Et ensomt dyr under solen

GENSYN MED EN KLASSIKER At genlæse den italienske forfatter Elsa Morantes mesterværk "Historien" er ren tåre og pur glæde, en afgrund af elendighed og en blå himmel af skønhed

Måske kan et menneskes uskyld måles i evnen til ikke at stille spørgsmål.

Med vores spørgsmål erobrer vi verden, vi erkender den, men vi holder den også på afstand. Vi mister evnen til at modtage solens stråler, hundens logrende hale og svalernes skrig uden at rejse en søjle af ord.

En af verdenslitteraturens helt store figurer, den lille Useppe fra Elsa Morantes roman "Historien" fra 1974, er sådan et uskyldigt menneske. Fra han bliver født i Rom i krigens første år af sin allerede på det tidspunkt krumryggede mor, som et fortabt gedekid, en fattig frugt af en meningsløs voldtægt af en ung tysk soldat, modtager han livet som en gave. Han spørger ikke hvorfor. Og han giver tilbage med alt sit eget lys.

Useppe – eller Giuseppe, som han egentlig hedder – er ikke bare et renhjertet, men også et forbavsende fremmeligt barn. Sine første år lever han helt alene i timevis i en aflåst lejlighed, mens hans mor passer sit job som lærerinde. Tak, siger han, før han kan gå. Og mer?. Og med uskylden sker miraklet: Alt omkring ham siger også tak! Hans mor, Ida, grå og nøjsom. Hun ved, at Useppe er en gave fra ukendte egne, som hun skal værne om med sit eget liv. Hun forstår ham ikke, men hun spørger heller ikke. Og ikke mindst hans charmebøf af en storebror, Nino, der til gengæld uafbrudt afæsker livet et svar. Her og nu. Og helst JA! Også han ved det. Og elsker sin lillebror på sin helt egen ustabilt betingelsesløse måde, fra han for første gang ser ind i de klare blå øjne.

Det er romanens store, næsten sakrale kernepunkt, denne overvældende livsevne lagt i hænderne på et i grunden lige fra begyndelsen dødsmærket barn. Og i så stærk kontrast til den altopofrende mor, der bærer sin drømmeløse skæbne helt ned i fødderne i evig angst for at blive afsløret som jøde. "Bare en kulørt klud eller lap papir, der reflekterede solens stråler i et flimmer af skiftende farver foran ham, var nok til at få ham til at le i salig undren", hedder det.

Den største gave er dog gadehunden Blitz, der med Ninos overtalelsesevner snart bliver en del af familien og Useppes uadskillelige følgesvend. Blitz er en bastard af en særlig "stjernerace", proklamerer Nino. Nøjagtig som hans lillebror.

Først i det øjeblik Useppe begynder at spørge voffer, oplever han en fremmed magt i verden. En magt, der går imod livet. En magt, der betyder lidelse. En magt, der tegner historien. Den store historie. I begyndelsen er Useppe stille og undrende, da han ser kreaturvognene fyldt med mennesker på vej mod ukendte lejre. Siden bliver dette "hvorfor" mere og mere smertefuldt.

Således tegner Elsa Morantes roman, der tidligere på året blev nyoversat af Jytte Lollesgaard og udsendt med efterskrift af Kirsten Thorup, to parallelle spor. I det ene følger vi Useppe og hans families liv under Anden Verdenskrig i San Lorenzo-kvarteret i Rom. Fra voldtægten i januar 1941 og seks år frem. Hverdagens fire små sørgelige, smukke og renfærdige skikkelser, for hundene (senere, da Blitz dør under et bombardement, overtager Bella pladsen) er selvfølgelig talt med. Dyrene er en del af det kosmos, magten ikke kan nå. Fire tynde tråde af silke og grov uld. Tyndere og tyndere bliver de. Til sidst kun en streg mellem himmel og jord, et pust mellem de udbombede huse. Og tilsammen tegner de hele den del af livet og menneskeheden, der ikke er beskrevet i historiebøgerne. De hundrede tusinder af fattige, udslidte og sagtmodige. Ofrene. De egentlige helte.

