Prøv avisen

Østrigske Robert Seethaler tegner et fascinerende og flerstemmigt portræt af et lille samfund

5 stjerner
Robert Seethalers kunst er den skarpttegnede og dog kirurgisk præcise personskildringer, som gennem et par streger på et papir formår at fremkalde troværdige menneskeskæbner.

Østrigeren Robert Seethaler har med ”Fælleden” skrevet en fascinerende roman om livet, døden, historien og erindringerne

På Paulstadts gamle fælled, hvor bønderne engang sendte deres dyr hen for at græsse, ligger nu byens kirkegård, hvor generationer af borgere ligger begravet. Med sig i graven har de taget deres historier og liv. Men hvad, hvis de døde kunne tale? Hvad ville de sige? Og hvad ville alt dette sige om livet?

Disse spørgsmål lader den østrigske forfatter Robert See- thaler i sin roman ”Fælleden” de døde selv besvare. Seethaler fik sit internationale gennembrud som forfatter i 2014 med den meget roste roman ”Et helt liv”, der tidligere er udkommet i dansk oversættelse, også på Kristeligt Dagblads Forlag. Hans kunst er den skarpttegnede og dog kirurgisk præcise personskildringer, som gennem et par streger på et papir formår at fremkalde troværdige menneskeskæbner.

Og hvilke skæbner.

Tag nu døgenigten Lennie Martins uopfyldte liv i en fugtig kælderbolig i nærheden af kirken. Eneste adspredelse er besøg ved den ”skodsvedede bar” på Den Gyldne Måne, et værtshus og en holdeplads for dem, der vandrer den fortvivlede vej fra fødsel til død, som et liv også kan være:

”Hvis man kiggede i spejlet bag ved baren, blev man mødt af en række triste ansigter. Der sad altid tre-fire mand, som spillede kort eller lyttede til pladerne i jukeboxen. Snakket blev der stort set ikke, og jeg tror, at det passede dem alle udmærket.”

Billedet er uendeligt trist, men også genkendeligt for enhver, der har sat sine ben i denne verden.

En dag kommer Lennie til at tale med en af de fortvivlede på Den Gyldne Måne. Han taler om at gribe chancen, om, at den kan glide en forbi ved et øjebliks uopmærksomhed. Lennie gribes af raseri og smadrer sit hoved ned i bordet. Ren og skær fortrydelse over sit liv? Senere får han en kone. Han lever af hendes bedstemors pension. Han får et arbejde. Han ser en spilleautomat på Den Gyldne Måne. Han begynder at spille. Det hele falder fra hinanden. Det sad ikke for godt sammen. Han er lykkelig for en stund i skæret af automaten. Her har han chancen. Et spildt liv, der ender en dag.

Ingen mening at hente der.

Vi møder også bemeldte bestemor, Stephanie Stanek, hvis beretning er en af de store, hvor den lille historie bindes sammen med den store. Som østflygtning – en af de 12 millioner fordrevne tyskere efter Anden Verdenskrig – tog hun med sin lille datter den farefulde tur, der efterlod hende i Paulstadt. En stor beretning ja, en god historie.

Men historier ender ikke, hvor de burde. Man flygter, man når frem. Det lykkedes. Og så fortsætter tilværelsen, til man ender som pekuniær malkeko for sit barnebarns uduelige mand.

Livet er rigt på fortrydelser og tabte muligheder, og selv hvor de realiseres, kan det ende galt eller i hvert fald ende i det rene ingenting.

Det urimelige ved livet er jo, at det ikke er indrettet sådan, at det følger en genkendelig bue. Livet er ikke en historie med ansatser, kulminationer og til sidst en slutning og forløsning. Der er fødsel og død og derimellem en masse rod. Historier er noget, vi lægger ned over sammensuriet af tildragelser og tilskikkelser for at skabe mening i det umiddelbart meningsløse.

Seethaler formår at fastholde dette ved netop at lade et mylder af stemmer træde frem. Hvad har de døde at fortælle? spørges der flere gange. Ja, ikke én historie. De døde fortæller om begivenheder, følelser, de formaner, de laver elegier over sig selv, de fortæller om deres sidste tid. De skriger ”idioter” og bliver tavse. Historierne rummer ofte stor, ofte mørk humør. Dette er ikke en træg dødedans, men beretninger om liv, som de nu engang leves.

Men døden rummer her ingen afklaring. Den sætter ikke alting på plads. Den er ikke en fremkaldervæske, som får livet til at funkle i al sin kraft. Man dumper ind i livet og ind i døden, som en af stemmerne siger. Tilsammen kaster de døde strejflys over tilværelsen og livet, og ja, over livet, som det udspiller sig et konkret sted, den fiktive by Paulstadt, der træder frem for os i glimtene fra de levede liv. Livet leves et sted. Og dette steds essens er mængden af fortællinger, der knytter sig til det. Stedet rummer fortid og fremtid, og aner man først mosaikken af erindringslag, får man måske et glimt af tilværelsens skønhed.

Dette er ikke de døde i Paulstadt forundt, men måske er det deres gave til den, der tålmodigt lytter til deres tale. Seethaler har skrevet en fascinerende bog om livet, døden, historien og erindringerne.

Gæsteanmelder Christian Egander Skov er historiker, ph.d.

Læs interview med forfatteren om bogen på