Et Europa i forfald? Masser af roser - og enkelte torne - til bog om Europas afblomstring

Europa taber indflydelse i en globaliseret verden, skriver nordmanden Asle Toje i sin nye bog ”Mellemspil”. Anmelderne er enige om, at den er interessant, men efterlyser også større nysgerrighed og færre selvfølgelige spørgsmål og svar

Et Europa i forfald? Masser af roser - og enkelte torne - til bog om Europas afblomstring

Den udenrigspolitiske forsker og kulturkommentator Asle Toje har rejst rundt i alle afkroge af Europa for at undersøge det forfald og de opløsningstendenser, som er konsekvenser af globaliseringen, og som ifølge ham er den ved at gøre kontinentet til et økonomisk udkantsområde.

Hans nye bog, ”Mellemspil. Historien om tiåret da Europa brast 2010-2020” (på dansk ved Nanna Lund, udkommet på Gyldendal) består af en række rejseessays, hvor han blandt andet besøger Irland, Spanien, Grækenland, Moldova og Ukraine i ”en lille snes yderst velskrevne og oplevede nedslag,” som Uffe Østergaard skriver i sin anmeldelse i Information.

Han befinder sig i godt selskab med Asle Toje og konstaterer, at man får meget at vide om den europæiske mangfoldighed, samt at forfatteren elegant udleverer sine intellektuelle modstandere. Men han har to forbehold, som han adresserer på følgende vis: ”Hvad er det så, der er galt med denne tiltalende og velskrevne bog? Først og fremmest, at den ikke formulerer det spørgsmål, den så oplysende søger svar på, årsagerne til Europas tab af indflydelse. Det beskriver han baggrunden for i et indledende kapitel om europæernes manglende vilje til at stifte familie og få børn. Med andre ord den demografiske tilbagegang, som er godt beskrevet, men følgerne er egentlig ikke analyseret. Det andet problem er, at denne formidable bog er udkommet før Vladimir Putins overfald på Ukraine den 24. februar i år, der ændrede alt i Europa og måske verden.”

Det er således blevet en verden af i går, Asle Toje skildrer, som Stefan Zweig gjorde i 1942 fra sit eksil i Brasilien. Og måske, skriver Uffe Østergaard, vil denne essaysamling få samme ikoniske status, selv om den ikke forklarer, hvad der gik galt for Europa, eller hvad vi skal gøre nu, ud over at håbe det bedste for de ukrainere, der så tappert kæmper for vores fælles europæiske værdier.

I Kristeligt Dagblad konstaterer Michael Bach Henriksen på lederplads, at ”Mellemspil” er en vigtig bog, fordi den giver stemme til en række mennesker, der normalt ikke finder vej til medierne eller indgår i den aktuelle politiske samtale, fra pornoindustriens bagmænd i Prag over barnløse unge i Athen og arbejdsløse i Bilbao til migranter fra den absolutte underklasse i London: ”Igen og igen bekræftes billedet af et Europa, hvor middelklassen skrumper, underklassen vokser eksplosivt, og hvor adgangen til overklassen er umulig for alle på nær nogle meget få. Det viser sig med stor tydelighed, at den drøm, som så mange i Europa nærede efter 1989, er i fare for at udvikle sig til at mareridt. Det var alligevel ikke hele verdens befolkning, der tørstede efter menneskerettigheder og multikulturalisme og efter globalisering og gudløshed.”

Mere kritisk forholder Christian Jensen sig imidlertid i Politiken, om end han har ”den dybeste sympati” for Asle Tojes bogprojekt, men han efterlyser en større nysgerrighed over for de mennesker, nordmanden møder på sin vej. ”Mellemspil” virker derfor ”intellektuelt fastlåst” på ham: ”Bogen får dermed mere karakter af at være effektiv opsamling af de kulturkonservatives pensum fra opbruddets årti end en nysgerrig og nyskabende idepolitisk analyse af Europa netop nu”, og selv om den er både ”velskrevet og teknisk elegant”, konkluderer Christian Jensen, at den er ”intellektuelt gumpetung, fordi den slæber på andres tankegods fremfor at fremdrage sit eget.”

Det bliver til beskedne tre hjerter ud af seks mulige, mens der blot falder to hos Altinget, hvor Vibe Termansen finder, at bogens dystopiske maleri af Europa i tiåret trænger til historisk perspektiv, og så efterlyser hun som Christian Jensen en større åbenhed over for de mennesker, ”champagne-nationalisten”, der gerne taler med underklassen, blot den ikke kommer for tæt på, interviewer. Hun ville således ønske, at han havde ledt efter mennesker, der kunne udfordre ham og gøre ham klogere og ikke blot dem, der kunne illustrere hans pointe, ”at bogen gjorde ham klogere på Europa og ikke blot på forfatterens opfattelse af Europa. Mindre Asle Toje, mere Europa. Dét ville være interessant.”

Men i Morgenavisen Jyllands-Posten er Jørn Mikkelsen af en ganske anden mening. Han betegner nemlig ”Mellemspil” som en ”suveræn rejsebog”, ”en tour de force af de helt store” og Asle Toje som en ”fremragende skribent”, der vil undersøge forfaldet og opløsningstendenserne. Men han vil allerhelst bekræftes, som også Vibe Termansen noterer sig, og det er Jørn Mikkelsens største anke mod bogen: ”Han opsøger mestendels folk, han er enig med, og miljøer, der bekræfter hans egen grundstemning. Næste gang bør han tale med folk, som han får modstand hos. Viljen til at gøre det er vel, hvad der bør kendetegne enhver intellektuel – i hvert fald i teorien.”

Det bliver til fem stjerner ud af seks mulige, mens der er fem i Berlingske fra Peder Nedergaard til en bog, der klogt forsøger at genopdage og værdsætte vores egen kultur og historie, samtidig med at den udtrykker stor bekymring for, hvordan globaliseringen rammer, for de alt for få fødsler, for den stigende ulighed, for udbredelsen af socialt armod, for vores kasten vrag på traditionerne og for den generelle afkristning: ”Asle Tojes bog med gennemtænkte rejseskildringer er noget af det bedste, jeg har læst inden for denne genre. De er alle udtryk for stor viden plus velskrevenhed plus et vigtigt budskab. Egentlig burde man vel slet ikke oversætte bøger fra bokmål, men nu er det sket. Og så har dansk publikum i hvert fald ingen undskyldning for at undlade at læse denne skarpe bog, som ydermere har den fordel, at siderne bladrer sig frem helt af sig selv, når man først er gået i gang med læsningen.”