Ét er, hvordan vi lever. Noget andet er, hvordan vi erindrer

Udsøgt kærlighedsroman fra Julian Barnes om det liv, der ofte bedst forstås baglæns

Julian Barnes (født i 1946) er en af Englands fineste og mest respekterede forfattere. ”Denne stærke, stramme, triste og ofte smukke fortælling kan meget vel være Barnes’ bedste roman i mange år,” skrev The Spectator ved udgivelsen af ”Den eneste historie” i hjemlandet. –
Julian Barnes (født i 1946) er en af Englands fineste og mest respekterede forfattere. ”Denne stærke, stramme, triste og ofte smukke fortælling kan meget vel være Barnes’ bedste roman i mange år,” skrev The Spectator ved udgivelsen af ”Den eneste historie” i hjemlandet. – . Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix.

De første ord i romanen ”Den eneste historie” har Julian Barnes ikke selv skrevet. Den respekterede og flere gange prisbelønnede forfatters 18. bog indledes med et citat – et ordbogsopslag – fra 1755, der lyder: ”Roman: Lille fortælling, som regel om kærlighed.”

Disse ord gør Barnes nu hurtigt til sine, for man skal ikke langt ind i handlingen, før de implicitte spørgsmål mellem linjerne lyder: Findes der mere udsøgte kunstformer end romanen? Og handler de bedste romaner ikke altid om kærlighed?

”Den eneste historie” handler om den 19-årige Paul, der bliver forelsket i den 48-årige Susan. Hun er mor til to og fanget i et glædesløst ægteskab; han er uskyldsren romantiker, fræk og usikker, som kun de unge kan være, og ligeledes fanget i et glædesløst ægteskab: sine forældres. Vi er i Surrey syd for London, en middelklassehøjborg, på tærsklen til 1960’erne, og Paul drømmer om at flytte hjemmefra.

I tennisklubben, modstræbende tilmeldt på sin mors opfordringer, møder han en dag Susan. Mixed double-øvelserne griber forventeligt om sig, og en ”Fagre voksne verden”-historie tager sin begyndelse. Paul falder pladask for Susan, og kærligheden er gengældt – ja, intet sted i denne udsøgte og raffinerede roman tvivler man på følelsernes ægthed. Til sidst i romanens første del stikker de to elskende af til London og et liv fri for snærende normer.

Men Julian Barnes ville ikke være Julian Barnes, hvis ikke historien om den unge mand og den modne kvinde blev vendt på hovedet. Han er ekspert i at lege med læsernes forventninger, og vi er på en måde advaret på forhånd:

På bogens omslag står ordene/titlen ”Den eneste historie” streget over, og under er skrevet de samme ord: ”Den eneste historie” med en anden skrifttype. Der er aldrig kun én historie om livet. Men vi vil så gerne fortælle den samme historie igen og igen om os selv og kærligheden. I virkeligheden kunne andre historier om den samme kærlighed også fortælles.

Det får læseren illustreret i romanens anden del. Den ukomplicerede kærlighed mellem de to elskende, aldersforskel til trods, er nemlig ikke den eneste historie. Et skifte fra første person til tredje person indfinder sig også – lettere at tale om det svære, når man holder det ud i strakt arm.

Her i afdeling to tager Susans afhængighed af alkohol overhånd. Hun har ellers lige forladt en ilter dranker af en ægtemand hjemme i Surrey, men bare fordi vi er i en tid, før termen med-afhængighed blev gængs, betyder det ikke, at Susan ikke har indoptaget sin mands behov.

Glas efter glas, dag efter dag går, men Paul – nu jurastuderende og selv nærmest afholdsmand – forlader hende ikke. Tværtimod. Bliver kærligheden stærkere, bliver ”den eneste historie” dybere, nu hvor de mørke nuancer også bliver en del af kærlighedens farveholdning?

I begyndelsen af romanen står der: ”Hvad vil du helst – elske mere og lide mere eller elske mindre og lide mindre? Det er, når alt kommer til alt, livets væsentligste spørgsmål”.

Sløret for romanens slutning skal ikke løftes, men sikkert er det: Paul elsker meget, lider derfor meget og må dulme sine lidelser, ikke med alkohol, men med en, skal vi sige lidt uengageret livsførelse, da det indlysende viser sig, at livet med Susan ikke længere er muligt. Han kan ikke andet. Resigneret iagttager: sådan nogle er ulidelige i virkeligheden, men uvurderlige i litteraturen, hvor mange romaner får liv af en lidt død fortæller.

Et sprogligt billede fra romanen bider sig fast. Paul fortæller et sted om de elektriske kløvemaskiner, der rigtignok er fantastiske: et stykke brænde placeres på en metalsliske og presses langsomt frem mod en æg, der med en udsøgt lyd flækker brændet langs årerne. Livet er, tænker Paul, et tværsnit: en stamme skåret over på tværs. Men erindringen flækker, ligesom kløvemaskinen, livet på langs og skaber forbindelse og sammenhæng i en anden retning. Hvad er rigtigst? Hvad er ”den eneste historie”? Den på tværs eller den på langs?

Læs selv – gerne på langs i sofaen. Der er ingen risiko for at falde i søvn. Barnes har læseren fanget fra første sætning: ”Roman: Lille fortælling, som regel om kærlighed.”