Prøv avisen

”Før frosten” er en eviggyldig historie om moral og medmenneskelighed

5 stjerner
Før frosten” er et intimt portræt af en far og en datter i midten af 1800-tallets lollandske forarmelse med overvældende gode præstationer af Jesper Christensen (til venstre) og Clara Rosager (i baggrunden). Foto: Jonas Jacob Svensson/Nordisk Film

Den fremragende danske film ”Før frosten” siver som mosevand ind i sjælen og lagrer sig der, hvor både samvittigheden og empatien bor

Et fugletræk over en brun brakmark. En skramlet skål med grød kogt på skaller med fire skeer omkring. En kirke på vej ud over klintens afgrund.

Med enkle billedkompositioner, sart doserede symfonier og imponerende behersket skuespil er ”Før frosten” tilsyneladende en klassisk skildring af fattigdom og velbemidlet ondskab i stændersamfundets efterskælv som set i Bille Augusts ”Pelle Erobreren” eller Ole Bornedals ”1864”.

Men Michael Noers mørke signatur, stemplet i menneskelig mol, tager skridtet endnu længere ud i den sumpede jords mudrede afmagt.

”Før frosten” er et intimt portræt af en far og en datter i midten af 1800-tallets lollandske forarmelse. Men med Jesper Christensen og Clara Rosager (Rita i ”Journal 64”) i overvældende gode præstationer bliver det historiske punktnedslag til en eviggyldig historie om moral og medmenneskelighed.

Filmen lægger sig fornemt i rækken af Noers gribende og ukunstlede udforskning af mænd i sjælelig bekneb, som i fængselsmareridtet ”R” og bandedramaet ”Nordvest”.

Jens (Jesper Christensen) tillader sig at drømme om anseelse og en alderdom i mere magelige kår. Han er stolt, også når han beder bordbøn hånd i hånd med sin datter og to søstersønner rundt om et pauvert måltid. Han er stolt, når han indtager sin plads på kirkebænken, ikke helt bagerst, men lidt længere oppe. Oppe, hvor han kan ane midten af skibet. For kirkebænkene er rangordnet efter høveder og jordbesiddelser, så da Jens må sælge en ko, og degnen rykker ham til næstbagerste bænk, krakelerer værdigheden og selvbilledet. Kirken er ikke vejen til frelse, men til fordømmelse. Troen opretholder det standsopdelte samfund derude. Derhjemme opretholder troen værdigheden.

Den smukke datter Signe er adgangsbilletten til en fremtid fuld af forår i stedet for fejlslagen høst. Så da Jens får tvangsforlovet hende med den svenske storbonde Gustav (Magnus Krepper, der også stjal scenerne i ”Liberty”), synes eftertiden mere lun.

Men ”Før frosten” er mere Goethes Faust end Blichers Morten Vinge, mere Shakespeare end Hans Kirk, mere Ibsens forblændede familier end Lassefar. For Jens’ opstigen til at blive ”en mand med hat” er også en rejse ind i fordærvelse. Findes frelsen for de fordømte, spørger Noer gerne, og med efterklang her.

Jesper Christensen er allerede prisbelønnet i udlandet for rollen Jens. Og præstationen er lammende. Det furede ansigt kan ikke afbarkes ind til sjælen. Øjnene er spejlet, der viser den skinbarlige sandhed, men også forvrænger virkeligheden, som den tager sig ud, når bordet er veldækket, og pladsen i kirken ender under præstens prædikestol.

For som Jens klatrer højere op ad rangstigen, men længere væk fra fællesskabets bøn, bliver de ydmyge drømme til et galsindet drømmespil, hvor det gode og det onde væver sig ind i hinanden, og det klasseopdelte samfunds klare regler pludselig kan overskrides. Og hvem er Jens så?

”Før frosten” er i hvert fald enkel, smuk og evigt rig.