Philip Roth var hele sit liv særdeles omdiskuteret, men én ting var alle litterære kommentatorer enige om i går: Han var en af de allerstørste amerikanske forfattere i efterkrigstiden. Roth, der blev født i Newark, New Jersey, af jødiske forældre, døde af hjertesvigt omgivet af sine nærmeste på et hospital i hjembyen New York tirsdag aften lokal tid.
Med hans død er den sidste af de tre store romanforfattere, der beskrev USA og dets borgere i det 20. århundrede – de to andre er Saul Bellow og John Updike – væk. Roth, der skrev over 30 værker og blev hædret med alle litterære priser på nær Nobelprisen, blev 85 år.
Som en tråd gennem det store forfatterskab løber emnerne jødedom, mandlig seksualitet og amerikanske politiske idealer. Roth, der i perioder boede i England og Israel og rejste meget i Østeuropa, var intenst optaget af sin samtid. Sit eget hjemland beskrev han især i ”den amerikanske trilogi” (romanerne ”Amerikansk pastorale”, Jeg blev gift med en kommunist”, og ”En menneskelig plet”), der hver tager et årti i efterkrigstiden under behandling. Hans sene bestseller ”Komplottet mod Amerika” fra 2004 blev af mange kommentatorer set som et forvarsel om Donald Trumps præsidentperiode.
Israel og zionismen figurerer prominent i det store gennembrud ”Portnoys genvordigheder” (1969) og i de senere romaner ”Modliv” (1986) og ”Operation Shylock” (1993). Her perfektionerede Roth sin leg med synsvinkelskift og rablende monologer, der også præger hans sene mesterværker ”Sabbaths teater” og førnævnte ”Amerikansk pastorale”.
Han var livet igennem både legesyg og seriøs: Han eksperimenterede med sprog og fortællestil i en undertiden voldsomt energisk skrift, samtidig med, at han tog sit lands idealer, sine medmennesker og sine egne drifter og længsler ekstremt alvorligt. Ud af denne dobbelthed mellem leg og alvor opstod nogle af de mest skelsættende og omdiskuterede værker i det 20. århundrede.
Roths gennembrud som forfatter førte en lang rækker anklager om antisemitisme med sig. Egentlig beskrev han bare jøder som helt almindelige amerikanere i bøger som debuten ”Farvel, Columbus” (1959) og bogen om Portnoy og hans dominerende mor, men i tiden i umiddelbar nærhed af Anden Verdenskrig så toneangivende stemmer i det jødisk-amerikanske samfund helst, at man ikke stak ud eller excellerede i selvkritik. Roth følte sig voldsomt misforstået og vendte igen og igen tilbage til modtagelsen af sine første bøger.
Misforstået følte han sig også, når journalister insisterede på at læse hans romaner, som om de handlede om forfatterens eget liv. Roth gjorde det ikke nemt for sig selv, kan man sige, ved at blande tydelige selvbiografiske træk ind i sine hovedpersoner, ja, undertiden deler romanpersonerne endda navn med forfatteren, men han fastholdt, at hans romaner skulle læses æstetisk, som kunst, og ikke som illustrationer af hans liv. Roth, der var gift to gange, skriver mest tilgængeligt om sit liv i selvbiografierne ”The Facts” og ”En søns far”.
Han levede de sidste mange år tilbagetrukket fra det offentlige liv i landlige omgivelser i delstaten Connecticut og i sin lejlighed på Upper West Side på Manhattan. Her mødte Kristeligt Dagblad ham i 2010 til et af de sjældne interviews, han kun nødtvungent gav, og Roth var venligheden selv. Om døden, der nu har indhentet ham, sagde han: ”Jeg er ikke bange for døden. Men jeg må sige, at intet i min ungdom forberedte mig på, hvordan det føles at skulle dø.”
De sidste år skrev han ikke nye romaner, men arbejdede sammen med sin biografiforfatter, genlæste klassikere, så baseball i tv, svømmede og gik til koncerter. Nu er han væk, og en epoke i amerikansk litterær kultur er slut. Roths sidste roman er ”Nemesis”, og han optræder i en meget genkendelig udgave i forfatterkollegaen Lisa Hallidays roman ”Assymetri”, der netop er udkommet på dansk.