Et sted i Hanne Højgaard Viemoses nye roman bliver man mødt af en ”EFTERLYSNING”. Det er fortælleren, som mangler den rigtige version af sin hovedperson: ”Hannah, delvist opdigtet romanfigur, er stukket af fra sin forfatter. Hun forcerede kl. 9.39 her til formiddag et rækværk på rygeperronen på Bis-pebjerg Hospital og forsvandt i løb mellem hospitalsbygningerne med retning mod Tagensvej. Forfatteren udtrykker bekymring og vil gerne i kontakt med sin figur.”
Passagen er typisk for bogen. Hanne Højgaard Viemose gør en dyd ud af at eksperimentere med formen. Fortælleren springer frem og tilbage i tid og sted, gengiver breve til sin morfar, fremfører en rap midt i forløbet, gengiver uformidlet dialog med sine børn, laver festsange til sig selv og skriver store dele af fortællingen som en direkte henvendelse til den gifte mand, hun har en hemmelig affære med.
På den ene side er det forfriskende, at Hanne Højgaard Viemose har viljen til at arbejde seriøst med romanformen. Det skal hun have ros for. Det er væsentligt at gentænke, overskride og forny romangenren. På den anden side er det afgørende, at eksperimenterne opleves som vellykkede og meningsfulde. Det er desværre ikke tilfældet i ”HHV, FRSHWN – Dødsknaldet i Amazonas”.
Romanen fremstår som et ufærdigt manuskript, der burde være radikalt gen- og gennemskrevet inden udgivelsen. Den overordnede komposition er usammenhængende. Det er uden tvivl tilstræbt, men stærkt problematisk, fordi man hurtigt bliver træt af at opleve forfatterens talrige brud på almindelige litterære konventioner.
Tag nu efterlysningen af romanfiguren. Det er udmærket skrevet, men er det vedkommende læsning? På ingen måde. Har det eksistentiel betydning? Kun på et meget abstrakt og intellektuelt niveau. Det samme kunne man sige om værkets søgte titel.
Er der da slet ikke noget positivt at sige om bogen, kunne man nu spørge. Jo, det er der. Hanne Højgaard Viemose har tydeligvis meget på hjerte. Hun skriver sig modigt ind i tunge emner som angst, psykiske nedbrud, skilsmisse, seksuelt misbrug og voldtægt og giver meget af sig selv i fortællingen om sin kvindelige hovedperson. Man bliver vidne til en række eksistentielle brændpunkter, der afslører et stort potentiale. For hvis fortællingen om dette stof for alvor blev udfoldet og forløst litterært, kunne man få et brag af en roman.
Det er i den forbindelse værd at sammenligne Hanne Højgaard Viemoses roman med en af sidste sæsons stærkeste udgivelser, nemlig Søren R. Fauths ”Digt om døden. En bog om min far”, der på én gang eksperimenterer med formen og på det nærmeste brændemærker læseren mentalt. Så selvfølgelig kan det lade sig gøre at udfolde et besættende stof i et avantgardistisk formsprog. Også for en forfatter som Hanne Højgaard Viemose.