Et dysfunktionelt dukkehjem falder langsomt fra hinanden

Jens Albinus’ psykologiske familiefortælling vil alt for meget og bliver derfor desværre aldrig helt forløst som kulturkritisk samtidsteater

Familiestrukturens sammenbrud som elementært kulturtab er temaet i Jens Albinus’ flagrende og uforløste ”Ankomst. Afsked”.

Endnu en gang er det familien, der står for skud. Den dysfunktionelle, brydsomme, skibbrudne. Vi befinder os i helt konkret forstand ude på et skråplan. På den tiltede, faretruende sceneplatform udspiller et dystert ibsen’sk kammerspil sig, fyldt til randen med underliggende ulykke, skam og pilrådne relationer.

Efter flere års afstand samles en splittet familie for at genbegrave den afdøde datter, og snart vælter skeletterne ikke bare op af jorden, men ud af alle skabe. Insinuerede overgreb, skyld, svigt, skilsmisse og misbrug. Midt i det hele står den eneste ædle figur i et rædselskabinet af egocentrikere, den engleblide Liv, der med godmodig uskyld og idel idealisme forsøger at samle skårene af den splintrede familie. Hun bliver dog lige vel duefrom og dukket i Laura Skjoldborgs sarte spil.

Anledningen er genbegravelsen. En i sig selv angribelig, ukristelig handling, som varsler værdiopbrud i en mere fundamental forstand. Ikke engang graven giver fred for den moderne nomadiske rodløshed. Huset med de porøse papirstynde vægge, som trues af anlæggelsen af et nyt asylcenter, fungerer i Rikke Juellunds smukke scenografi som foranderligt billede på fællesskabets vaklende forfatning.

Det er dét hus, der på én gang danner ramme for og stridspunkt i familiens genforening. Moderen, Benedikte Hansens selvfede, flyvske karrierekvinde med – lærer vi – krigstraumer og talrige ”lig” i lasten, vender hjem fra et liv som omrejsende stjernefotograf til ruinerne af en familie.

Et ”Scener fra et ægteskab”-scenarie udspiller sig med eksmanden Hans Rønnes resignerede, lasede forfatterfantast. De brydes om huset, om skyldfølelser og ansvar. I det hele taget trækkes tydelige tråde til en række dramatiske klassikere. Lars Norén. Ibsen. Tjekhov.

Men også DR’s dramaserie ”Arvingernes” tematik går påfaldende igen i ”Afsked. Ankomst”. Fællesskabets trange kår i tidens selvrealiseringscirkus. Den kreative klasses godhedshykleri. Der er mange gode hensigter, men modsat flere af klassikerreferencerne forbliver dramaet mærkeligt uforløst. Der synes ikke for alvor noget på spil for den forkvaklede forsamling.

”Afsked. Ankomst” tager rigtignok temperaturen på familieinstitutionens mildest talt forkomne forfatning. En ædel intention. Men den flagrer formålsløst i flere retninger. Man aner kun svagt hentydningerne til det store vesteuropæiske fællesskabstab. Til gengæld er fortrængnings- og opløsningssymbolikken så tung og gennemsyrende, at det næsten bliver for meget. Huset, der langsomt falder fra hinanden, gravearbejdet i haven, genbegravelsen, kasserne med familiært vraggods, der forestillingen igennem flyttes rundt.

På samme måde er den tunge litterære tekst rig på antydninger, allegorier og løse ender. Den danner et finmasket net af stramt facademageri med dulgte sandheder, der alligevel siver ud gennem alle sprækker. Den vil meget. Alt for meget. Og den iklæder karaktererne så talrige facetter, at det er svært helt at hitte rede i. Jens Albinus’ psykologiske familiefortælling ankommer derfor desværre aldrig helt som kulturkritisk samtidsteater.