Normalt er Paul Auster en meget formbevidst forfatter, men hans nye udgivelse, erindringerne Rapport fra de indre landskaber, er et utilfredsstillende skrummel af en bog, som den amerikanske forfatter tydeligvis ikke har vidst, hvordan han skulle organisere og afslutte.
Den følger op på Vinternoter, der var et langt bedre og rørende værk. Dér handlede det om alle de ydre omstændigheder ved Austers liv, såsom hvor mange gange han har skiftet bopæl, hvad mødet med hustruen, forfatteren Siri Hustvedt, betød for ham, og hvilke spor og erfaringer en næsten-fatal bilulykke tæt ved hjemmet i Brooklyn i New York satte.
LÆS OGSÅ: Overskuelig og velskrevet
I opfølgeren er det ikke de ydre, men de indre omstændigheder, der er i fokus, de mentale aspekter af selvet, de psykiske forhold i barndommen og ungdommen, som hans nye danske forlag, Lindhardt & Ringhof, skriver på bogens bagside. Og det indre er åbenbart langt mere kedsommeligt end det ydre, for der er forsvindende få pointer at uddrage fra den unge Austers indre liv. Han har efter denne bog at dømme haft en ganske udramatisk opvækst i et verdsligt, jødisk middelklassehjem, hvor en flov sengetisning på en sommerlejr og et umotiveret raserianfald på familiens radio er de mest skelsættende begivenheder af psykologisk art, som vi hører om.
Auster aner nok, at den manglende dramatik på de indre linjer ikke kan bære en hel bog, så han inkluderer ret umotiveret tre tekstkorpusser, der uorganisk dumper ned i hovedteksten. Først to minutiøse gennemgange af amerikanske film, der efter hans eget udsagn har gjort uudsletteligt indtryk på ham (Manden, der blev mindre fra 1957 og Jeg er en flygtning fra 1932). Dernæst lange passager fra en ungdommelig brevveksling med kæresten Lydia Davis, som han senere blev gift med og skilt fra igen. Og endelig et såkaldt Album, der består af billeder af nogle af de historiske og personlige begivenheder, som bogen beskriver, fotos af Edgar Allen Poe, diverse film- og baseballstjerner, en café i Paris, alt sammen hyggeligt nok, men også en lidt hjemmeklistret, tilfældig scrapbogsagtig afslutning på bogen.
Er man fan af Paul Auster, er bogen værd at læse for små spor, der kan kaste lys over forfatterskabet, så som at den franske fænomenolog Merleau-Ponty er den filosof, der har inspireret ham mest, og at amerikansk historie tydeligvis er blandt hans store interesser, selvom han er kendt som en europæisk forfatter. Men ellers er der langt mellem de gode passager i denne usammenhængende bog, der ufrivilligt viser, at det indre ikke altid er så interessant, som vi i vores navlepillende samtid gerne vil tro. Nu har Auster udgivet to erindringsbøger og en brevsamling med J.M. Coetzee i rap; det må være tid at vende tilbage til fiktionen.