I det andet spor følger vi den omliggende verdens gang, krigsherrernes spil om jordens herredømme, udryddelseslejrene og bombardementerne, skrevet ind mellem kapitlerne som selvstændige afsnit. Her præsenteres den store historie, der alene handler om penge og magt. Om had, misundelse, herskesyge. En "uendelig kæde af mord", skriver forfatteren. Useppes egen historie slutter i 1947, da han er seks år gammel. Men magtens historie fortsætter. Nye mord, nye krige, ny undertrykkelse. Og sidste kapitel er derfor uden årstal.

Romanen er på en gang et anklageskrift, et klageskrig og en hyldest til verdens afmægtige bygget over disse to krydsende linjer, der som et kors til sidst nagler vores hovedperson til den jord, han så uforbeholdent elskede.

Der er ingen tvivl om, at Useppe er et stykke af forfatteren Elsa Morantes (1915-1985) egen sjæl. Også hun havde en jødisk mor, der var lærerinde, også hun var digter, før hun næsten kunne gå, et ensomt dyr under solen.

Og også hun oplevede krigens gru fra Roms gader, indtil hun med sin mand, digteren Alberto Moravia, måtte flygte til bjergene i Syditalien. Og indimellem stikker fortælleren da også sit hoved frem og kommenterer, som kendte hun personerne af kød og blod. Som var hun selv til stede. Det er med til på samme tid at gøre "Historien" dybt konkret, næsten pågående autentisk og så svævende eviggyldig, at den kun lige netop kan hænge fast på papiret. En dobbelthed understreget af Jytte Lollesgaards smukt opdaterede oversættelse.

"Historien" blev Elsa Morantes internationale gennembrud. Den var imidlertid ikke velset på det intellektuelle parnas, dertil var den for anarkistisk i sit syn på historien, for metafysisk i sin hengivelse til livet. Man var i 1970?erne og krævede konkret, politisk stillingtagen. Men tag ikke fejl. Romanen er i højeste grad politisk. Den er et urråb til alle magthavere til alle tider. Den er en drøm om en verden, hvor der ikke længere findes et "hvorfor". Den er en dialog med stjernerne, som der står i "Den lille prins". Naiv og seende på en og samme tid.

Hvor Nino således er den tragiske oprører og Ida det tavse offer – så er Useppe eksponenten for selve forbindelseslinjen. Den, der kan se det hele et helt andet sted fra. Useppe er ikke klog i gængs forstand. Han ville ikke bestå en test i den danske folkeskole. Han kan ikke stille de rigtige spørgsmål. Men han kan se verdens skønhed. Han jubler, da nogen kalder hans udslidte mor smuk, han fortæller sin ven ude i løvhytten, at "her bor Gud".

Og da den stofmisbrugende jøde og anarkist David spørger ham, hvad han tænker på, siger han rød i kinderne af forlegenhed: "jeg tænker digte".

For lige ud af munden springer ordene:

"Stjernerne som træerne, og de rasler som træerne.

Solstriberne på jorden som en håndfuld kæder og ringe.

Sollyset som en masse fjer, hundrede fjer, tusinde fjer.

Solen i luften som en hel masse trapper i huse.

Månen som en trappe og oppe foroven Bella der har

Gemt sig og pluds?li stikker ho?det frem.

Sov sødt små kanariefugle lukkede som rosenknopper.

Dernerne som en masse svaler der vinker. Og i træerne.

Floden som et smukt hår. Og et smukt hår.

Fiskene som kanariefugle. Og de flyver.

Bladene på træerne som vinger. Og de flyver.

Og hesten som et flag.

Og den flyver."

kultur@kristeligt-dagblad.dk

Elsa Morante: Historien. Nyoversat af Jytte Lollesgaard. Med efterskrift af Kirsten Thorup. 672 sider. 349 kroner. Gyldendal.