Iben Krogsdal debuterede som børnebogsforfatter med den vellykkede samling af ”Balladehistorier” i 2010 - samme år som hun udgav de første salmer. Siden er hun blevet en markant stemme i den moderne salmedigtning, og selvom det er en anden genre og stil, hvor forfatterens sans for humor, der sender direkte på drengefrekvensen, kommer anderledes frit til udfoldelse, er det en række af de samme temaer om skyld og angst, ensomhed og fællesskab, mod og tilgivelse, der tages op i den nye børnebog ”Georg Jensen og skarabæen”.
Det er historien om drengen Georg, der synes at være glad for at gå i skole, indtil han konfronteres med den stinkende skarabæ, der tvinger ham til at bidrage til mobningen af pigen Sara. Sara bliver til Sarabæ, men skarabæen er stadig ikke tilfreds. Den vil have mere! Kræet er med egne ord ”en usynlig og lille, fræk satan”, og man behøver ikke tegningen af en behåret djævel for at forstå, at det er det onde selv, der har meldt sin ankomst. Han er sprunget ud af Georgs mave, påstår han, så måske er Georg alligevel ikke så glad for skolen? Det skal ellers forestille at være en mobbefri skole, hvor alle kan synge med på samme sang: ”Her på skolen må ingen drille/for alle er venner og hver dag et gilde.”
Ironien er lige så tyk som den bussemand, pigerne placerer i Saras frokost, og hvor sandt det end måtte være, at man ikke kan få det onde til at forsvinde ved at afholde en temauge og ellers lade som ingenting, får den heftigt polemiske undertekst, der rettes imod fraværende forældre og ligeglade lærere, desværre bogen til at kæntre. Forstår barnet noget som helst af denne kritik, må det være, at voksne mennesker med ordet i deres magt heller ikke afholder sig fra at mobbe hinanden.
Allerede på side et, er det Georgs mor, det går ud over med dette svirp, der også har stigmata-garanti for det barn, der er så uheldig at være blevet til på samme vis: ”Egentlig havde hans mor tænkt sig, at der kun skulle være to i deres familie: Et dejligt, kreativt barn og hende selv. Derfor havde hun fået første halvdel af Georg i et glas fra en mand i Sverige og lavet resten selv.”
Derefter hører man stort set ikke om hende, for hun har ingen funktion ud over den ikke at kunne give de skældud, som skarabæen - og tilsyneladende også forfatteren - efterlyser. Lærerne kan heller ikke levere; de er hele tiden væk, fordi de skiftevis har omgangssyge og omsorgsdag (svirp, svirp) og under alle omstændigheder hverken aner eller interesserer sig for, hvad der foregår i børnenes liv.
Undersøgelsen af, hvordan tanker kan blive virkelige, og sproget skaber, hvad det nævner, er bestemt en børnebog værd, ligesom beskrivelsen af det onde som en realitet, børn oplever og gør sig erfaringer med - mobbefri skoler eller ej.
Det et tydeligt, at Iben Krogsdal ønsker at stille sig på børnenes side ved at vise, hvordan de voksne svigter deres ansvar som opdragere og autoriteter. Men først og fremmest svigtes læseren af en bog, hvor kritikken af ”det faderløse samfund” tager over allerede på bogens første side.
kultur@k.dk