Hvad har en samisk hyrdedreng og en lynkineser at gøre med hinanden? Det måske ikke helt oplagte svar er, at de begge optræder i de 12 bøger, der er indstillet til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris 2018.
Det giver næsten sig selv, at bøgerne er yderst forskellige og strækker sig fra en kort, lettere filosofisk billedbog fra Færøerne til en tung, lettere gotisk inspireret svensk heksekrimi på 580 sider. Kvaliteter ufortalt, så bliver det at vælge en vinder lidt ligesom at spørge, om det er Runde-taarn eller et kanonbrag, der er højest.
Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris er blevet uddelt siden 2013 og gives til et skønlitterært værk, som er skrevet på et af de nordiske sprog. Beskrivelsen af, hvad der præmieres, er ret kort:
Bøgerne skal opfylde høje litterære og kunstneriske krav, og målgruppen rækker lige fra billedbogslæsere til de ældste unge. Ud over Danmark, Sverige, Norge, Finland og Island kan Færøerne, Grønland, Åland eller det samiske sprogområde også indstille bøger til prisen. Adskillige af de indstillede bøger har i forvejen vundet forskellige nationale priser.
Generelt har samerne og grønlænderne ofte indstillet bøger, der på mange måder handler om deres trængte kultur, og som litterært har været udfordret i forhold til de øvrige nordiske lande.
Således også samernes ”Joekoen sjïehteles ryöjnesjæjja” (Et rigtig klogt lille rensdyr), som er en billedbog, som fortæller en sand historie om en meget ung rensdyrhyrdes oplevelse.
Han er helt alene i mørke og regn, godt sulten, våd og nervøs, fordi han ikke kan finde ud af at tænde bål i regnen, og at han derfor er mere udsat for ulveangreb. Selvom billedbogen hverken sprogligt eller på billedfladen når helt på højde med de andre bøger i bunkerne, er der alligevel noget over historiens og billedernes ægthed og enkelthed, der bliver siddende og gør et stort indtryk.
Færøsk børnelitteratur tog først for alvor fart, da sproget erstattede dansk i skolerne fra 1938. Færingerne har et vid og en underfundighed, som man blandt andet kender fra William Heinesens mytiske realisme.
Uden sammenligning i øvrigt har Bardur Oskarsson været indstillet adskillige gange til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris. Han har, hvad jeg vil kalde en filosofisk humor, som evner at henvende sig til såvel børn som voksne. Hans hovedpersoner stiller sig undrende an på naiv og barnlig vis og lader læseren konkludere.
Hans billedbog ”Træid” (Træet) handler om kaninen Bob, der betragter et træ langt borte og spekulerer på, hvad der ligger bag det. Så langt væk har Bob aldrig været. Hans ven, hunden Hilbert, kommer gående og påstår ikke alene, at han har været der, og at der ikke er noget at se, men at han kan flyve og har set hele verden. Da Hilbert er gået, bliver Bob stående i noget tid og ser på træet, inden han går hjem. Man kan ikke lade være med at holde af bogen, netop fordi den er så enkel.
Magdalena Hais finske ”Kurnivamahainen kissa” (Katten med den knurrende mave) forsøger sig også med filosofien. Historien handler om en kat, der æder hele universet, og en lille pige, der ender med at redde os alle sammen, da hun bekæmper grådigheden. Det er en god bog, der ledsages af flotte illustrationer, men den mangler i min optik den åbne, spørgende undren, som vi så hos Oskarsson.
Den undren finder vi dog i høj grad hos norske Torun Lians ”Alice og alt du ikke vet og godt er det” (Alice og alt det du ikke ved og godt er det), som er en vældig sød illustreret bog om den vildt generte pige Alice, som er på ferie med sin familie og for første gang oplever forelskelsen.
Hendes forsigtige forelskelse står i skærende kontrast til hendes storebror, der lige er kommet i puberteten, og som på ægte drengevis prøver at imponere den pige, han er blevet varm på. Øyvind Torseters illustrationer er lige så boblende og sigende som handlingen. Det er på mange måder en bog, der også handler om stille og tænksomt og noget forundret at mærke sig selv udvikle sig som pige. For læseren er det sjovt at følge med i.
Samme tema genfinder vi til dels i danske Mette Vedsøs allerede prisbelønnede ”Hest Horse Pferd Cheval Love”, som sprogligt evner at løfte sig over de øvrige bøger. Bogen handler om to hestepigers venskab på tværs af store sociale skel, og hvordan dette venskab langsomt opløses, da den ene af dem begynder at finde drengene langt mere interessante end hestene.
Pigen Naja, som stadig holder på hestene, har samme uskyld som Alice, men Vedsø omdanner pigen Najas tanker til en slags raffineret sproglig leg. Hør bare beskrivelsen af hesten:
”Øjet. Det bedste er øjet. Øjet, fordi det fortæller lige præcis, hvad der foregår inde i ham. Øjet. Smeltet chokolade, muldjord, muffins. Øjenlåget med buen af lysebrune hår. Mule. Blød. Lun. Fra næseboret usynlig ånde, der lander på Najas kind. Han er i live. Hun er. Øje, mule. Blødt dybt.” Det er smukt og følsomt.
Som læser oplever man Naja og Alice indefra, som følelser, der forplanter sig. Det er uskylden, der langsomt må vige. Livet, der får flere facetter. Anderledes er det med svenske Sara Lundbergs utrolig stærke ”Fåglen i mig flyger vart den vil” (Fuglen i mig flyver, hvorhen den vil), som vandt den prestigefyldte Augustpriset sidste år.
