Den Oscarnominerede jordanske film ”Theeb”, der nødvendigvis tabte til mesterværket ”Sauls søn”, er på mange måder en klassisk eventyrfilm, men den har alligevel noget uimodståeligt dragende anderledes over sig. Filmen føles så dybt forankret i beduinernes kultur, at fortællingen bliver rigere end andre mere traditionelle coming-of-age-eventyr eller westerns.
Den sensibilitet over for naturens barske realiteter i ørkenen og fundamentale respekt for betydningen af fællesskab og familiens ære, filmen stærkt formidler, er resultatet af filmholdets intensive samarbejde med en af vor tids få tilbageværende beduinstammer. Instruktør Naji Abu Nowar boede et år i ørkenen for at lære om beduinernes skikke og traditioner. Det er der kommet en bjergtagende film ud af, der med betagende ørkenbilleder og forførende musik og sang giver en unik indgang til en fremmed verden.
Filmen foregår under Første Verdenskrig i Osmannerriget, der balancerer mellem fortid og fremtid symboliseret ved jernbanens gennemtrængende rejse gennem den øde ørken. Det er ”Lawrence of Arabia” fortalt gennem beduinernes øjne. Beduinbrødrene Theeb og Hussein lever i den gamle verden, hvor beduinernes livsform og skikke endnu ikke er blevet overtaget af fremskridtet.
De to har et umådeligt fint og nært forhold, der bliver rigt formidlet i filmens første scener, der foregår i beduinlejren. Da storebror Hussein skal vise en britisk soldat og dennes lokale guide til et vandhul på pilgrimsruten til Mekka, sniger den 10-11-årige Theeb sig efter dem i mørket. Theeb bliver spillet med en sønderrivende naturlighed og elegance af den fuldstændig uprøvede Jacir Eid. Han er filmens centrum og hjerte.
Theeb betyder ulv, og den modige dreng har noget dragende dyrisk over sig med en årvågenhed og et imponerende nærvær i samtlige scener. Instruktør Naji Abu Nowar har i det hele taget gjort et formidabelt arbejde med skuespillerholdet, der alle er amatører. Alle spiller de med en naturlighed og autoritet, der er gennemgribende troværdig. Absolut ingen amatøragtig overspillen her.
Det lykkes for Theeb at finde sin bror, men omstændighederne vil, at han ender helt alene i ørkenen. Hans selvopholdelsesdrift står ikke tilbage for nogen fuldvoksen mands, og vel vidende, at ingen kan overleve alene i den barske ørken, slår han følgeskab med en udstødt landevejsrøver. Deres fælles rejse er en intens kamp for overlevelse, og man må overgive sig fuldstændig til Theeb og den underspillede visdom og indsigt, hans opvækst i ørkenen har givet ham.
Der er en grusomhed og brutalitet i Theebs overgangsrite fra barn til voksen, som kan efterlade en sorgmodig. Men skønheden, sangene og filmens kerne af sandhed er samtidig så livsbekræftende og svanger med håb, at ”Theeb” mest af alt står tilbage som et ganske enestående klassisk eventyr pakket ind i ørkenens smukke, men dødbringende, landskab.
Kultur@k.dk