår Heibergs digte i alt for lange stræk ikke. Når man har læst ”Frugt og grønne sager”, er det ordinære fortsat ordinært, frugt stadig bare frugt og grønne sager bare grønsager.