Det er historien om kunstmaleren Berta Hanssons barndom baseret på hendes dagbogsnotater og malerier. Født i begyndelsen af 1900-tallet i en lille landsby var hun på forhånd dømt til at blive gårdkone. Bogen, der er illustreret ved hjælp af hendes malerier, kan ikke undgå både at imponere og samtidig vække en vis erkendelse af, at der skal en vis portion mod, men også held og støtte til, at man som barn kan realisere sin inderste længsel, hvis ikke man skal miste sig selv helt undervejs.
Miranda har også en længsel, som overskygger alt andet. Hun vil finde Øjestenen, som er en perle omgærdet af mystik. Hvis man er så heldig at fiske den, vil alle ens ønsker blive opfyldt, og man vil aldrig længes mere. Karin Erlandssons fantasyroman ”Pärlfiskaren” (Perlefiskeren) er både den finlandssvenske og ålandske kandidat til prisen.
Mirandas længsel sættes på prøve, da hun slår sig sammen med Syrsa, en meget ung pige på fire-fem år, som kan høre perler synge. Ligesom i den danske serie i Tina Sakura Bestles og Anne-Marie Donslunds serie ”Ærtehalm” mangler begge piger en arm og er på en måde et spejl af hinanden.
Erlandsson er fabelagtig dygtig til at tegne omgivelserne med et sigende, inkluderende billedsprog, der sætter læseren og dennes følelses- og sanseregister midt i et univers fyldt med længsler, venskab og masser af modstridende tanker. ”Pärlfiskeren” er første bind i en trilogi, og dette første bind er virkelig et stærkt bud på en vinder.
Ens fremtidsønsker kan være noget så vanskelige at realisere, når man er barn. Danske Jesper Wung-Sung sender os med sin bog, ”Lynkineser”, tilbage til sin barndom, hvor han insisterer på, at han vil være ingenting, når han bliver voksen. Jesper er opvokset i Marstal med en far, der var sømand, og en mor, der senere blev boghandler. Sådan beskriver han Marstal:
”Drengene i min klasse kommunikerede først og fremmest gennem slag rettet mod musklen over knæet. Et trælår sagde tydeligvis mere end tusind ord. Hvis man for eksempel mødte mandag morgen og spurgte: Har du haft en god weekend? Så fik man et trælår og et Hår! Hår! Hår! Så du den der film? Endnu et trælår og Hår! Hår! Hår!”.
Jesper har været lidt af en håndfuld, vil jeg tro. Doven, upålidelig og fræk. En værre rod, der endda solgte sin lillesøster for en kasse øl til byens tykke mand, så hun måtte løbe for livet. Kort efter kom han på kostskole, hvor han faldt for Kafka og senere, efter studenterfesternes tømmermænd, fandt ud af, at han havde et talent for at skrive. Som forfatter kunne han bestemme over sit arbejdsliv. Han kunne gøre lige, hvad han ville. ”Lynkineser” er en kraftfuld bog, der sprutter af energi, og en trøst for alle, der ikke lige passer ind i konkurrencesamfundets båse.
Hverken Victor i norske Hans Petter Labergs ”Ingenting blir som før” (Ingenting bliver som før) eller Tamar i svenske Sara Bergmark Elfgrens tunge og lange gotiske krimiroman, ”Norra Latin”, passer ind nogetsteds. Labergs bog har Markus og hans kriminelle storebror Victor i hovedrollen, men der er i bogen ansatser til så mange forskellige historier, at han taber læseren lidt på vejen.
”Norra Latin” er med sine 580 sider en tung sag og handler om en skuespillerskole og et spøgelse, der har ondt i sinde. Bergmark har tidligere været medforfatter til den fremragende succestrilogi ”Cirklen”, der har hekse i hovedrollerne. Men selvom der er meget godt i ”Norra Latin”, så må jeg tilstå, at jeg kedede mig voldsomt undervejs. Der er lidt for mange blindgyder i fortællingen, som ikke rigtig driver historien frem, og så interessante er hovedpersonerne ikke, at man ligefrem ønsker at vide alt, hvad de måtte tænke af både stort og småt.
Anderledes udfordrende er det islandske bud på en prisvinder, nemlig journalisten Kristín Helga Gunnarsdóttirs ”Vertu ósýnilegur – Flóttasaga Ishmaels” (Jeg er usynlig:
Historien om Ishmaels flugt) om den 14-årige Ishmaels rejse fra det krigshærgede Syrien over Middelhavet, til han på forunderlig vis ender på Island. Historien skifter mellem at fortælle om en syrisk familie, der bor i Island, og om Ishmaels rejse sammen med sin bedstefar mod Europa, efter at resten af hans familie dør under et bombardement.
Bogens titel er tvetydig. Den hentyder både til vigtigheden af at være usynlig, når man er på flugt, og samtidig også til, hvordan omverdenen vender det blinde øje til flygtningenes menneskelighed. Det er nemmere at være ligeglad med deres ulykke, når de ikke er rigtige mennesker. Historien har masser af udsyn, og handlingen gør flugten meget nærværende for læseren.
Det er en flot, engagerende roman, som har mange lighedstræk med Anne Lise Marstrand-Jørgensens ”Havpaladset”, der udkom tidligere i år. Den skæmmes dog af, at den har et meget tydeligt politisk budskab, som kan komme til at overskygge det litterære. Man må gerne overlade det til læseren at konkludere, hvis man skal have rigtig god litteratur ud af det.
Hvilken bog, juryen vælger, er ikke til at sige. Der har hidtil været ret stor forskel på, hvordan de enkelte lande ser hinandens litteratur, og en del uenighed i udvalget. Det eneste sikre er, at det i det hele taget er en ære at blive udtaget til at blive vurderet.